Annonce
Middelfart

Debat: To chokmeldinger – lige op til påskedagene!

Lokaldebat: Lige før påske kom der to chokmeldinger på gaden, og begge to med tråde til den syge politiske kultur, der blev etableret i perioden under Middelfarts fjerde bykonge.

Ewii-koncernen præsenterede et gigant-underskud på 200 millioner, der vel må betegnes som et oprydningsregnskab efter mange år med en koncernledelse, der fokuserede på alt andet end kerneforretningen; nemlig at levere el, vand, varme og fibernet til de mere eller mindre tvangsindlagte forbrugere i Trekantområdet og i Middelfart.

Det er jo opsigtsvækkende, at den administrerende direktør kunne forlade stillingen med en afståelse på 20 millioner i baglommen i 2017.

I 2018 var det så økonomi-direktøren der sagde farvel - efter blot 11 år - med 10 millioner i baglommen. Jo jo, siger man, vi må jo blot opfylde de kontraktaftaler, som forelå. Det flytter så spotlyset hen på den ansvarlige bestyrelsesformand, som jo var Middelfarts fjerde bykonge.

Her plejer man så at sige: Sket er sket, nu må vi se fremad.

Har Ewiis nuværende bestyrelse og repræsentantskab så lært tilstrækkeligt af historien?

Man kan ikke være overbevist, når den nye bestyrelse har ansat en ny direktør til en årsløn på tre millioner kroner.

Ewii er et forsyningsselskab, der er sat i verden for at levere el, vand ,varme og fibernet. Til det skal selskabet selvfølgelig have ansat en direktør, der er fornuftig, stabil og driftssikker. Det behøver altså ikke at koste tre millioner kroner. Det halve ville stadig være både flot og attraktivt.

Ewii er ikke ene om at agere adfærdsvanskelig i forhold til dets indre moralske kompas. Danske Bank, Nordea, Henkel, Falck og Ewii kan sagesløse forbrugerkunder kun værne sig imod ved at holde dem ud i strakt arm i den udstrækning, man har friheden til det.

Annonce

Stor merpris for flytning af gasledning

10. april udsendte Transportministeriet så et udkast til lovforslaget til gennemførelse af togbane-projektet henover Vestfyn.

Det er lidt fantastisk, hvordan politikere nationalt og lokalt kan lykkes med at mishandle sådan et projekt, så det ender med fordyrelse på i omegnen af en milliard kroner.

Regeringen må tage på sig, at når den foreslår at udskyde projektet til start i 2024 og slut i 2030, så mister man en besparelse på en halv milliard ved ikke at gennemføre etableringen samtidigt med motorvejsudvidelsen. Det kunne en ny regering lave om på.

Valget af den nordlige linjeføring medfører en omfattende flytning af gasledning over 26 kilometer til en merpris på 552,5 millioner kroner. Ansvaret for denne fordyrelse (læs: frås med offentlige midler) kan placeres på Middelfart Byråd - ført an af den fjerde bykonge.

Det har været et lærestykke i, hvordan maskinrummet i den syge politiske kultur i Middelfart Kommune fungerede – det var ikke noget smukt syn.

Kommunens høringsbrev indeholdt undladelser, overdrivelser, halve sandheder og mærkværdige økonomibetragtninger som Dansk Industris transportlobbyist blev hyret ind til at hjælpe med at fremføre - både ved foretræde på Christiansborg og ved besigtigelse af lokalsamfundene - altså minus Indslev.

At motivgranske er en risikabel øvelse, men hele den fjerde bykonges ageren bunder nok i et brændende ønske om at fremstå som erhvervsvenlig. Derfor er det næsten ikke til at lade være med at grine af den kendsgerning, at kommunen efterfølgende dumpede ned fra en fjerdeplads til en sjetteplads på Dansk Industris barometer for erhvervsvenlighed.

Hans Berthel Jespersen. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce