Annonce
Debat

Debat: Vi har brug for hjælp udefra - og ikke bare fra UK

Ifølge et debatindlæg fra 3F, Pharmadanmark og Akademikerne bragt her i avisen, så er der et behov for nye initiativer, der kan bidrage til at afhjælpe virksomhedernes mangel på højtuddannede specialister.

De peger på, at en del af dette behov kan imødekommes ved at forsøge at rekruttere højtuddannede specialister fra UK. Det skal ske ved at gøre positivlisten mindre bureaukratisk. Positivlisten er en liste over erhverv, hvor der er mangel på højt kvalificeret arbejdskraft i Danmark.

I Dansk Erhverv er vi glad for opbakningen. Tiltrækning af højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet er en vigtig del af indsatsen, hvis vi skal understøtte vækst inden for jobskabende og videnstunge erhverv som eksempelvis life-science og IT brancherne.

Så langt, så godt.

Men kæden hopper af, når de tre organisationer i samme indlæg bagatelliserer rekrutteringsudfordringer inden for andre erhverv og faggrupper.

Det burde ikke komme bag på nogen, at virksomheder rekrutterer forgæves til ledige stillinger på tværs af alle kompetenceniveauer. Netop denne konklusion står mejslet i granit i Beskæftigelsesministeriets efterhånden mange rekrutteringsundersøgelser. Alene det seneste år har danske virksomheder ifølge ministeriets opgørelser rekrutteret forgæves til 60.000 stillinger på tværs af alle uddannelsesniveauer.

Og ja, så rammer det virksomhederne på deres bundlinje og smitter af på mængden af penge i statskassen til at finansiere for eksempel vores velfærd.

Med udsigten til 80.000 færre under 60 år i arbejdsstyrken de kommende år og voksende usikkerhed om planlagte stigninger i pensionsalderen, så bliver der brug for at hente især flere højtuddannede og faglærte medarbejdere ind fra landene omkring os. Her kunne fagbevægelsen gavne potentialet for vækst og jobskabelse i Danmark ved at gå mindre op i at forsøge at diktere, hvilke lande virksomhederne må rekruttere fra. Så længe virksomhederne tilbyder nye udenlandske medarbejdere samme løn og ansættelsesforhold som deres danske kolleger, burde det ikke spille nogen rolle, om de pågældende kommer fra Kroatien, Estland eller Kina.

Så kom nu med ombord! Hvis I kan anbefale en rekrutteringskampagne i UK, der potentielt kan lokke indiske tech-specialister videre til Danmark i stedet for retur til Indien, hvorfor kan I så ikke også bakke op om en lavere beløbsgrænse?

Når en lavere beløbsgrænse ikke flytter så meget som et komma i forhold til reglerne om, at udlændinge fra 3. lande skal ansættes efter samme løn og ansættelsesvilkår som deres danske kolleger, så er det svært at se nogen ko på isen.

Annonce
Peter Halkjær
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce