Annonce
Debat

Debat: Psykiatrien slår kræftafdelingen - vi mangler læger

Sundhed: Lige nu raser debatten om afviste kræftpakkehenvisninger i Region Sjælland. Det er forfærdeligt, at afvisningerne har ført til, at nogle kvinder blev behandlet senere og derfor fik mere fremskreden kræft.

Som praktiserende læge oplever jeg ikke, at det er kræftafdelingerne, der afviser flest patienter. En rundspørge blandt min kollegaer viser, at den absolutte topscorer for afvisninger er de psykiatriske afdelinger.

Det er specielt patienter med personlighedsforstyrrelser, ADHD og et sideløbende misbrug der afvises. Når patienterne afvises på psykiatrisk afdeling, bliver vi nødt til at henvise dem til en praktiserende psykiater i stedet. De har ikke ventetidsgaranti, og det fører oftest til mindst et års ventetid. Afvisninger i psykiatrien er også forfærdelige. Forsinket behandling fører til megen lidelse.

Patienterne henvender sig ofte, når de bliver sygemeldt eller har problemer på hjemmefronten. På et år er sygemeldingen blevet til en opsigelse, og ægteskabet er blevet til en skilsmisse. Det gør det ikke nemmere at blive rask.

I almen praksis behandler vi rigtig mange danskere med psykiske lidelser uden at henvise. Når vi henviser, er det fordi, vi mener, der er brug for hjælp fra en speciallæge hurtigst muligt og ikke indenfor 1-2 år.

En vej fremad er, at man begynder at registrere de afviste henvisninger, så problemet synliggøres. Desuden må vi arbejde på at færre patienter afvises via et tættere samarbejde mellem almen praksis og psykiatrien.

Det vil dog ikke være tilstrækkeligt.

De psykiatriske afdelinger er hårdt ramt af lægemangel og mangel på ressourcer, og der er heller ikke nok praktiserende speciallæger i psykiatri. Vi håber derfor, at der i fremtiden kommer politisk fokus på at løfte psykiatrien og øge kapaciteten, så færre patienter afvises .

Annonce
Mireille Lacroix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce