Annonce
Debat

Debat: Vær den forandring, du ønsker at se

”Pas på dine tanker”, siger man, for de bliver til dine ord. Ordene bliver til dine handlinger og dine handlinger bliver til dine vaner.

Som moderator og udvikler af samtaleformater kommer jeg ofte rundt i landet til kommuner, konferencer og folke- og kulturmøder. Det giver mig et godt generelt indblik i, hvad vi taler om og hvilke samtaleformer, der er de mest udbredte. Og det er åbenlyst, at man mange steder er stivnet i vanen med at vælge debat-formen, som om den var den eneste samtale-form. Eller som om den alene kan hjælpe os til at finde vej i den alvorlige klimakrise, vi står midt i.

Den amerikanske antropolog Margaret Mead sagde engang: ”Never doubt that a small group of thoughtfull, committed, citizens can change the world. Indeed, it’s the only thing that ever has”.

Citatet siger, at hvis ganske få dedikerede borgere ønsker en forandring, begynder det med en samtale. Hvis nogen bakker op og engagerer sig, kan der skabes en bevægelse. Halen på citatet siger, at sådan har det altid været. Det gælder både negative og positive forandringer. Det er ikke noget nyt. Men det er dybt relevant i vores tid, at vi bliver bevidste om, at vi hver især kan og må hjælpe den grønne omstilling på vej. ”Be the change you want to see in the world”, som Ghandi sagde. Vær den forandring, du ønsker at se. Enten ved at være den, der tager et initiativ i lokalsamfundet eller på arbejdspladsen - eller bakker op om dem, der rykker på noget. På den måde skaber vi bevægelse.

Vi har al den viden om klodens og biodiversitetens tilstand, som vi har brug for. Nu er der behov for engagement. Tusinder og atter tusinder NGO’er, ildsjæle, organisationer og virksomheder verden over er allerede i gang og har kæmpet den grønne sag siden 60’erne. Man kan støtte op om dem eller om nogle af de nye idéer, tanker og initiativer, der opstår hver dag. Bedre sent end aldrig.

Den grønne omstilling er den største omvæltning i vores tid. Den griber ind i vores nedgroede kultur, uddannelsessystem, forbrugs- og rejsevaner og naturforståelse. ”Pas på dine tanker”, siger man, for de bliver til dine ord. Ordene bliver til dine handlinger og dine handlinger bliver til dine vaner. Der er brug for et kærligt og kritisk blik på vores vaner. Og det begynder med samtalerne.

Det er så afgørende, at vi taler sammen på måder, der befordrer, at nye ideer, tanker, ord og handlinger får en chance. Det gælder vores private samtaler og samtalerne med børnene i skolen. Men en nøgle-opgave har alle, der arrangerer offentlige samtaler i medierne, på konferencerne, til parti-møderne, folkemøderne, kulturmøderne og i forsamlingshusene. Der ligger en gigantisk folkeoplysningsopgave i at bringe os så hurtigt, fredeligt og jævnbyrdigt som muligt ind i nye vanemønstre.

Ikke siden uddannelses-revolutionen i 1800-tallet, hvor bønder kom på skolebænken for at kunne blive en del af demokratiet, har der været så stort et behov for folkeoplysnings-kraften, som netop nu. Og det er altså ikke nok at debattere. Som regel er de involverede i en debat castede til at være direkte uenige og de siger det, som de plejer. Det bliver ikke forventet, at de skal flytte sig eller blive klogere af samtalen. Det forekommer mig, at der er indtruffet en vis dovenhed og mangel på nysgerrighed herhjemme overfor andre måder at formidle viden og skabe oplysning, bevægelse og engagement på end debatformen. Rundt omkring i verden, hvor borgergrupper, bysamfund og NGO’er arbejder seriøst med den grønne omstilling har man valgt ’at stille stolene anderledes’.

Man har ladet flere komme til orde i langt mere involverende og lyttende formater, hvor alle lærer noget og ingen er passive. Sådanne formater frisætter kreativitet og lysten til at engagere sig, sætter fut i den nødvendige grønne omstilling, og gør det samtidigt langt sjovere for den enkelte at være med. Og sidst, men ikke mindst, kan sådanne samtaleformer bidrage til at styrke vores demokratiske muskler. Det er ikke nok at have et demokrati og en grøn hensigtserklæring. Begge dele kræver at vi øver os, engagerer os, taler og handler på nye måder. Helle Solvang er arrangør og underviser på det internationale kursus i ’The Art of Hosting Conversations that matter’ om involverende samtaleformater på Brandbjerg Højskole d. 23-26. oktober.

.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Skoleliv. Slikpædagogik virker ikke

Læserbrev: Nordfyns Kommune har afskediget en skoleleder, og to børn skal i en periode modtage undervisning i et alternativt undervisningstilbud, fjernet fra den klasse, de hørte til. Hvordan kunne det komme så vidt? Baggrunden er, at to forældre går til pressen og harmes over, at deres børn i andre elevers påhør er blevet kåret som klassens dårligste efter et pointsystem, der handler om at belønne god adfærd. De gode børn belønnes med slik, de dårligst scorende børn må gå tomhændede. Det er fristende for en lærer at bruge belønningspædagogik, når han f.eks. står over for en klasse med megen uro eller over for børn, der ikke lever op til skolens forventninger om regelefterlevelse. Den type pædagogik virker i overvejende grad glimrende over for almindelige børn. Den type pædagogik virker bare ikke så godt over for børn, der af forskellige grunde ikke kan leve op til lærerens ønsker og krav. Ikke fordi de ikke vil leve op til dem, men fordi de typisk ikke kan. Alle børn ønsker at gøre deres bedste, og alle børn vil gerne ses og høres for det gode, de gør. Når børn mødes af krav, de ikke kan leve op til, reagerer de forskelligt afhængigt af deres opøvede strategi til at mestre modstand. Nogle børn bliver kede af det og lukker sig inde, mens andre børn reagerer udad med vrede, nogle gange voldeligt. Selv voldelige børn gør deres bedste. Læreren har ud fra de bedste hensigter lavet et belønningssystem, der er ens for alle, men tilsyneladende forsømt at tage højde for, at børn ikke er ens, ligesom forældre ikke er ens. De børn, der fejler og ikke opnår tilstrækkelige point, vil oplagt også være de børn, der på andre områder har vanskeligt ved at begå sig i skolen. Det betyder selvsagt, at de blot får repeteret, at de ikke er gode nok til at indgå i fællesskabet. Når børn ikke trives, er urolige eller endog voldelige i skolen, er svaret ofte, at skolen kigger på samspillet med forældrene eller/og henter hjælp udefra og f.eks. iværksætter en psykologisk udredning af barnets vanskeligheder og funktionsniveau, hvilket bestemt kan være gavnligt og en hjælp til barnet og de mennesker, der omgiver det. Det sker desværre for sjældent, at der kigges på skolens rammer og indholdet af den pædagogik og undervisning, der tilbydes eleverne. Udvikling af et sundt undervisningsmiljø kan ikke reduceres til den enkelte lærers mere eller mindre tilfældige optræden i en given klasse, f.eks. med slik som adfærdslokkemad. Et sundt miljø omfatter først og fremmest, at alle de lærere, der optræder i klassen, i samklang besinder sig på, hvordan de optræder metodisk og med hvilke midler de sammen vil fremme inklusion og gode fællesskaber. Det ser i det nordfynske eksempel ud, som om forældresamarbejdet med nogle af forældrene er kæntret for længe siden. Marginalisering af problembørns forældre er ikke et ukendt fænomen. Marginaliseringen forstærkes, hvis skolens aktører ikke i tide skaber de nødvendige rum for samvær og kommunikation, hvor alle relevante parter inviteres til at deltage. Det gælder på tværs af forældregruppen og med deltagelse af ledere og lærere for den pågældende klasse – og måske vigtigst: med eleverne. Mennesker, der kender og forstår hinanden, er langt mindre tilbøjelige til at reagere med f.eks. vold og udstødelse. Det kræver tid og ressourcer, som leder og forvaltning må stille til rådighed.

Annonce