Annonce
Debat

Debat: Vi må bygge velfærdssamfundet om efter verdensmålene

Vi ser det i den aktuelle danske politiske debat om klimalovgivningen, at nogle af partierne positionerer sig som tilhængere af en klimalovgivning, der ingen negative virkninger må have for borgere og virksomheder.

Bæredygtighed er blevet en global dagsorden. Parlamenter, regeringer, virksomheder, fagforeninger, skoler, uddannelsesinstitutioner, civilsamfundsorganisationer – taler om og arbejder med bæredygtighed. Den måde, bæredygtighed kommer til udtryk og bliver italesat på, er meget forskellig fra land til land, men tendensen er klar.

Det kan godt undre, at vore økonomiske modeller og teorier stort set uden undtagelser er opbygget ud fra antagelser om, at vi mennesker bare kan bruge løs af hvad som helst – det er kun et spørgsmål om at fastsætte den rigtige pris. Og hvis vi skader eller forurener naturen, så hylder vi i yderste tilfælde et princip om, at forureneren betaler.

Vi taler sjældent om, at forureneren ikke må forurene eller at den, der bruger ressourcer, ikke må forbruge, men skal cirkulere eller recirkulere ressourcerne. Det taler vi ikke om, det kræver vi ikke. Vi lader, som om der er nok af alt. Realiteten er en anden.

Det er sådanne spørgsmål, den engelske økonom Kate Raworth taler om i bogen, Doughnut økonomi. Syv principper for en fremtidig økonomi. Det er en meget lovende og vigtig modeltænkning og dagsorden, som Kate Raworth har formuleret. Noget vigtigt er antagelsen om, at vi ikke kan nøjes med at arbejde med begrebet: grænser for vækst; vi må i stedet interessere spørge, hvilke grænser for vækst, vi skal respektere og forsøge at få disse grænser præciseret, således at man kan arbejde konkret med dem i praktisk politik og ledelse.

I Danmark er bæredygtighed også et centralt begreb samtidig med, at velfærdssamfundet fortsat er ét af de mest centrale politiske begreber. Det skal bevares. Sandheden er nok: Det kan ikke bevares i dets nuværende udformning. Vi må erkende: Det danske velfærdssamfund er på utallige måder og områder ikke-bæredygtigt – og derfor skal det nødvendigvis ændres, nytænkes. Ja, mere end ændres: Det skal transformeres. Det er det begreb, der bruges i FN-resolutionen om de 17 verdensmål: Transforming our world. Og dette ord skal nok også bruges om den udvikling, der skal ske med det danske velfærdssamfund.

Alle lande må lige nu arbejde ud fra de 17 mål på basis af en opgørelse over eller en vurdering af, hvor landet og kommunen lige nu står eller er placeret med hensyn til de 17 måldimensioner. Hvad er situationen i landet/kommunen/virksomheden med hensyn til vand og sanitet og ud fra det: Hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde for en reduktion af vandforbrug og -spild? Ud fra en kortlægning af, hvordan det aktuelle forbrug og den aktuelle produktion er sammensat, hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde sig hen mod en mere og mere bæredygtig produktion og forbrug. Det hjælper ikke, at man på forhånd erklærer, at stort set ingenting må ændres i såkaldt negativ retning.

Væksten må ikke blive negativt påvirket, beskæftigelsen heller ikke, den økonomiske situation og udvikling må ikke påvirkes negativt. Det er klart, at hvis man på forhånd oplister så kortsigtede og specifikke krav, så er en transformation på forhånd udelukket. Vi ser det i den aktuelle danske politiske debat om klimalovgivningen, at nogle af partierne positionerer sig som tilhængere af en klimalovgivning, der ingen negative virkninger må have for borgere og virksomheder. Jeg tror, man kan sige meget enkelt og ligetil: Det kan ikke lade sig gøre. Det er umuligt at gennemføre de store samfundsmæssige ændringer, der er behov for og tale om her, uden at det af nogle vil opfattes og mærkes som noget negativt, som reduktion, som tilbagegang.

Verdensmålene skal inddrages mere eksplicit i den aktuelle danske politiske debat; der er ved at være skabt et billede af, at det hele handler om klimaet. Det er ikke sandt. Klimaet er en meget vigtig faktor; der skal arbejdes intenst og målrettet med klimaet. Og samtidig er der en række andre – og med klimaet sammenhængende faktorer, som også skal have opmærksomhed og indsats. Det handler fx om biodiversitet, partnerskaber, landbrug, havene, ligestilling, uddannelse. Hvis ikke disse andre faktorer eller måldimensioner bliver inddraget i den politiske debat i Danmark, bevæger debatten sig i en skæv retning. Vi bliver nødt til at acceptere og inddrage den kompleksitet, der ligger i på samme tid at tale om og være optaget af alle 17 verdensmål. Regeringen må gå forrest her og tale om verdensmålene som den overordnede dagsorden, som dernæst indeholder klimadagsordenen – og andre udfordringer.

Vi skal forsøge at betragte verdensmålene, ikke som et problem eller en byrde for Danmark, erhvervslivet og fagforeningerne, men som en enestående mulighed. En mulighed for at udvikle et andet og bedre samfund, en mulighed for at være med i en global udvikling, bidrage til at udforme og virkeliggøre en global dagsorden. Levere viden, ydelser, rådgivning og produkter til en sådan national og global udvikling. Danmark som et verdensmålsland.

Annonce
Steen Hildebrandt
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Uddannelse. Snobberiet når nye højder

Synspunkt: Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor langt man vil gå for at fastholde de unge og deres forældre i vildfarelsen om, at gymnasiet er den eneste vej at gå, hvis man vil have et langt og godt arbejdsliv. Det seneste eksempel kom her i avisen den 21. januar, hvor gymnasielæreren Ulf V. Olsen udbredte sig om ”farerne” ved at vælge en erhvervsuddannelse frem for at gå i gymnasiet. Det er forståeligt nok, at han gør, hvad han kan for at beholde sit job som lærer. Vi ville bare ønske, at det blev gjort ved at styrke kvaliteten og relevansen af undervisningen på gymnasierne i stedet for ved at sprede og forstærke fordommene om erhvervsuddannelserne. Først og fremmest er det ganske enkelt faktuelt forkert, når det påstås, at stort set lige mange unge vælger henholdsvis gymnasier og erhvervsskoler. I 2019 valgte hele 72 procent af de elever, der forlod grundskolen, at søge ind på gymnasiet som førsteprioritet, mens kun 20,1 procent satte kursen mod erhvervsuddannelserne. Samtidig får Ulf V. Olsen det til at lyde som om, at stort set alle gennemfører de gymnasiale uddannelser, selv om Danske Gymnasiers egne tal viser, at gennemførselsprocenten svinger fra 85 på STX til 67 på HF. På erhvervsuddannelserne gennemfører 80 procent ifølge Undervisningsministeriet grundforløbet. Og selv om der også er et (for stort) frafald efterfølgende, så har erhvervsskolereformen haft en positiv effekt. Derudover kan man jo nævne, at en erhvervsuddannelse er den direkte vej ud på arbejdsmarkedet, mens mere end hver femte student stadig ikke er kommet i gang med en videregående uddannelse 27 måneder efter den sidste eksamen – og hvad er studenterhuen så egentlig værd? Vi ser også, at rigtig mange studenter vælger efterfølgende at tage en erhvervsuddannelse. På elektrikeruddannelsen har hele 25 procent af eleverne faktisk gennemført en gymnasial uddannelse, og andelen af elever, som har en delvist gennemført gymnasial uddannelse, er også høj. Det kunne måske være en indikation af, at deres valg af gymnasiet i første omgang ikke var det rigtige, og at de i stedet var på udkig efter en mere praktisk orienteret uddannelsesvej. Det er rigtigt, at man på nogle erhvervsuddannelser stadig har udfordringer med at skaffe det nødvendige antal lærepladser, men billedet er ikke sort/hvidt. En række uddannelser (bl.a. de tekniske uddannelser indenfor fx el, vvs og industri) har de senere år således sat nye rekorder for antallet af indgåede uddannelsesaftaler, samtidig med at man som elev allerede begynder at tjene penge under uddannelsen i stedet for at skulle sætte sin lid til en beskeden, statsunderstøttet SU-udbetaling. Alle eksperter er enige om, at behovet for faglærte blot vil blive større de kommende år. Derfor holder Ulf V. Olsens skræmmebillede af en jobverden med stor jobusikkerhed for unge med en erhvervsuddannelse ikke. Og slet ikke når man sammenligner med, at cirka hver femte akademiker ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd stadig står uden arbejde 26 uger efter færdiggjort uddannelse. Kigger man på lønsedlen, er der også god grund til at vælge en erhvervsuddannelse. I hvert fald viser tal fra henholdsvis UddannelsesGuiden og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at man som eksempelvis elektriker eller vvs’ere både får en højere startløn og over et helt liv tjener mere end mange med en akademisk uddannelse. Både for elektrikere og vvs’ere er den månedlige startløn i gennemsnit på 27.000-28.000 kroner efter endt uddannelse, mens man med en længerevarende videregående uddannelse som designer får cirka 20.500 kr. og med en universitetsuddannelse i filosofi kan se frem til en startløn på cirka 21.700 kr. Igen er der naturligvis forskelle på de enkelte fag, men tallene viser under alle omstændigheder, at tingene ikke er så entydige, som gymnasielæreren får det til at virke. Som en sidste ”trumf” leverer han fordommen om, at livet som faglært er præget af fysiske nedslidning, som gør dig gammel før tid. Et argument, der er udtryk for et stærkt forældet virkelighedssyn. Den moderne håndværker og tekniker har i dag adgang til et væld af hjælpemidler, der sikrer, at den fysiske belastning holdes på et minimum, så man kan se frem til et langt og sundt arbejdsliv – og så sundt er det altså heller ikke at sidde på en kontorstol og stirre ind i en computerskærm dag ud og dag ind. Vi siger ikke, at alle skal vælge gymnasierne fra. Men vi ønsker en mere ligeværdig prioritering af de uddannelsesvalg, den næste generation præsenteres for, når livet efter folkeskolen venter. Det stiller krav til både de unge selv, deres forældre og ikke mindst uddannelsesvejlederne. I den sammenhæng er der ikke brug for et unuanceret mørkesyn i forhold til erhvervsuddannelserne og de mange muligheder, de åbner … heller ikke for at understøtte gymnasielærernes jobsikkerhed.

Sydfyn For abonnenter

Problemer på hotel kom bag på bestyrelse og ejer: - Der er ikke er nogen, der har fortalt os det

Annonce