Annonce
Underholdning

'Den mystiske sag om hunden i natten' er mordmysterium og familedrama opført på et kæmpemæssigt ark millimeterpapir

Det er ikke første gang, instruktøren Jacob Schjødt (t.h.) og skuespilleren Kristoffer Helmut arbejder sammen. I 2016 udløste samarbejdet en Reumert for bedste Forestilling for "Lad den rette komme ind". Foto: Kim Rune
Instruktøren Jacob Schjødt blev ramt i hjertekulen, da han læste skuespillet om diagnose-drengen Christopher, der har svært ved at gebærde sig i den virkelige verden.

- På det konkrete plan er "Den mystiske sag om hunden i natten" historien om en detektiv, der forsøger at opspore en hundemorder. Graver man dybere, handler forestillingen om nogle menneskers kamp for at blive en familie, forklarer instruktøren Jacob Schjødt. For ham er det særlige ved englænderen Simon Stephens' prisbelønnede drama, at det ikke er et portræt af et diagnose-barn, selv om hovedpersonen Christopher er udstyret med en sindrig bogstavrække, som giver ham særlige udfordringer. Udfordringer som gør det svært for hans nærmeste at rumme ham.

- Da jeg læste teksten, ramte den mig i hjertekulen. Jeg faldt for Christopher, for den utraditionelle synsvinkel som er et udfordret barns og for det realistiske univers, som får et tvist, fordi det bliver oplevet gennem Christophers særlige filter.

Handlingen udspiller sig skiftevis i realtid, hvor publikum oplever situationerne, mens de foregår, og i tilbageblik, hvor Christophers støttelærer læser højt af drengens dagbog.

Annonce

I Christophers hoved

Jacob Schjødt har instrueret flere forestillinger på Odense Teater, og et særkende er, at han lader scenografi, lyd og lys filtre sig sammen med personer og handling.

I "Lad den rette komme ind" var scenerummet en overdimensioneret skaterbane. I "Anna Karenina" udspillede tragedien sig næsten mest dramatisk på lydsiden. I "Anna Sophie Hedvig" mimede skuespillerne deres bevægelser til tegneserieagtige lydeffekter.

I "Den mystiske sag om hunden i natten" er scenografien inspireret af, hvordan der må se ud i Christophers hoved. Så scenen er udformet som et kæmpemæssigt ark millimeterpapir:

- Christopher kan jo kun fungere, hvis alt omkring ham med matematisk akkuratesse er sat i systemer og firkanter, fortæller Jacob Schjødt.

En scene på 30 sekunder

Instruktøren forklarer, at en ekstra fordel ved de afgrænsede millimeterfelter er, at de gør det lettere at skifte location på få sekunder. Hurtige skift i tid og rum er nødvendige, når der er 59 scener i manuskriptet, og den korteste scene varer under et halvt minut.

Lyddesignet er også en stor del af forestillingen, for lyden illustrerer på én gang den konkrete virkelighed og Christophers indre liv, som er stærkt påvirket af hans fascination for rummet og universet.

Selv om 15-årige Christopher er hovedpersonen, understreger Jacob Schjødt, at ”Den mystiske sag om hunden i natten” ikke er en ungdomsforestilling, men en menneskehistorie og et familiedrama, som fortjener at blive set af folk i alle aldre:

- Det er en sjov, sød og rørende fortælling, som med stor kærlighed giver et andet perspektiv på, hvordan vi alle - på hver vores vis - dealer med det at indgå i nære relationer med andre mennesker.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce