Annonce
Debat

Der er intet mytteri, Pernille

Da danskerne stemte til EP-valget den 26. maj, var det for at vælge 14 danske medlemmer til Europa-Parlamentet. Men når man læser kronikken fra Pernille Weiss her i avisen 24. juni, lyder det nærmest som om, at vi også stemte om, hvem der skal være ny formand for Europa-Kommissionen. For med Europa-Parlamentets selvopfundne ”spidskandidatproces” er det parlamentets største partigruppe, der skal besætte formandsposten i kommissionen. Men processens værdi er lig med værdien af det stykke papir, den er skrevet på. Alligevel er der ifølge Pernille Weiss tale om et mytteri.

Hvis jeg spørger, de 65.179 danskere, der stemte på mig til valget, om krydset var til mig eller til den socialdemokratiske spidskandidat, hollænderen Frans Timmermans, så tror jeg, de fleste ville kigge undrende på mig. Hvis danskerne virkelig havde sat kryds ud fra, hvem de vil have som kommissionsformand, så tror jeg Margrethe Vestagers Radikale havde fået langt flere stemmer. Pernille Weiss mener derimod, at det er at modsætte sig folkets vilje og modsætte sig EU’s eneste demokratisk valgte organ, når man ikke vil have den største partigruppes kandidat, Manfred Weber som formand. Jeg tænker, at Weiss reagerer så voldsomt, fordi hun og hendes gruppe i Europa-Parlamentet er rasende over, at ”deres” formandspost er ved at glide dem af hænde. Men det er ikke Macron, eller nogle af de andre regeringschefer, der skal skældes ud.

Det er derimod Pernille Weiss’ egen politiske gruppe, de konservative og kristendemokraterne i Europa, der har fejlet. Hvis man vil have en formand, der skal kunne samle opbakning, skal man sørge for at finde den rette person. Det gjorde de ved valget i 2014. Jean-Claude Juncker havde været regeringschef, havde et kæmpe netværk og stor erfaring. Det var forholdsvis klart hvad han stod for, og hvad han kunne efter 18 år i spidsen for Luxembourg. Og derfor blev han accepteret som kandidat til posten.

Denne gang har kristendemokraterne valgt en person, som kun har været formand for deres gruppe i Europa-Parlamentet. Nuvel, Weber er en behagelig og kompetent gruppeformand, men han har ikke været minister og slet ikke regeringschef. Vi ved simpelthen ikke, hvad han kan, hvis det blæser på broen. Det er med andre ord ikke en demokratisk proces, som er ved at blive forpurret. Vi i Europa-Parlamentet skal godkende både kommissionsformanden og de øvrige kommissærer, som indstilles af landenes regeringer. Men vi kan altså ikke bare selv vælge, hvem de skal indstille. I hvilken anden organisation har man overhovedet mulighed for at have medbestemmelse over cheferne i et andet hus? Jeg ved i hvert fald godt, hvordan vi i Europa-Parlamentet ville reagere, hvis Europa-Kommissionen og Ministerrådet pludselig ville have medbestemmelse på, hvem der skulle være vores formand. Det ville vi aldrig acceptere.

Pernille Weiss mener endda, at det vil ødelægge samarbejdet i Europa-Parlamentet, hvis ikke spidskandidatprocessen bliver accepteret. Fra socialdemokratisk side kan jeg helt roligt sige, at vi selvfølgelig fortsat kommer til at samarbejde med de andre politiske grupper uanset navnet på formanden i Europa-Kommissionen. Det håber jeg også, Pernille Weiss vil. Ellers kan det godt blive fem lange år i Parlamentet. Men lad mig hermed også gå i rette med Pernille Weiss om selve ”spidskandidatprocessen”. Den kaldes af tilhængerne en meget demokratisk proces. Men jeg vil sige, at det handler om øjnene, der ser. For processen er hverken beskrevet i EU’s traktater eller vedtaget af EU’s medlemslande. Det er en proces som det tidligere socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, tyskeren Martin Schultz, fandt på. Han ville gerne give Europa-Parlamentet mere magt, og han ville gerne være formand for EU-Kommissionen. Og vupti, så opstod processen.

Når der er nogle, der mener, den er mere demokratisk end at stats- og regeringslederne finder en person, de har tillid til, må det handle om, at man helst ser at EU udvikler sig til en føderation. I et medlemsland vælges statsministeren af parlamentet. Men EU er hverken et land eller en stat. Det er et samarbejde mellem EU’s medlemslande, hvori der også er et parlament med direkte valg. Vi medlemmer af Europa-Parlamentet er hverken mere eller mindre demokratisk legitime end stats- og regeringslederne i Ministerrådet. Pernille Weiss mener vi er mere legitime. Måske er det fordi hun i virkeligheden ønsker sig at EU udvikler sig til Europas Forenede Stater? Det gør jeg ikke. Og derfor ser jeg ikke nogle demokratiske problemer i at stats- og regeringslederne sammen finder en person, de mener skal lede EU-kommissionen.

Hvis der er tale om et mytteri, er det ikke på Europa-Parlamentet, og mytteriet finder ikke sted på Macrons foranledning. Hvis der finder et mytteri sted, er det på EU’s traktat, for spidskandidatprocessen er ikke at finde i det grundlag, der styrer EU’s nuværende samarbejde.

Annonce
Christel Schaldemose
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Energi Fyn interesseret i at købe Fjernvarme Fyn: Borgermøde viste massiv modstand mod fjernvarmesalg

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Odense

4500 ansattes julefrokost-tilskud droppes: Tillidsrepræsentant opfordrer medarbejderne til at holde fast i julefrokosten

Annonce