Annonce
Gear

- Den ligner en Anders And-bil, men jeg elsker den

Jac Nellemann var Danmarks første Formel 1-kører og ejer i dag importen af Aston Martin og Kia. Han har kørt historisk motorsport i en menneskealder, men kører i dag elbil i hverdagen. Foto: Asger Ladefoged

Jac Nellemann har kørt Formel 1, står bag Copenhagen Historic Grand Prix og ejer importen af Aston Martin, men alligevel kører han til daglig koreansk elbil.

Vi har en aftale lidt over 13.

Lidt over, fordi han lige skal være færdig med at køre senior-kart på den indendørs gokartbane hos Power Racing Gokart Akademi i Herlev. En bane og et gokartcenter, han i øvrigt selv ejer.

Hans kontor ligger cirka 26 skridt fra pitten - lige ved siden af kontoret til Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP) og lige under Nellemann Leasing - som han også alt sammen ejer.

Jac Nellemann har flere jern i ilden end en grovsmed i middelalderen, og som delvist udlært værktøjsmager er han heller ikke fremmed for at smede, mens jernet er varmt.

Da jeg træder ind i pitområdet, undskylder han høfligt, at han lige har et heat mere. Bortset fra de gråsprængte hår på isserne kunne det lige så godt være en gruppe 16-årige, der dystede denne tidlige eftermiddag på banen. De kække kommentarer, nyfødte anekdoter og adrenalinfodrede blikke er de samme.

Selv om Jac Nelleman er fyldt 74 år, elsker han tydeligvis stadigvæk at køre om kap. En kærlighed, han har haft i cirka 64 år. Som tredje generation i Nellemann-koncernen (grundlagt i Randers i år 1900) har bilerne altid fyldt meget. Men det var bag rattet på sin første bil i midten af 1950'erne, at Jac Nellemann mærkede suset for første gang.

- Min far havde bygget en bil til mig, da jeg var 10 år - en mini-kopi af en MG TC. I begyndelsen kørte vi i gården bag værkstedet inde på Frederiksberg lørdag og søndag. Bilen havde en lille motorcykelmotor med noget automatgearkasse fra en amerikansk plæneklipper. Vi havde den med ude på motorbanerne. Når min far kørte race på Amager Travbane, kunne jeg køre på speedwaybanen i den lille bil. Der fik jeg rigtig smag for det. At sætte sig ned i et stykke mekanik, der kunne bevæge sig selv. Et automobil uden pedaler. Den kildren i maven var der, hvor jeg blev vaccineret første gang, siger Jac Nellemann, mens vi spiser en salat i køkkenet oven over gokartbanen.

Annonce
Selv om Jac Nellemann er fyldt 74 år, elsker han tydeligvis stadigvæk at køre om kap. En kærlighed, han har haft i cirka 64 år. Foto: Asger Ladefoged

Livet som racerkører

Derfra gik det slag i slag. Først byggede han sin egen gokart, og siden blev det til en enkelt optræden i Formel 1. Han arbejdede som værktøjsmager, men indtil han fyldte 30 år, var det motorsporten, der fyldte hans liv. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at leve af at køre racerbil.

Man skulle tro, at turen bag rattet på en Formel 1-bil var højdepunktet, men det var lidt en fuser, da Jac Nellemann kun kørte kvalifikationen og ikke kvalificerede sig til selve løbet i Det Svenske Grand Prix i 1976.

Han peger selv på flere andre oplevelser, der overgik Formel 1-debuten. Sejrene på Jyllandsringen i det danske Formel 3 Grand Prix - eller når han slog den svenske Formel 1-legende Ronnie Peterson i gokart.

Jeg spørger ham om, hvad det allerstørste øjeblik i hans tid i motorsport var, og så tænker han lidt, inden han svarer.

- I min senere historiske motorsportskarriere har jeg haft nogle fantastiske oplevelser med kanonskønne folk. Især i den løbsserie, der blev lavet for at fejre 60-året for Formel Junior tilbage i 2016. Jeg fik fat i den Alfa Dana Formel Juniorbil, som min far byggede i 1959. Vi startede 100 biler og kørte over 50 grandprixer over to år i både Sydafrika, New Zealand, USA, Canada, Baltikum og sluttede i England på Silverstone sidste sommer. Jeg vandt de 32 løb. Bilerne var meget ens, og det var derfor en stor tilfredsstillelse at kunne vinde den samlede sejr i min fars gamle bil, som jeg i øvrigt selv hjalp en lille smule med at lave dengang, siger han.

Den potente Kia Stinger til venstre imponerer Jac Nellemann, når han tænker tilbage på, hvor Kia var for 10 år siden. Det samme gør i øvrigt hans lille Kia Soul EV. Men ingen af dem giver køreglæde som en gokart. Foto: Asger Ladefoged

Køreglæde handler ikke om fart

Jac Nelleman har kørt tæt på alt, hvad der har været værd at køre de seneste 50 år. Fra racerbiler til Mini Coopers. Så hvad har givet størst køreglæde?

- Køreglæde er i min optik at kunne beherske et selvkørende instrument på en måde, så den gør det, du vil have - og i motorsport helst så hurtigt som muligt. Kan du det, så oplever du køreglæde, siger han, inden jeg afbryder.

- Men kan man få det i en Citroën Berlingo med 75 hk? spørger jeg vantro.

- Selv i 2CV-race går opgaven ud på at køre så hurtigt som muligt i det forhåndenværende, og det giver også køreglæde, returnerer han.

Men han giver mig dog, at glæden er større, jo tættere man kommer på at kunne mærke bilen. Derfor er en gokart altid sjovere end en moderne gadebil med et hav af elektroniske assistentsystemer.

- Racerbanen er det eneste sted, hvor man rigtigt kan nyde at tage en bil til sit yderste og opleve glæden ved at kontrollere den på grænsen. Farten i sig selv har dog aldrig sagt mig noget. Nu kører du 300 kilometer i Formel 1. Dengang jeg kørte formelbiler, var forskellen mellem Formel 1 og Formel 3 den tid, du brugte mellem svingene, men svingene var de samme, og det er i svingene, køreglæden er størst, siger han.

Med en realistisk rækkevidde på små 200 kilometer kan Kia Soul EV klare de fleste af dagligdagens ærinder. Og Jac Nellemann finder en særlig tilfredsstillelse i at komme ind til en varm bil hver morgen, som han bare skal hive ud af stikket for at køre af sted i. Foto: Asger Ladefoged

Anders And-bil

Vi tager en tur igennem hans automobil-CV, og der gemmer sig mange spændende bekendtskaber. Men det er, da han siger, at han virkelig nyder at køre i sin elektriske Kia Soul, at det bliver interessant. Her viser han sig som den diametrale modsætning af klicheen om manden, der har kørt Formel 1 og lever af at importere Aston Martin og afvikle klassiske motorløb.

- Den ligner en Anders And-bil, men jeg elsker den. At komme ned om morgenen til en varm bil uden at have en Webasto-kabinevarmer kørende. Så hiver jeg den ud af stikket og kører enten til Roskilde eller her til Herlev. Den har en lækker kabine, et fedt anlæg, navigation, sædevarme og alt, hvad du skal bruge for at have det rart. Den opfylder alle mine basisbehov, og så har jeg slet ikke dårlig samvittighed, når vores økologiske nabo kører af sted på sin ladcykel - bortset fra at jeg kunne bruge motionen, siger han.

Nu skal det siges, at Jac Nellemann også ejer importen af Kia-biler til Danmark. Han ligner ikke en, der ikke mener det, og da der både holder en Kia Stinger V6 og en Aston Martin Rapide ved siden af den elektriske Kia Soul i garagen, beviser han pointen, hver gang han tager elbilen frem for luksusbilerne på arbejde.

Der er langt fra en hjemmebygget benzinmotoriseret sæbekassebil i 1950'ernes Danmark til en elektrisk minibil fra Sydkorea. Men forskellen illustrerer på mange måder Jac Nellemanns spændvidde, når det kommer til biler. Han har levet et helt liv i bilindustrien og besøgt alle hjørnerne - fra han grundlagde Den Blå Avis sammen med Karsten Ree og erobrede rubrikmarkedet for brugte biler til importen af Lada-biler fra det tidligere Sovjetunionen. Fra en mislykket kvalifikation til et Formel 1 Grand Prix til han fik sit eget Grand Prix i form af CHGP.

Man siger, at når et barn fylder 12 år, er grundsubstansen på plads og svær at ændre. Jac Nellemann mærkede første gang suset ved en maskine, der kan bevæge sig selv uden brug af muskelkraft, da han var 10 år, og hans øre-til-øre-smil under den ugentlige gokartdyst mellem seniorer viser, at han aldrig siden hen har mistet den.

Når Jac Nellemann ser naboen cykle af sted på sin ladcykel, har han ikke dårlig samvittighed, fordi han har en elbil. Foto: Asger Ladefoged
Jac Nellemann bag rattet på den Alfa Dana Formel Junior racerbil, som er bygget af hans far og smedemester Uno Jensen i 1958/59, og som han vandt 60-års jubilæumløbsserien Formel Junior med sidste år. Foto: Liselotte Sabroe
Præsentationen af den færdige Alfa Dana i 1959. Det er Jac Nellemanns far yderst til højre, og Jac Nellemann selv er drengen, der stikker hovedet frem som nummer to fra venstre. Foto: Mogens v. Haven
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

To gange Falch i Bogense Kirke

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Mindeord For abonnenter

Mindeord: I byrådssalen boltrede Per Berga sig som en fisk i vandet

Annonce