Annonce
Debat

Den tabte krig

Annonce

Det nytter ikke længere at bortforklare, at krigen i Irak er tabt, og at den har været en fiasko. Begrundelserne holdt ikke. Der var ingen masseødelæggelsesvåben og ingen forbindelse - dengang - til al-Qaeda. Irak er heller ikke blevet en demokratisk rollemodel for Mellemøsten.

Kun ét mål blev nået: Saddam Hussein blev styrtet. Det beklager ingen. Men spørger man den almindelige iraker, om han så har fået det bedre, er svaret nej. Flere end 44.000 civile er dræbt under krigen, og dertil kommer 2500 politifolk. Flygtningeantallet er 3.100.000, antallet af dræbte soldater i den allierede styrke over 3000 eller næsten det samme antal, som døde ved terrorangrebet den 11. september 2001.

DERFOR er det forståeligt, at Anders Fogh Rasmussen ved sit pressemøde forleden anslog nye toner og erkendte, at situationen er "utilfredsstillende".

Det tør man nok sige! Men det ville have klædt den danske statsminister, hvis han bare lidt før de tilsvarende indrømmelser fra Tony Blair og George W. Bush havde sagt sin oprigtige mening. Men det gjorde han ikke - for da han talte om Irak ved Folketingets åbning for få uger siden, var der ikke antydning af, at kursen måtte lægges om. Kun svulstige vendinger om pligten til at kæmpe for frihed og demokrati.

Desværre er der grund til at tro, at Anders Fogh ikke kun varsler et kursskifte, fordi fiaskoen i Irak ikke længere lader sig bagatellisere.

Det er nok så meget, fordi Bush og Blair er ved at sadle om og gøre klar til at forlade landet. Begge er nemlig trængt på deres hjemmefront. Blair af sin egen hærledelse og Bush af udsigten til at tabe midtvejsvalget. En "omlægning af strategien", som det udtrykkes, er derfor den eneste chance for om muligt at bevare skindet på næsen.

Men tænk, hvis Fogh Rasmussen havde brugt den goodwill, han utvivlsomt har i Det Hvide Hus, til som den første - og ikke den sidste - at have sagt, at nu var tiden inde til lægge roret om?

DET ER LETTERE at fastslå, at krigen er tabt end at pege på, hvordan det stakkels Irak og vi andre kommer videre.

En fuld tilbagetrækning nu og her kommer næppe på tale. Det ville også være at svigte irakerne, og det ville være et prestigetab for de tre musketerer, Bush, Blair og Fogh, som de ikke vil kunne bære. Og at sende flere tropper, som neokonservative Bush-rådgivere anbefaler, vil støde på stor folkelig modstand.

Men en delvis tilbagetrækning til nabolande - eller en opdeling af Irak i tre delstater - vil sikkert komme på tale. Ligeledes, at tropperne får andre opgaver end militære. Hvis ellers irakerne ønsker det, hvad ikke meget tyder på.

Det mest visionære vil være en storregional fredsplan, der inddrager Syrien og Iran. Men med sin dæmonisering af disse lande har Bush blokeret for den idé.

ENESTE FARBARE vej synes at være en langsom tilbagetrækning. Der skal sluges nogle kameler, før det bliver erkendt, at krigen er tabt. Men det gamle ord siger jo, at den er stærkere, som overvinder sig selv, end den, der indtager en stad.

Dét ord vil vi gerne minde både Bush, Blair og Fogh om.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

En ny kærlighed med svære vilkår: - Det er specielt at fri til en kvinde, når man er gift med en anden

Kerteminde

Mårhund løs på Hindsholm

Kultur

Grum fremtidsvision indhentet af corona

Annonce