Annonce
Kultur

Den nødvendige bog

SOLSTRåLE: Hele livet har Jette Kaarsbøl haft en heftig trang til at skrive, men troen på forfatterdrømmen blev mindre med årene - og endte med en regulær depression

Dagbladenes Bureau

E fter tre hårde bank, bank, bank toner noget hvidt frotté frem bag den matterede rude i døren. Den lindes på klem.

Overraskelse kan have mange udtryk. Den kan vise sig som bestyrtet forbavselse ledsaget af høje udbrud eller det klassisk forbløffede ansigt med tavst hævede øjenbryn.

Da Jette Kaarsbøl åbner iført badekåbe er mimikken som sidstnævnte. Aftalen om interviewet er blevet glemt i foredrag, prisfester og tv-optræden. Og det er ikke første gang inden for den senere tid, at øjnene spiles op. Hendes forbløffelse var til at få øje på, da hun fik boghandlernes eftertragtede pris "De Gyldne Laurbær", ligesom den mere end kunne spores, da hun for et år siden blev ringet op fra forlaget og fik beskeden om, at hendes bog var antaget. Inden da havde hun overrasket sig selv ved at gøre en mangeårig drøm om at blive forfatter til mere end fantasi.

Hun undres ligeledes over, at nogle endnu engang vil høre historien om forfatteren, der debuterede i en alder af 41 år med mammutbogen "Den lukkede bog".

- Der er meget stof i min bog, men jeg ved egentlig ikke, om der er så meget stof i mig. Jeg bliver så påvirket af det hele. Det er også derfor, jeg modtager jer sådan, siger hun undskyldende og dundrer op ad trappen for at få styr på hår, tøj og morgenkaffe. Minuttet efter sætter hun sig til rette i den højloftede spisestue. Alt er lyst. Udenfor i sneen og indenfor, hvor selv gulvene er hvidmalede og giver en fornemmelse af at være et sted i den svenske skærgård. Idyllen findes dog midt i Hillerød, hvor Jette Kaarsbøl har boet det meste af sit liv.

- Det er svært at finde sig selv midt i al det her. I aftes holdt jeg foredrag på Hovedbiblioteket i København, og aftenen inden var jeg på tv. Jeg kan blive helt panikslagen ved tanken, for jeg er et meget privat menneske. Selvfølgelig er jeg utrolig glad, men det er ligesom om, at det slet ikke er mig. Når folk fortæller mig, at de er helt misundelige på mig, kan jeg kun give dem ret. Det er jeg også. Jeg betragter også selv det hele lidt udefra, siger Jette Kaarsbøl

Hvis hastigheden, der bestemmer begivenhederne i ens liv, kunne justeres på en knap ville den nemlig være turbodrejet fra almindelig hverdag til intensivt eventyr med et snuptag i Jette Kaarsbøls tilfælde.

- Jeg har villet gøre alt, hvad jeg kunne for at forhindre, at det skulle ændre mit liv. Jeg har ikke skrevet en bog for at komme ud af mit liv, for jeg er glad for det liv, jeg lever med min familie, men meget har ændret sig, erkender Jette Kaarsbøl.

Siden dengang..

Det var dog ikke tommetyk tilfredshed med tilværelsen, der prægede Jette Kaarsbøls liv, inden eventyret begyndte. Siden hun som 10 årig klaprede de første linjer på faderens skrivemaskine, havde drømmen været at skrive en bog. Faktisk forestillede hun sig, at skriblerierne skulle gøre hende til landets yngste debutant. Men virkeligheden blev en ganske anden. Årene gik, og siderne blev ikke kun til skuffen. De blev også til skuffelser.

- Jeg var grædefærdig, da forfatteren Cæcilie Lassen debuterede som teenager, for jeg tænkte, at nu kunne det aldrig blive mig. Jeg kunne ikke nå det. Det at læse anmeldelser blev også forbundet med ærgrelser, for jeg tænkte hver gang: Det skulle jo have været mig, det skulle have været min bog, siger Jette Kaarsbøl.

Bøgerne under disken

Efter folkeskolen begyndte Jette Kaarsbøl at arbejde i en tøjbutik. Men litteraturen pressede på. Bøgerne lå lige under disken, og kunderne var et forstyrrende element, når Jette sad foroverbøjet og slugte siderne. I de år dukkede den Frederikke, som senere skulle vise sig at blive hovedpersonen i den "Lukkede bog", op i Jette Kaarsbøls hoved. Idéerne lagde fundamentet til den bog, der 20 år senere skulle indbringe Jette Kaarsbøl "De Gyldne Laurbær". I perioder flød forfatterdrømmen dog ud.

- Heldigvis sker der andre ting i livet, og det er jo i virkeligheden der, man er lykkeligst. Når man får sine børn eller bruger al sin energi på at sætte huset i stand.

Men midt i hverdagen rev skrivelysten hårdt i armen på Jette Kaarsbøl. Især når hun beskæftigede sig med litteratur i et par kortvarige perioder på universitetet.

- Jeg tænkte hele tiden: Du burde også, du skulle også..., Jette Kaarsbøl.

Af og til tog hun tilløb og søgte orlov eller fik aftenarbejde, men skriveprocessen krævede absolut ro, og ordene flød ikke fra pennen, selvom der var afsat timer til det.

- Jeg kunne ikke få kontrol over tiden og har det stadig svært med at styre den. Først på dagen lå den foran mig som en øde slette, men pludselig var den smuldret for mig. Ligesom årene forsvandt, uden at jeg fik skrevet noget færdigt, siger Jette Kaarsbøl.

Troen på projekt bog var der dog stadig, men som tiden gik, var det svært at have tillid til, at det nok skulle lykkes. Universitetsopholdene blev udskiftet med seminariet, og det ene lærerjob afløste det andet. Da Jette Kaarsbøl blev ansat som lærer for 10. klasse på Hillerød Ungdoms Center begyndte selvtilliden gradvist at krympe som efter hård kogevask.

- Det lykkedes mig at overbevise mine elever og kolleger om, at jeg var engageret, men i virkeligheden var jeg i gang med at bearbejde min livsdrøm. Jeg havde trang til at trække mig ud af det udadvendte liv for at sætte mig ned og skrive. Samtidig følte jeg, at jeg skulle levere varen til de unge mennesker, og det var en kamp. Snart kunne jeg ikke slæbe mig på arbejde mere, og til sidst brød jeg sammen. Jeg sad bare derhjemme og følte mig helt tom indeni.

Trangen til at skrive var blevet en massiv sorg. Der var stadig ikke kommet en bog ud af alle anstrengelserne, og det endte i en regulær depression. De næste måneder bød på orlov med omsorg og opbakning fra omgivelserne. Så kom ordene.

Når tvivlen overtager

Den triste tilstand forsvandt, da Jette Kaarsbøl begyndte at skrive. I begyndelsen foregik det med en smule skyldfølelse over at gå hjemme uden at pudse vinduer eller passe andre hjemlige sysler, men med sin mands hjælp gav hun sig selv lov til timerne ved tastaturet. Og hun bragte sig selv i en position, hvor det var nødvendigt at handle.

- Jeg fortalte alle, jeg mødte, at jeg skrev. Af den årsag ville det senere være flovt, hvis jeg skulle fortælle, at jeg ikke nåede nogen vegne. Hver gang jeg kørte fast i historien, forestillede jeg mig folks ansigter, når jeg skulle fortælle dem, at bogen ikke blev til noget, og så kunne det nok være, at jeg fik røven med mig, ler Jette Kaarsbøl.

Nødvendigheden

Til tider tog overtog tvivlen. Mens Jette Kaarsbøl ventede på svar fra forlaget, gik hun og malede væggene til lyden af radionyhederne i den selv samme stue, hvor hun i dag sidder og bliver afbrudt af telefonen med begejstrede journalister og læsere. Hver time fortalte stemmen i højttaleren, at alle danskere drømte om, at blive forfattere, og forlagene svømmede i manuskripter. Derfor var udtrykket naturligt nok noget forbløffet, da svaret fra Gyldendal blev andet end et venligt afslag.

- Der er folk, som skriver for at blive forfattere og komme i avisen. Jeg har aldrig haft en ambition om at blive kendt forfatter. Jeg har bare haft en trang til at skrive. Det har været en nødvendighed, siden jeg skrev mine første små historier og gemte dem i en rugbrødspose i skuffen. I grunden tror jeg, at det er meget godt, at debutten blev så sen. Livet har modnet mig, og jeg har nok alligevel ikke haft roen til at skrive bogen før, siger Jette Kaarsbøl.

Sejrens sødme

Derfor var det en kæmpe personlig sejr, da hun kunne fortælle omgangskredsen, at hun var ved at være færdig.

- Det var ligeså stort at få den skrevet færdig, som det var at få den udgivet og modtage "De Gyldne Laurbær". Når man har forladt sin arbejdsplads på en måde, hvor man synes, at man har svigtet og føler sig lille, ussel og ked af det, er det naturligvis dejligt, at bogen både bliver antaget og får priser. Men jeg er utrolig stolt af bare at være færdig med den, siger Jette Kaarsbøl.

Ordstrømmen stopper et kort øjeblik. Jette Kaarsbøl overvejer hvilke forventninger og forpligtelser, der knytter sig til den nye rolle som prismodtager. Gravhunden tapper hen over gulvet, mens hun famlende forsøger sig med nogle fremtidsplaner.

- Jeg kunne lave noget praktisk... Sælge blomster eller møbler eller noget andet, siger hun, men stopper så op. Kan godt selv høre det. Hun fortsætter grinende:

- Men jeg skal jo skrive! Det andet snak er bare af skræk for, at jeg ikke kan, siger Jette Kaarsbøl.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

En handlekraftig kvinde fylder 80

Faaborg-Midtfyn

Lokal nedlukning af sogn truer efter fødselsdag og fest: Nu lukker alle kommunens bosteder for besøg

Annonce