Annonce
Debat

Debat: Vi har uddelt for mange statsborgerskaber – nu har vi problemet

Statsborgerskab: Et stort flertal af partier på nær DF har gennem tiden delt statsborgerskaber ud til højre og venstre. Det er sket, uden at man vidste ret meget om, hvorvidt disse personer, der fik statsborgerskab, var danske. Ej heller har man vidst ret meget om, hvorvidt disse personer overhovedet støtter de demokratiske normer og værdier, som gælder her i landet. Det har man ikke kunnet vide, fordi der er blevet givet alt, alt for mange statsborgerskaber. Da politikerne i folketinget for første gang gav statsborgerskab i 1850, blev der givet 10, og hver enkelt sag blev drøftet – også hvorvidt personerne virkelig var danske. Siden 1983 er der blevet givet 241.582!

Nu har vi problemet. For det første er der opstået parallelsamfund af danske statsborgere, som ikke er danske. For det andet er den første syrienskriger nu vendt hjem. Ahmad el-Haj hedder han. Man skulle selvfølgelig have frataget ham statsborgerskabet, mens han var i Tyrkiet i fangenskab. Han har begået landsforræderi mod den danske stat og terror ved at melde sig under islamisk stats faner. Problemet er, at han kun har et statsborgerskab, og man ifølge den såkaldte statsløsekonvention, som Danmark er med i, ikke må fratage en person et statsborgerskab, hvis vedkommende bliver statsløs. Den konvention burde Danmark være trådt ud af for mange år siden.

Mens politikerne nu skal til at finde ud af, hvad de vil gøre ved det selvskabte problem, spørger jeg mig selv, hvornår politikerne egentlig begynder at tænke sig om. Der er blevet strammet gevaldigt op – bare ikke nok. DF har foreslået, at der laves et loft på 1000 årligt, og de personer, der kan komme i betragtning, kommer fra en kristen kultur, der ligner vores egen, og hvor nogle af de samme værdier og normer hersker.

Christian Langballe medlem af DF

Annonce
Christian Langballe
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce