Annonce
Debat

Debat: Tillid er godt, men løntjek er bedre

Økonomi: Danskerne er verdensmestre i tillid. Internationale undersøgelser viser, at vi er det land i verden, hvor tilliden mellem mennesker er størst. Det sparer samfundet for en masse kontrol og papirarbejde.

Men når det gælder vores lønsedler, er vi danskere lidt for tillidsfulde. Hele 94 procent af danske lønmodtagere har tillid til, at der står det rigtige på lønsedlen. Men samtidig har hver anden oplevet at finde fejl i deres lønseddel. Det viser nye tal fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.

De mange tilfælde af fejl på lønsedlerne, som de OK-mærkede fagforeninger håndterer, viser både små og store eksempler på, at medlemmer ikke har fået den løn, de har krav på. I langt de fleste tilfælde skyldes det fejl, som er lette at forklare – og som arbejdsgiveren justerer uden det store bøvl.

Hvert år er der nye historier om lønmodtagere, der får udbetalt penge, de var gået glip af pga. fejl på lønsedlen. Nogle gange handler det om endda meget store beløb. For eksempel gav et løntjek sidste år 63.000 kroner til Lasse Stimose Sørensen, der er i lære som datafagstekniker på en virksomhed i Brøndbyøster.

Tusindvis af medlemmer får hvert år hjælp til at tjekke lønsedlerne af de OK-mærkede fagforeninger, som har den viden og indsigt i overenskomsterne, som er nødvendig for at tjekke, om alt er som det skal være.

Derfor er det vigtigt med stærke overenskomstbærende fagforeninger som gennem forhandlinger med arbejdsgiverne kæmper for at sikre medlemmerne ordentlige løn- og ansættelsesforhold.

Det er i både arbejdsgiverens og medarbejderens interesse, at eventuelle fejl bliver opdaget og rettet så hurtigt som muligt, inden de vokser sig for store. Så tillid er godt – lige her er kontrol bedre.

Netop nu er fagforeningerne i fuld gang med løntjek, da den årlige løntjek-kampagnen løber af stablen her to uger midt i november.

Annonce
Morten Skov Christiansen. Foto: Jesper Ludvigsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce