Annonce
Indland

Demo og 13.800 underskrifter: Læger på barrikaderne efter dom til kollega

Lotte Møller Smedegaard (th) står bag indsamlingen af de 13.800 underskrifter, der blev overdraget til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) samtidig med en demonstration. Foto: Uffe Weng/Scanpix

Svendborgsagen har gjort læger landet over bekymrede for deres fremtidige retssikkerhed og arbejdsforhold. Det viste lægerne med en demonstration og 13.800 underskrifter, der nu er overdraget til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Med en demonstration og 13.800 underskrifter, der nu er overdraget til sundhedsministeren, har Svendborgsagen nået den politiske top.

Omkring 200 læger var fredag samlet foran Sundhedsministeriet i en sjælden demonstration med både kampråb, skilte og balloner som stedfortrædere for de kollegaer, der ikke kunne få fri til at deltage i demonstrationen.

De fremmødte læger var kommet for at vise deres bekymring for lægers fremtidige retssikkerhed og arbejdsforhold på baggrund af landsrettens afgørelse i Svendborgsagen, hvor en yngre læge blev dømt for grov forsømmelse efter et forløb, hvor en patient døde. En bekymring, de 13.800 underskrivere deler.

- Der var mødt rigtig mange op, mange flere end jeg havde regnet med, og det var virkelig en fantastisk oplevelse at mærke det sammenhold. Jeg tror også, det kom bag på ministeren, at der var så mange, siger reservelæge på Rigshospitalet Lotte Møller Smedegaard, der stod for underskriftindsamling og demonstration.

Svendborgsagen skal først i Højesteret den 21. marts, men den har banet vej for, at Ellen Trane Nørby nu vil se nærmere på journalføring og mundtlige ordinationen i sundhedsvæsenet.

- Ministeren sagde, at man må kigge på lovgivningen, hvis højesteret stadfæster dommen. Det tager vi som et løfte, som vi vil holde hende op på, hvis det kommer dertil, siger Lotte Møller Smedegaard.

Annonce
De mange balloner, lægerne havde med til demonstrationen foran sundhedsministeriet skulle symbolisere de kollegaer, der ikke kunne få fri til at deltage. Foto: Uffe Weng/Scanpix

Journalføring skal opdateres

Lotte Møller Smedegaard håber, at underskrifterne og demonstrationen har vist ministeren, at sagen berører rigtig mange. Både dem, der arbejder i sundhedsvæsenet og patienterne.

- Men jeg tror, man skal være blåøjet, hvis man tror, at der er noget, der bliver ændret i morgen. Men jeg har en forventning om, at hun (ministeren, red.) har det med i baghovedet, og at hun arbejder videre med vores respektive fagforeninger for at kigge på journalføring og får fulgt op på dommen, siger hun.

Hashtagget #DetKuHaVæretMig opstod i kølvandet på en klumme, tidligere Svendborg-læge Iza Alfredsen skrev på Fyens.dk. Det blev også brugt til demonstratioenen på balloner og skilte. Foto: Uffe Weng/Scanpix
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

To gange Falch i Bogense Kirke

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce