x
Annonce
Debat

Debat: Urtehaven kan forme dit blik på verden

Det er i sig selv enormt meningsfuldt at arbejde på sit håb, i stort og i småt, hvad enten det handler om at dyrke sin egen urtehave, stoppe sine strømper, upcycle sin gamle stol, skabe bæredygtig forandring i sin lokale forening.

I klimadebatten fremføres ofte det synspunkt, at det har forsvindende lille betydning, hvad den enkelte gør. På samme måde argumenteres for, at det i en global sammenhæng ikke betyder noget, hvad lille Danmark gør. Det er de store spillere som Kina eller USA og de globale virksomheder, der kan rykke noget i klimaregnskabet.

Det er en sælsom logik, hvis primære funktion er individets ansvarsfralæggelse ved at fremstille verden alene som store politiske eller økonomiske enheder, der sætter den enkelte uden for reel indflydelse. Individets vilje og evne til at agere levnes ingen plads. Dette verdensbillede kan udspringe af alt fra dovenskab og magelighed til afmagtsfølelse og frygt, og det er det sidste, jeg her gerne vil kaste lidt lys over, for jeg mener det har helt afgørende betydning for vores fremtidshåb, at vi ikke alene sætter vores lid til ”magten”, men møder frygten og afmagten med betydningsskabende handling.

Frygten for ikke at slå til og for ikke at betyde noget for sine omgivelser er et gennemgående tema for mange mennesker i vores del af verden. Der tales i stadig større grad om, at vi presser hinanden for meget - især de unge. Begreber som perfekthedskultur, klimadepression og klimaskam er blevet en fast bestanddel af samfundsdebatten. Og der er meget om snakken, for mange mærker virkelig et enormt pres i fht. alle de idealer, de føler, de skal leve op til.

Men når vi for at beskytte folk imod depressionen, forsøger at skærme dem imod skræmmende viden eller ved at fratage dem incitamentet til at agere i stort og småt, fordi vi i stedet overlader ansvaret til dem, der har den politiske magt, så sætter vi både demokratiet, civilsamfundet og borgerlysten ud af spil. Og hvis denne følelse af pres betyder, at vi ikke må pålægge os selv og hinanden at tage ansvar for vores eget liv, for fællesskabet og for fremtiden, så er vi ilde stedt - for så dør blandt andet håbet, og uden håbet fortaber fremtidsudsigterne sig da først i apatiens afmægtiggørende tåger.

Håbet er den vigtigste byggesten, når vi skal lægge fundamentet for en bæredygtig fremtid, og derfor gør vi klogt i at skabe så mange støbekasser for håbet som muligt. I den proces må vi for alt i verden ikke forveksle håb med uvidenhed. Vi skal kende både de gode og de skræmmende fremtidsudsigter, for det er altid erkendelsen af en mangel, der fremkalder håbet om forandring. Så vi skal altså oplyses, men oplysning må ikke stå alene.

Der er en anden lige så vigtig ingrediens, og det er vores egen personlige indsats. Hvis håbet skal leve og gro, skal vi arbejde aktivt med den mangel, vi har erkendt. Vi skal med andre ord ”have jord under neglene” og arbejde på forandringen, for ud af selve dette arbejde springer håbet, også selvom effekten af vores indsats er forsvindende lille. Det er i sig selv enormt meningsfuldt at arbejde på sit håb, i stort og i småt, hvad enten det handler om at dyrke sin egen urtehave, stoppe sine strømper, upcycle sin gamle stol, skabe bæredygtig forandring i sin lokale forening eller om at gå aktivt ind i større politiske omvæltninger.

I et samfund, hvor meget handler om at måle og veje på enhver indsats effekt, kan det være svært at forstå, at arbejdet i sig selv og ikke arbejdets umiddelbare resultat i visse sammenhænge kan være det mest betydningsfulde. Men erfaringen af at handle på sit håb skaber både livsglæde og livsmod - og en heraf afledt klimaeffekt. Det gør det, fordi den bæredygtige og håbefulde tilgang til verden også ansporer den enkelte på en lang række andre områder. Det, der begyndte med at dyrke en urtehave eller indkøbe bæredygtige spilletrøjer i fodboldklubben, bliver en måde at forholde sig til verden på.

Så det handler faktisk ikke kun om den enkelte handlings målte effekt i det store klimaregnskab, men om at handle sig til håb, fordi håbet kommer til at definere måden, hvorpå vi vælger i alle mulige andre sammenhænge, og her er der en verden til forskel på, om vi agerer ud fra den overbevisning, at vores bidrag intet betyder, eller om vi tror på, at vi kan gøre en forskel - små som vi er i en stor verden.

Der er ikke andre end os til at forme fremtiden. Det store fælles ”os”, hvor enhver spiller en rolle. Vi er fremtidens forløsere, så lad os ikke tage håbet fra hinanden i et misforstået hensyn til hinandens velbefindende, men lad os i stedet give hinanden rum og opbakning til at handle og derved bære byggesten til det fælles håb, som nærer enhver drøm om fremtiden.

Simon Lægsgaard Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Link til de nyeste corona-tal

Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Danmark

Live: Ikke alle skoler og daginstitutioner åbner efter påske

Nyborg

Ingen voldspil i år: Cyrano udsættes

Annonce