Annonce
Debat

Debat: Styrk de almene boligområder og værdierne bag dem

Ghetto: Krav og trusler om frasalg og nedrivninger af almene boliger muliggjort af tvangsflytninger skyldes den foregående regerings ønske om at bekæmpe fordomsskabte fantasifostre som ghettoer og parallelsamfund. Den form for boligpolitik er fulgt op af den nuværende regerings ønske om at bruge de samme metoder, men nu til at skabe blandet by.

Selv om ghetto- og parallelsamfundspolitik ændres til at fremme en målsætning om blandet by, bygger politikken stadig på at undergrave almene boligområder og at svække den almene boligsektor til fordel for ejerboligformer og boligspekulation. Selv om der er sat kvalificerede spørgsmålstegn ved udsigten til at opnå blanding med reelt indhold ved privatisering af eksisterende almene boliger.

Bevar almene boliger. Uden at være båret af fordomme af tvivlsom oprindelse om almene boligområder ville ghetto- og parallelsamfundskriterier ikke kunne bære tvangsflytninger eller skabe accept af at nedlægge almene boliger.

Og byg i stedet blandet by ved kontaktmuligheder på tværs af eksisterende boligområder. Omlæg infrastruktur og grænseområder mellem eksisterende almene og private boligområder med henblik på kontakter på tværs. Som det allerede sker i forbindelse med renoveringsprojekter af almene boligområders udearealer.

Drop tiltag, som til forveksling ligner politisk forsøg på at lade den almene boligsektor og dens beboere undgælde for virkninger af en utilstrækkelig velfærdspolitik, som skjules under vildledende statistiske analyser og overdøves af fordomme om almene boligområder.

Styrk i stedet den almene boligsektor og dens værdier i en ’blandet by’-politik, som nedbryder fordomme og genskaber respekt for den almene boligsektors værdigrundlag med fællesskab og socialt ansvar. Og som i respekt for spekulationsfri boligøkonomi anerkender den almene boligsektors betydning som økonomisk modvægt til en truende ny ejerboligboble og til en voksende ejendomsspekulation med mere økonomisk uligevægt til følge.

Annonce
Ole Nørgaard Madsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce