Annonce
Navne

Den politiske cykelrytter

70 ÅR: Laurits Tørnæs har mødt både medgang og modgang i sit lange liv som fisker, politiker og privatperson

VI SKAL tilbage til september 1982. Poul Schlüter skulle danne sin første regering og bad Venstre sætte navn på sin politiske ordfører.

Anders Andersen kontaktede Laurits Tørnæs og sagde: "Det hverv skal du ha." Tørnæs slog sig i tøjret og mumlede noget om, at andre partier brugte akademikere til den slags tunge poster.

Venstres gruppe gik herefter til afstemning, og her fik den besindige fisker fra Esbjerg flere stemmer end den unge cand.oecon Anders Fogh Rasmussen.

- Jeg er hermed den eneste, der nogensinde har vundet en afstemning over ham, siger Laurits Tørnæs i dag med et varmt smil.

ANEKDOTEN er blot en af mange, der graves frem, nu da amtsborgmester Laurits Tørnæs fylder 70 år.

En anden er fra hans 60 års fødselsdag. Tørnæs havde altid drømt om at få en rigtig racercykel, og minsandten om ikke ønsket blev opfyldt. Golfkøllerne fik herefter lov til at samle støv i skabet, mens Tørnæs asede af sted på den tohjulede.

Han cykler ofte mellem hjemmet i Esbjerg og amtsgården i Ribe, og han har gennemført et utal af motionsløb i ind- og udland sammen med nære cykelvenner som bl.a. rigspolitichef Torsten Hesselbjerg og den tidligere cykelverdensmester Peder Pedersen fra Odense.

At Laurits Tørnæs skulle ende som toppolitiker både på Christiansborg og i Ribe Amt var ingen selvfølge. Han er født i en fiskerslægt og opvokset ved Kolding Fjord, hvor faderen var fisker.

SOMBARN blev han ramt af tuberkulose, og i skolen klarede han sig dårligt. Moderen fik ham dog sendt på Kolding Private Realskole, og her fik han pludselig så meget lyst til bøgerne, at han i 1953 tog en flot præliminæreksamen.

Det var imidlertid søen, der lokkede. Laurits kom ud at fiske, tjente gode penge, tog sætteskippereksamen i Esbjerg i 1957 og kunne i 1959 bestille sin første fiskekutter sammen med en kammerat.

Herefter begyndte det eventyr, der skulle gøre fiskeskipper Tørnæs til formand for først fiskerne i Esbjerg og senere i 12 år fra 1975 for Danmarks Havfiskeriforening. En trafikulykke i 1969 betød imidletid, at han måtte nedtrappe det hårde liv som fisker.

HANSOLGTE sine kuttere for at blive organisationsmand, og samtidig var der privat brug for Tørnæs på landjorden, da han i 1970 havde mistet sin første kone, Frida, og stod alene tilbage med tre små børn, blandt dem Ulla, som i dag er minister for udviklingsbistand.

Med en ukuelig livsstyrke formåede Laurits Tørnæs at være både alenefar og en højt respekteret fiskerisagkyndig. Venstre havde længe haft blik for den stærke og solide vestjyde, og i 1981 blev han medlem af Folketinget. Poul Schlüter udnævnte ham i 1987 til landbrugsminister, og her nåede han at have seks gode år.

I 1994 sagde Tørnæs farvel til Christiansborg og det evindelige rejseri til møder i ind- og udland. Ribe havde brug for en erfaren amtsborgmester, og Tørnæs var et helt naturligt valg for de vestjyske Venstrefolk. Posten har han haft lige siden, og han siger pænt farvel og går på politisk pension, når Ribe Amt fra nytår bliver indlemmet i den ny Region Syddanmark.

POLITISKE modstandere og kritikere i det vestjyske har beskyldt Tørnæs for at være hård, kontant, meget lidt forhandlingsvillig og for undertiden at blande private interesser med sit folkevalgte job.

I 1998 kom han i alle landets medier, da der blev rettet et brandattentat mod hans privatbolig i Esbjerg. En 67-årig mand blev anholdt, han nægtede sig skyldig, og efter et år måtte Esbjerg Politi opgive at føre sag mod ham.

Som privatmand har Tørnæs mødt mere modvind end som politiker og organisationsmand. Efter mange år som alenefar, blev han i 1977 gift med den 12 år yngre Katty, som han havde mødt til et møde i Geneve, hvor hun deltog som udvalgssekretær i udenrigsministeriet.

Katty flyttede til Esbjerg og blev valgt ind i Esbjerg Byråd. På et tidspunkt blev hun ramt af sygdom, og i år 2000 måtte Laurits Tørnæs tage afsked med sin kone nummer to.

- Det var et lammende chok, og jeg blev fuldstændig slået ud, fortæller Laurits Tørnæs i et meget åbenhjertigt fødselsdags-interview med den lokale avis, JydskeVestkysten. Her røber han også, at han i dag har en rigtig god vendinde, men at de to ikke er flyttet sammen.

Annonce

Laurits Tørnæs

Født den 17.juli 1936 ved Kolding. Bor nu i Esbjerg.

Præliminæreksamen 1953. Sætteskippereksamen 1957. Selvstændig fiskeskipper 1960-71.

Formand for Esbjerg Fiskeriforening 1971-74 og for Danmarks Havfiskeriforening 1974-87.

Medlem af Folketinget for Venstre 1981-94.

Landbrugsminister 1987-93.

Formand for bestyrelsen for Danmarks Fiskeriundersøgelser fra 1995.

Forlod Folketinbget 1994 for at blive amtsborgmester i Ribe. Forlader politik til nytår.

Medlem af bestyrelsen for Danmarks Privathospitaler. Formand for Jysk Linnedservice.

Ivrig cyklist. Kører ofte fra hjemmet i Esbjerg til amtsgården i Ribe og har bl.a. cyklet til Paris.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

Radiostation deler gratis antenner ud

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce