Annonce
Sydfyn

Debat: Skyd ikke på politiet

Jannik Mai, 5953 Lohals. Arkivfoto: Anna Stærbo

Avisens opmærksomhed omkring den manglende politimæssige dækning på Langeland er fuldt berettiget og bedst af alt, så er man meget vedholdende. Jeg har selv ved flere lejligheder kritiseret politiet, men altid gjort meget ud af at udtrykke dyb respekt for den enkelte betjents indsats

Så derfor opfordringen til at undlade at skyde på politiet. Ret kanonen mod politikerne, der lovgav for en politireform, som har været afprøvet længe nok til at vise sin uduelighed. Politiet arbejder indenfor en tænkning, der hører hjemme i en helt anden verden. Måske indenfor erhvervslivet? Alt skal kunne dokumenteres og måles og beskrives med mål-termer, osv.

Det ser godt ud i rapporten, at man har en gennemsnitlig responstid på xx minutter. Det er måske grunden til, at man ikke rykker ud til kald om hjælp fra f.eks. Lohals. Hvis vi ser en patruljevogn her, så stopper vi dem og foreslår venligt, at de får sendt deres GPS til reparation. Det må være aldeles utilfredsstillende at være betjent, hvad de modige betjente jo også udtaler her i avisen.

Problemet er, at deres overordnede makker ret og efterkommer Folketingets krav uden et kny. Hvis de begyndte en kritik, ville det være det, man i de kredse kalder for ”en karrierehæmmende bemærkning”. Lad os så finde politikerne og skyde (på) dem. Vi har jo en nyvalgt lokal politiker, der ovenikøbet er medlem af regeringspartiet. Han har ikke været med til at lovgive så tåbeligt, som det er sket. Så lad os se noget handling fra Brandenborg, der viser, at han er valgt på Sydfyn og Langeland.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce