Annonce
Debat

Debat: Vi kan sikre innovation med højtuddannede fra Brexit-land

Debatten om udenlandsk arbejdskraft har de seneste år haft et helt skævt fokus på at hente ufaglært og faglært arbejdskraft fra blandt andet Fjernøsten til Danmark.

De reelle rekrutteringsudfordringer i Danmark ligger imidlertid et helt andet sted. Det handler først og fremmest om højtuddannede specialister, som alle store danske virksomheder i dag tørster efter.

Life science-branchen, som består af virksomheder inden for det farmaceutiske og bioteknologiske område, er en af de hurtigst voksende brancher herhjemme med en fordobling af eksporten på 10 år fra 54 milliarder kroner i 2008 til 108 milliarder i 2017. Branchen er dybt afhængig af højtuddannede specialister, som har afgørende betydning for branchens fortsatte positive udvikling.

Vi mener, at den positive udvikling skal fastholdes for at skabe vækst og udvikling i Danmark i årene fremover. Derfor opfordrer vi regeringen til at sætte mere skub i ambitionerne om at tiltrække den højtuddannede udenlandske arbejdskraft, som virksomhederne har så hårdt brug for. Det er et fælles ansvar at gøre Danmark attraktiv, så virksomheder, fagforeninger og erhvervsorganisationer skal naturligvis også bidrage til indsatsen.

Danmark lever af innovation og udvikling. En forudsætning for, at vi kan fortsætte den vej er, at virksomhederne på en u-bureaukratisk måde kan tiltrække højtuddannede specialister på de ordninger, som vi allerede kender, for eksempel positivlisten. Så det ville være noget så befriende, hvis man i stedet for hele tiden at diskutere nedsættelse af beløbsgrænsen med henblik på at udvide arbejdsudbuddet på områder, hvor der fortsat er ledige i Danmark, i stedet fokuserede mere på, hvordan vi kan gøre noget særligt for at tiltrække udenlandske specialister.

Vi anerkender, at konsekvenserne af Brexit – hvornår det så måtte komme – i første omgang kan få negativ indflydelse på det danske arbejdsmarked, og at regeringen derfor pt. prioriterer indsatsen for at bevare danske arbejdspladser højt.

Men den indsats bør ikke udelukke en samtidig mere målrettet rekrutteringsindsats i Storbritannien, når det gælder højtuddannede specialister. Tværtimod. For det vil i sig selv være at beskytte danske arbejdspladser, hvis vi kan tiltrække og fastholde specialister.

Der arbejder i dag omkring to millioner udlændinge i Storbritannien, hvoraf en stor del er højtuddannede specialister, som alle lande og globale virksomheder gerne vil have fingre i. Brexit, eller udsigten til Brexit, kan tvinge nogle af disse kloge hoveder til at søge nye græsgange uden for Storbritannien, og her skal og bør Danmark være et tiltrækkende alternativ. Vi skal være på nethinden hos de udenlandske specialister i Storbritannien med gode tilbud om spændende jobopgaver og en attraktiv samfundsmodel, der giver udenlandske eksperter fantastiske rammevilkår for et udviklende arbejde og et godt familieliv.

Her er en oplagt mulighed for virksomhederne og staten at gøre en fælles indsats til glæde for hele Danmark.

De udenlandske specialister er en entydig fordel for Danmark, fordi de kan være med til at skabe vækst i virksomhederne uden at fortrænge danske farmaceuter, humanbiologer, kemikere eller andre life-science akademikere, som er en udbredt mangelvare i dag.

Væksten kommer ikke kun virksomhederne til gode i form af højere produktivitet, omsætning og bundlinje. Væksten skaber også nye arbejdspladser for ufaglært og faglært arbejdskraft, da analyser viser, at hver højtuddannet ansættelse i erhvervslivet skaber fem arbejdspladser i produktionen.

Samtidig kan væksten bruges til at opkvalificere den ufaglærte og faglærte arbejdskraft herhjemme, så de bedre kan matche de krav, der stilles til fremtidens produktion af for eksempel de udenlandske specialister.

Både i 3F og Pharmadanmark ser vi positivt på en øget, proaktiv rekrutteringsindsats i udlandet, når det gælder højtuddannet specialister. Og vi bidrager gerne med gode forslag til, hvordan processen kan gøres mindre bureaukratisk og mere smidig for de udlændinge, der lige nu sidder i London og spejder efter nye udfordringer i Europa.

Annonce
Rikke Løvig Simonsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce