Annonce
forside

Debat: Vi skal vælge økologi for fremtidens skyld

Lars Myrthu-Nielsen skriver om samfundsudviklingen og økologi. Privatfoto

I forbindelse med planlægningen af vores 25 års jubilæumsseminar i Øko-net, har vi haft god kontakt til det nyeste skud inden for miljøbevægelsen, Den Grønne Studenterbevægelse (DGSB). Her gik det op for mig, at økologien nærmest har sejret sig ad helvede til. Forstået på den måde at mange mennesker i dagens Danmark forbinder økologi med et sæt reguleringer inden for fødevareproduktionen (organic) og ikke med den biologiske term (ecology).

Så at hedde Øko-net kan altså være misvisende, mente en af de unge fra DGSB i Århus. For er det ikke bæredygtighed, Øko-net arbejder med i sit folkeoplysningsarbejde?, spurgte han.

Og svaret er et klart rungende ja. Men det ændrer ikke ved, at når vi bruger ordet økologi, tænker vi ikke kun på det røde ø-mærke, men bredt og på jordens økologiske kredsløb og dens biodiversitet, som i sidste ende er afgørende for vores bæredygtighed - i forhold til det sociale liv, vores økonomiske muligheder og miljømæssige begrænsninger.

Trods den stigende interesse for økologiske fødevarer er det konventionelle industrilandbrugs udbredelse desværre blevet stadigt større de seneste 25 år. Dertil kommer, at Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden med cirka 63 procent under opdyrkning til landbrug. Naturen lider under vores brug af landet og jorden.

Men mennesket lider også. Vi er så at sige i store træk blevet afkoblet naturen, og det er ganske enkelt unaturligt for os. Vores forbindelse til naturen er iboende, den er genuin og nødvendig. Tidligere var mennesket konstant i relation til naturen og dens altafgørende indflydelse på overlevelse. Det er vi ikke mere, og denne manglende tilknytning til - og heraf dybe respekt for naturen - er måske en af de fundamentale årsager til den nuværende epidemi af stressrelaterede tilstande for såvel mennesker som for miljøet.

Men hvorfor tager vi ikke retten til livet og til at sikre naturen tilbage? Det kunne der være mange gode grunde til. Og hvordan ser den kamp overhovedet ud? Er det en naturkamp, eller er det i virkeligheden en kulturkamp?

Jeg mener det sidste. Vi er alle individer i et hundrede procent menneskepåvirket miljø, hvor selv naturen er underlagt menneskets hånd. Vi har afgørende indflydelse på, hvor meget naturen skal have af plads, og hvor vild og oprindelig den skal være, for slet ikke at tale om dens grad af (bio)diversitet.

Men hvad så?

Jo, miljøet og klimaet er kommet højt på dagsordenen. Og der er masser af muligheder for at vælge økologi og grøn livsstil. Men det er langt fra nok. Hvor er for eksempel alle de grønne uddannelser - altså de tiltag, der skal sikre en hel institutionstilgang til bæredygtigheden i vores uddannelsessystem? Uddannelser fra folkeskole til universitetsniveau over efterskoler, højskoler og folkeoplysningen med primær fokus på den grønne omstilling? Med grøn daglig drift? Med økologiske kantiner og spiseordninger?

Og hvor er modstandsdygtigheden i forhold til, at vi genindfører en lokalt forankret fødevareproduktion? Den produktion der udover at fremstille vores fødevarer lokalt også skal stå for at sikre den manglende naturforvaltning? En naturforvaltning, som kan sikre, at vi får den høje biodiversitet og naturstandard, som i sidste ende er hele forudsætningen for, at vi kan dyrke fødevarer? Og her tænkes direkte på en kæmpe fremstrakt hånd til insekterne herunder bierne. Kort og godt: livet og dets mangfoldighed for alle arter og væsener.

For at kunne være et svar til den store miljømæssige klimaudfordring skal vi gå fra "tænketanke" til "handletanke". Til mindre og levende enheder, hvor man kan handle og være i live som menneske.

I Øko-net kalder vi sådanne steder for lev & lær-steder/husmandssteder. Målet er en bevægelse af mindre gårde i alle landets kommuner med et simpelt manifest, en lokal forankring og økonomi, der giver plads til at sætte skaberkraften fri. Målet er at etablere fremtidens husmandsbevægelse og genskabe en viden og læring om lokal fødevareproduktion. Et koncept, hvor målet er at dyrke for at lære, leve og at forædle. Og ikke kun at dyrke for at sælge og omsætte til penge, som tilfældet er i de industrielle landbrug.

Næste skridt er at forsyne lokalt, gerne mod betaling, men uden fordyrende afsætningsled. Hellere én gård mere og netværkssamarbejde for at sikre mere lokal fødevareproduktion. En sådan udvikling vil både være et privat, kommunalt og nationalt anliggende, og være fremsynstænkning. Der bliver brug for sponsorer og en ny jordbrugstænkning. Målet er en række kreative selvstyrende miljøer, hvor man ikke er spærret inde af gæld, krav og regler. Med et sæt enkle regler, et manifest, for Lev & Lær Husmandsstederne:


  1. Vær ansvarlig for udviklingen og mangfoldigheden på husmandsstedet.
  2. Vær fremtidens forvalter af natur og lokal produktion af fødevarer.
  3. Arbejd i fællesskab og netværk med andre og del ud af din viden og læring, som din mentor.
  4. Så frø, plant og bevar naturen samtidig med, at du udvikler den.
  5. Tænk og handl i genbrug og kreative cirkulære baner.
  6. Vær en lokal højskole - en økologisk videns- og handletank.
  7. Vær et lokalt punkt med et globalt udsyn for den grønne omstilling.
  8. Stå for ikke vold, ingen stoffer og stå for ædruelighed i dagligdagen.
  9. Vær ansvarlig for egen sundhed og bæredygtighed.
  10. Ved konflikter brug redskaber i genoprettende konflikthåndtering.

Vi skal have genskabt den lokale fødevareproduktion. Vi skal have skabt fundamentet for en ny generation af småskalabønder/gartnere og fødevareproducenter, der er lokale. Vi skal lære at så frø igen. At høste. At forædle. At være modstandsdygtige og bæredygtige. Vi skal genetablere vores daglige og naturlige relation til naturen. Den grønne omstilling er først rigtig radikal og klimamodstandsdygtig, hvis den er forankret i virkeligheden og den danske muld. Den store udfordring er at få samspillet genskabt mellem landet og byerne.

Vi kunne det i 1930'erne, hvor der var husmandssteder og gartnerier rundt om byerne, der bragte fødevarerne ind til byboerne og deres latrin retur ud til landet og de lokale fødevareproducenter. Forskere, planlæggere og politikere bør indse at det moderne arbejdsliv er prekariatet, hvor man har skiftende arbejdsroller gennem året og livet. Og indførte vi borgerløn, ville vi støtte en sådan udvikling og styrke muligheden for en lokal fødevareproduktion. Men det kræver politisk vilje og især nytænkning og læring. Og den nødvendige økonomiske vilje. Og viljen til at vælge livet.

Kom så.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ole H. hos Aktive Seniorer

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce