Annonce
Indland

Den fynske minister: Der vil altid være nogen, der er grønnere end mig

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen

Lars Christian Lilleholt (V) trådte efter valget i 2015 ind i regeringen som en af de mest ukendte ministre.

Inden folketingsvalget i 2015 sad der tre tunge venstrepolitikere for enden af den blå gang på Christiansborg. Formand Lars Løkke Rasmussen i hjørnekontoret til venstre, næstformand Kristian Jensen i midten og Lars Christian Lilleholt i hjørnekontoret til højre.

Lars Christian Lilleholt?

Partiets energiordfører gennem ti år. De sidste fire år også sekretær for gruppeledelsen. Stor synlighed blandt vælgerne på Fyn, blandt andet fordi han på det tidspunkt var et markant medlem af Odense Byråd, og fordi han traditionelt har ført dyre og omfangsrige valgkampe på den fynske hjemmebane, men nogen central placering i den almindelige danskers bevidsthed kan man ikke påstå, han har været i nærheden af.

Hjørnekontoret til højre var han rykket ind i af to årsager: Absolut og betingelsesløs loyalitet over for sin partiformand og nu statsminister Lars Løkke Rasmussen. Og det faktum at netop det kontor - som traditionelt er en anelse mere attraktivt end hjørnekontoret til venstre - var et kontor, partiformanden ikke selv ville sætte sig i. Lars Løkke Rasmussen brød sig ikke om udsigten.

- Lars Løkke havde ikke lyst til at sidde og kigge lige over på Helle Thorning-Schmidt, som havde sit kontor i Statsministeriet overfor. Jeg var til gengæld meget, meget glad for det kontor, fordi det gav mig en central placering. Det betyder noget, hvor man sidder på Christiansborg, siger Lars Christian Lilleholt ved mødebordet i sit nye kontor i Energi-, forsynings- og klimaministeriet i Stormgade. Her har han stadig har udsigt til Statsministeriet ? bare fra vest i stedet for øst.

Lilleholts gamle Christiansborg-kontor kom til at spille en afgørende rolle for, at Lilleholt overhovedet kunne følge med Lars Løkke Rasmussen ind i regeringen.

Under opstanden mod Lars Løkke Rasmussen i 2014, hvor Kristian Jensen forsøgte at skubbe sin formand af pinden, blev kontoret omdannet til kommandocentral, hvor Lilleholt sammen med Troels Lund Poulsen satte alt på et bræt for deres formand og morgen til aften ringede rundt til baglandet.

- Fra Europa-Parlaments-valget (25. maj 2014, red.) var det kontor mit hjem. Jeg forlod det kun for at sove om natten. Derfor har jeg selvfølgelig nogle særlige følelser over for det, og derfor er statsministeren og Troels Lund Poulsen dem, som jeg har det tætteste forhold til. Man kan ikke tale om venskaber i politik, men det her kommer tæt på, siger Lars Christian Lilleholt.

Annonce
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen

Håb og angst

Derfor var Lilleholt - på trods af sin anonyme placering i den brede offentlighed - blandt iagttagere et af de mere sikre bud på en minister, da den borgerlige fløj vandt valget i 2015, og Venstre dannede regering.

Selv var Lilleholt ikke sikker. Det eneste, han var sikker på, var, at hvis Løkke ikke blev statsminister, ville hans egen politiske fremtid ligge i ruiner. Så klart havde han bundet sig til sin partiformand. Og da Løkke havde sat sig på statsministerposten, og ministerierne skulle fordeles, var Lilleholt nervøs for, at han ville blive efterladt i folketingsgruppen.

- Jeg havde et håb om at blive ringet op. Og en frygt for ikke at blive ringet op. Flere havde i dagene op til sagt til mig, at det kunne være en ulempe, at jeg havde brugt så stor en andel af mit politiske liv på energipolitik, og at jeg måske i stedet skulle løse en opgave i gruppen.

Men opringningen kom. Først fra en medarbejder tæt på Løkke, der bad ham være klar til en telefonsamtale inden for en halv time. Så meldte andre bekymringer sig. Hvilket ministerium?

Der er nogle, man hellere vil have end andre. Skatteministeriet kan fylde mange politikere med angst. De dårlige sager står i kø, og risikoen for at ryge ud er høj.

- Det havde jeg også sagt ja til. Ikke med den store entusiasme, men nu er det sådan, at når statsministeren ringer til en, stiller man ikke spørgsmål. Man begynder ikke at snakke om, hvorvidt der ikke kunne været noget andet i stedet. Sådan er det ikke. Statsministeren sætter holdet, og han afskediger holdet. Jeg fik mit ønskejob.

Skatteministeriet gik i stedet til Karsten Lauritzen, der i formandsopgøret åbent gik imod Lars Løkke til fordel for Kristian Jensen.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen

Ikke let at være grøn

Lars Christian Lilleholt er en ny type energi- og klimaminister. Mere energi end klima og mere regeringens mand end energiens og især klimaets mand.

Hans seneste forgængere Rasmus Helveg Petersen (R), Lykke Friis (V) og især Connie Hedegaard (K) og Martin Lidegaard (R) havde markant progressive profiler på klimaområdet.

Lilleholts profil er i den sammenligning nærmest defensiv, selv om han de seneste år har flyttet sig. Han er forbi det punkt, hvor han kan finde på at stille spørgsmålstegn ved, om verdens klimaforandringer er menneskeskabte, og at der skal sættes ind mod dem.

- Den diskussion er fuldstændig slut, siger han.

Men der er ingen tvivl om, at Lilleholt befinder sig bedre under regeringen Lars Løkke Rasmussens linje, end den Anders Fogh Rasmussen pludselig svingede over på midt i hans regeringstid med Connie Hedegaard som klimaminister. Nu er linjen ?grøn realisme?, og den linje følger han ikke bare loyalt, men helhjertet.

Det gør ikke Lars Christian Lilleholt til den store stjerne i organisationer som Greenpeace, Det Økologiske Råd, Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfonden.

- Nej, og det har jeg heller ingen ambition om. Jeg kan ikke deltage i et kapløb, der handler om at være mest grøn. Der vil altid være nogle, som er grønnere end mig. Men jeg kan placere Danmark stærkt i den dagsorden ? nu bare præget af en realisme og en erkendelse af, at grøn omstilling giver en regning, der skal betales.

Netop de fire organisationer offentliggjorde for nylig en meningsmåling, der viste, at to ud af tre danskere mener, at regeringen ikke gør nok for klimaet. Det rører ikke Lars Christian Lilleholt. For det første mener han, at der er grænser for målingens troværdighed - ?det afhænger meget af, hvordan man spørger? - for det andet kan han bedre lide den måling, Altinget lavede i foråret, der viste, at 58 procent af de blå vælgere støtter regeringens klimakurs.

- Jeg har en lang fortid i lokalpolitik i Odense, og som byrådsmedlem er man meget konsensussøgende. Jeg har ikke gået efter at komme i konflikt med politiske modstandere. Men jeg er kommet i en situation, hvor jeg ind i mellem må gøre op med nogle ting. Jeg repræsenterer en mindretalsregering, hvor der er afgørelser, der bliver truffet med 89/90-flertal. Også på mit område, som er gået fra at være et område med brede forlig til at være en politisk kampplads, fordi især venstrefløjen gerne vil have patent på, at energi, klima og miljø er noget, man skal være venstreorienteret for at være optaget af.

- Retningen er sat. Uanset om regeringen er rød, grøn, sort eller blå, står det ikke til at ændre, at vi for eksempel skal reducere vores udledning af CO2. Det er tempoet, man kan diskutere. Skal vi køre 180 eller 200 kilometer i timen? Her har Venstre fået et mere realistisk forhold til tempoet, siger Lilleholt.

Og det er et Venstre under Lars Løkke Rasmussen i stedet for et Venstre under Anders Fogh Rasmussen, der begyndte at tage bestik af de bevægelser, han så på den internationale scene.

- Det var et stort sving Anders Fogh tog. Den linje, vi har nu, er mere realistisk. Hvor vi siger, at vi skal være grønne, men vi skal have realismen og den sunde fornuft med. Der er for mig at se en god borgerlig, liberal Venstre-dagsorden. Den befinder jeg mig godt i. Her ved jeg nøjagtig, hvor jeg står, siger Lars Christian Lilleholt.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen

Afgiften

Han ved også nøjagtig, hvor han står, når det drejer som om den altoverskyggende opgave for energi-, forsynings- og klimaministeren lige nu: PSO-afgiften, som skal væk.

En energiafgift, som blev indført i Svend Aukens tid som miljøminister, en afgift der bliver lagt oven på forbrugerne og erhvervslivets energiregninger, og hvor indtægterne fra afgiften bliver sendt videre til grøn omstilling - typisk produktion af el fra vindmøller. EU har vurderet, at den er ulovlig.

Først var Lars Christian Lilleholt og regeringens udspil, at den skulle afskaffes, og at pengene til den grønne omstilling i stedet skulle findes ved at sætte skatten op for alle danskere. Det ville Dansk Folkeparti ikke være med til, så nu er udspillet i stedet, at pengene til den grønne omstilling skal hentes hvert år i finanslovsforhandlingerne.

- Set i bakspejlet var det en dårlig løsning at hæve skatten. Det vidste jeg også godt med mig selv, men når man er medlem af en regering, deltager man i et kollektiv. Om man er enig eller uenig holder man for sig selv. Der er jeg loyal. Hvis vi beslutter noget i regeringen, bakker jeg det altid op.

Og spørger man ministeren, om det er godt for den grønne omstilling, at finansieringen ikke længere vil komme automatisk via en afgift på forbrug, men frem over skal overleve finanslovsforhandlinger, hvor der også skal prioriteres velfærd, er svaret ja:

- Afgiften forhindrer, at vi bruger den grønne strøm mere i vores samfund. I dag producerer vi mere grøn strøm, end vi kan bruge. Nu bliver det mere attraktivt at bruge den strøm. Det vil alt andet lige føre til et højere forbrug af el og fortrænge brugen af fossile brændstoffer.

Der er næppe mange voksne mennesker i Danmark, der ikke bliver bare en lille smule forvirrede, når de hører en energiminister advokere for, at vi skal lade strømmen flyde frit.

- Da vi var børn, handlede det om at slukke mest muligt på stikkontakten, fordi vi skulle være forsigtige med at bruge strøm. I dag skal vi bruge masser af strøm. Det kan vi roligt gøre. Især hvis det er grøn strøm. Vi producerer næsten halvdelen af vores el ved vindenergi, og det kommer til at blive mere, siger Lars Christian Lilleholt.

Og at kampen om finansieringen af vedvarende energi frem over skal ske i finanslovsforhandlingerne bekymrer ham heller ikke.

- Indtil nu har energipolitikere kunnet sidde omkring netop dette bord og været enige om, at vi skal have flere vindmøller, mere sol, mere af det hele, og det er foregået i en prioritering uden om den store kasse. Jeg er sikker på, at hvis argumenterne er gode, vil man også i fremtiden kunne afsætte pengene på finansloven.

- Men det er klart, at det kommer til at indgå i en prioritering, hvor der også skal bruges penge på sygehuse, ældre, skoler, uddannelser, og hvad der ellers skal være. Hvis man mener det alvorligt, er det ikke nødvendigt, at politikere sidder i et lukket rum og bruger penge på grøn omstilling og er fuldstændigt uafhængige af, hvad der sker i resten af samfundet.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Annonce