Annonce
Fyn

Demensklovn indstillet til Årets Fynbo

Foto:Yilmaz Polat

Hospitals- og demensklovnen Lulu bør blive Årets Fynbo 2019, mener læser Kristian Kristiansen, der derfor har indstillet Lis Vilain, som klovnen egentlig hedder, til Fyens Stiftstidendes hæderspris.

- Lulu giver sig ikke af med at være bralrende, fremadfusende vittighedsklovn. Hun er ikke på arbejde, hun er på en mission. Når hun aflægger besøg på plejehjemmet, ser man lige hinanden lidt an. Er den "hjemme", er det måske en kop te sammen inde på stuen. En lille fælles-sang. En dans af hjertets lyst. Grin og spas. En krammer. Lidt næse-nutten. En stille hånd-i-hånd. En hvad-som helst, men altid i øjenhøjde, skriver læseren blandt andet i sin indstilling.

- Det handler om at finde en vej. Den vej, der hjælper barnet på OUH frem til en bedre hospitals-indlæggelse, mere ro på, mindre angst og større livskvalitet her og nu. Efter sigende har hun fundet et hemmeligt rum ude på OUH, hvor hun og børnene kan søge hen og sige alle de grimme ting, det pæne, borgerlige samfund ellers ikke giver dem lov til at sige. Således kan der afreageres, og således kan der forløses, skriver Kristian Kristensen.

- Lidt lys i mørket. Lidt mere styrke. Lidt mere liv. Discipliner, som hospitals- og demensklovn Lis Vilain til fulde og vedholdende excellerer i. Selvfølgelig fagligt funderet. Og som gør hende til oplagt kandidat til prisen som Årets Fynbo 2019, mener han.

Blandt de øvrige indstillede kandidater er robotdirektør Thomas Visti, Ærø-borgmester Ole Wej Petersen og kørelærer Loay Zeraiq.

Du kan indstille din egen kandidat til prisen ved at sende en mail med en motivation til aaretsfynbo@fyens.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce