x
Annonce
Debat

Debat: Sønderjysk historie er broen til respekt

Jeg nægtede at tro på det, før jeg så klippet, hvor en DR1-reporter siger: ”Vi fejrer altså, at vi i 100 år har levet i fred og harmoni med tyskerne side om side.” Ordene faldt under transmissionen af festforestillingen i Det Kongelige Teater i anledningen af Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920

Jeg er sikker på, at andre sønderjyder end jeg har løftet sig let - der skal mere til at før vi hopper i stolen - i bare forbløffelse, men blot resigneret konstatere, at det måske kun er os, der er født i grænselandet, der kender historien, og som på godt og ondt er blevet en del af vores DNA, og derfor er bevidste om genforeningens betydning og hvad vi fejrer. Jeg tror desværre at denne vigtige del af vores historie for mange er reduceret til et fjernt fortidslevn som mange ikke kender, og som føles at være uden relevans og betydning.

Jeg håber ikke det er tilfældet, for så har man glemt, og uden sammenligning, den største begivenhed i nyere dansk historie. Og glemt dem, der ofrede sig for den danske sag. De 5000 sønderjyder der mistede livet under 1. Verdenskrig, i en krig der ikke var deres De 4.000 der blev krigsfanger. De 7000 der blev hårdt såret. De mange af de 26.000 dansksindede soldater, der vendte tilbage med granatchok.

For at bevare retten til hjem og hjertelandet Danmark fulgte de parolen ”Gør din pligt og kræv din ret!” og undlod at desertere fra Kejserhæren og skyttegravenes rædsler over grænsen til Danmark.

Det har været meget hårde og barske oplevelser, men med en utrolig vilje fastholdt de dansksindede modet og troen på en genforening trods 56 år med undertrykkelsens mange mørke stunder. Men sproget, sangen, kaffebordet og håbet holdt dem sammen. De viste os, at det var muligt uden brug af vold og terror, men med fredelige demokratiske midler - at fastlægge den eneste grænse i verden ved en folkeafstemning. Men ikke nok med det, de viste os, at selv den stærkeste overmagt ikke kunne træde den danske kultur under fode. Og sidst men ikke mindst, at man kan være så rummelig at ingen kulturelle værdier mister noget i mødet med hinanden, vel tværtimod!

Det spændte forhold mellem de tysk og dansksindede sønderjyder sluttede ikke med genforeningen, men et væsentligt fundament var lagt. En ny verdenskrig måtte overvindes, før der langt om længe blev skabt et rum af forståelse. Dette blev kodificeret ved København-Bonn aftalen fra 1955, der skabte en principiel løsning på et belastet naboskab i grænselandet, ved beskyttelsen af mindretallene mod diskriminering og sindelagskontrol.

Fra at være front er den sønderjyske historie blevet til broen, til respekten for og retten til forskellighed.

Det er der grund til at fejre om mindes. Måske med et sønderjysk kaffebord?

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Coronavirussen vil forandre dansk politik

I Danmark har vi – heldigvis – en politisk tradition for, at vi rykker sammen, når det gælder. Således kunne Folketinget på tværs af partiskel i et højt tempo og uden det sædvanlige politiske fnidder vedtage de nødvendige tiltag. Hvad enten det var omfattende og nødvendige tiltag på sundhedsområdet, forbud mod større forsamlinger eller en historisk stor økonomisk kompensation til ansatte og virksomheder, der er ramt af Coronaen. Også fagbevægelsen og arbejdsgiverne har med indgåelsen af en trepartsaftale, der spænder et sikkerhedsnet ud under rigtigt mange lønmodtagere og mange virksomheder vist, at de er parate til at tage ansvar i denne svære situation. Men det er ikke slut endnu, og der bliver brug for flere tiltag. Både for at håndtere sundhedssituationen, men også for at sikre, at de alt for mange virksomheder, der af den ene eller anden årsag ikke bliver hjulpet af de vedtagne hjælpepakker, kan få den fornødne hjælp. Når denne coronakrise er drevet over, er der behov for samarbejder på tværs af partiskel. Til den tid vil dansk politik være forandret. Vi vil stå med en kæmpe regning, som vi endnu ikke kender, og som skal samles op. Det kommer til at kræve politisk mod og vilje. Hvordan sikrer vi de rette politiske rammer, økonomisk vækst og dermed en fortsat høj beskæftigelse? Og hvordan får vi de mange tusinde mennesker, der i disse dage bliver afskediget eller sendt hjem, tilbage på arbejdsmarkedet? Der er mange spørgsmål, der kræver politisk handling og samarbejde i Folketinget. I den første tid af coronakrisen har Folketinget vist vilje til samarbejde, men hvor længe vil det vare ved? Vil vi se ydrefløjene grave sig ned, som vanen forskriver? Og hvad med regeringens parlamentariske grundlag – herunder ikke mindst Enhedslisten og SF – vil de have modet til også at træffe upopulære beslutninger? Der må gøres ofre i tiden efter, og det er ikke givet, at Arne får lov til at komme tidligere på pension, eller at vi kan afsætte ubegrænset med penge til klimaet, hvis pengene ikke er der. For mig at se er løsningen klar: Et tæt samarbejde mellem S-regeringen og Venstre om en omfattende plan, der skal få Danmark tilbage på sporet. En plan, der rækker mange år frem – også til efter næste folketingsvalg. De to partier har flertal tilsammen og har for mig at se en forpligtigelse til at træffe de nødvendige politiske beslutninger for at bringe Danmark sikkert videre. Coronavirussen har derfor forandret dansk politik her og nu men så sandelig også på lang sigt.

Annonce