Annonce
Debat

Debat: Vi har for mange fejl ved tvangsanbringelser

Tvangsfjernelser: Målet må være bedre hjælp til trivsel i familier og færre tvangstiltag fra myndighederne, ikke flere. Der sker desværre en del fejl i sager om tvangsanbringelser. En undersøgelse af 77 sager i Københavns kommune viste i 2017 små og store fejl i samtlige undersøgte sager.

Hver anden klage over akutte tvangsfjernelser i kommunerne har fået medhold af Ankestyrelsen. Området har virkelig behov for et grundigt eftersyn. I en sådan situation kan man undre sig over, at statsministeren er ude med et nytårsønske om flere tvangsfjernelser og tvangsadaptationer. Samme ide som tidligere socialminister Mai Mercado var ude med i 2018. Problemet er, at hvis forholdene ikke ændres til de bedre, så vil flere tvangsinterventioner, alt andet lige, føre til endnu flere fejl.

I dag er der cirka 14.000, det vil sige cirka en ud af hundrede børn og unge i Danmark anbragt uden for hjemmet. Det er et stort tal, som viser, at der er mange familier, som står med alvorlige problemer. Vi kan ikke komme uden om, at tvang i nogle situationer kan være den eneste vej, men målet må være at hjælpe familierne, så det ikke bliver nødvendigt med tvang.

Målet må være færre tvangsanbringelser og færre tvangsadaptationer, og det kan ske ved investering i psykosocialt arbejde med udsatte børn og familier. Det kan for eksempel ske ved, at socialrådgiverne får færre familiesager (højst 25), at socialrådgiverne opkvalificeres endnu mere, plejefamilier får bedre forhold, at der kommer socialrådgivere på skoler og daginstitutioner, at børn og familier medinddrages og lyttes til, og at der sker tidlig opsporing og forebyggelse gennem tilstrækkelig hjælp til familierne. Vi skal lytte til de mennesker, som arbejder med området og høre hvad der er behov for, og vi skal værre villige til at afsætte flere ressourcer.

Der findes ikke nemme løsninger kære statsminister.

Annonce
Reza Javid
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce