Annonce
Debat

Debat: Prishop på 20 procent - til gengæld leveres varen kun to ud af tre gange hos DSB

Kære DSB, tak for tilbuddet om at købe 200.000 Orange-billetter til max. 99 kroner stykket. Det er helt sikkert et godt tilbud. Og det er dejligt at høre, at flere billige billetter for passagerer, der rejser uden for myldretiden, har styrket DSB i konkurrencen med billigbusserne. Det er vigtigt for landet med en stærk statsbane.

Det ville bare være lettere at glæde sig over det, hvis man ikke som loyal kunde og pendler skulle betale for gildet.

Fra medio januar bortfalder det ret geniale Årskort, som – helt logisk - kunne købes for ét år ad gangen; for 56.500 kroner kunne jeg slippe for at tænke på mere – ingen fornyelser og ingen ind- og udtjekninger. Det er mange penge på én gang, men denne enkelhed er vigtig i en hverdag, hvor man som præmis skal tjekke Rejseplanen for forsinkelser og vente på tog, der ikke kommer.

Så da DSB i 2018 meddelte, at nu skulle det gøres ”mere enkelt at finde priser og billetter til togrejsen mellem Øst- og Vestdanmark”, tænkte vi umiddelbart, at kortet ikke kunne være i fare: Det kunne jo ikke blive mere enkelt.

Problemet er bare, at DSB mente, at det skulle være mere enkelt for DSB – ikke for kunderne.

For lige nu prøver alle vi pendlere desperat at hitte rundt i, hvordan vi kan minimere stigningen i udgifter og tabet af fleksibilitet. Almindeligt rejsekort er helt udelukket, men også pendlerkort er meget dyrere og skal fornys som minimum hver anden måned.

Jeg trækker selv skiftet til sidste øjeblik, men en medpendler fortæller, at det kommer til at koste 1261 kroner ekstra om måneden, en anden vurderer, merudgiften bliver 1500 kroner for ham. En tredje har købt sig en bil og regner med at køre 25-30.000 kilometer med dertilhørende CO2-udslip i år.

Det er svært at forestille sig en anden vare – endda udbudt af en offentlig virksomhed - stige 20 procent i pris fra det ene år til det andet, uden at der ville lyde et ramaskrig. Især når varen så sjældent svarer til dét, man har betalt for: I den seneste punktlighedsrapport fra DSB kan man læse, at kun 67,6 procent af togene mellem København og Odense ankom rettidigt. Aftalen er 83,4 procent.

Vi kan som kunder hos et monopol ikke gøre andet end at betale eller sige vores job op, men når politikerne samtidig siger, at vækst og udvikling hænger sammen med "en højere mobilitet og en forøget pendling", fordi det forbedrer muligheden for et bedre match mellem arbejdstager og arbejdsgiver, så virker denne forringelse helt absurd.

Annonce
Rikke Dal Støttrup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Uddannelse. Snobberiet når nye højder

Synspunkt: Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor langt man vil gå for at fastholde de unge og deres forældre i vildfarelsen om, at gymnasiet er den eneste vej at gå, hvis man vil have et langt og godt arbejdsliv. Det seneste eksempel kom her i avisen den 21. januar, hvor gymnasielæreren Ulf V. Olsen udbredte sig om ”farerne” ved at vælge en erhvervsuddannelse frem for at gå i gymnasiet. Det er forståeligt nok, at han gør, hvad han kan for at beholde sit job som lærer. Vi ville bare ønske, at det blev gjort ved at styrke kvaliteten og relevansen af undervisningen på gymnasierne i stedet for ved at sprede og forstærke fordommene om erhvervsuddannelserne. Først og fremmest er det ganske enkelt faktuelt forkert, når det påstås, at stort set lige mange unge vælger henholdsvis gymnasier og erhvervsskoler. I 2019 valgte hele 72 procent af de elever, der forlod grundskolen, at søge ind på gymnasiet som førsteprioritet, mens kun 20,1 procent satte kursen mod erhvervsuddannelserne. Samtidig får Ulf V. Olsen det til at lyde som om, at stort set alle gennemfører de gymnasiale uddannelser, selv om Danske Gymnasiers egne tal viser, at gennemførselsprocenten svinger fra 85 på STX til 67 på HF. På erhvervsuddannelserne gennemfører 80 procent ifølge Undervisningsministeriet grundforløbet. Og selv om der også er et (for stort) frafald efterfølgende, så har erhvervsskolereformen haft en positiv effekt. Derudover kan man jo nævne, at en erhvervsuddannelse er den direkte vej ud på arbejdsmarkedet, mens mere end hver femte student stadig ikke er kommet i gang med en videregående uddannelse 27 måneder efter den sidste eksamen – og hvad er studenterhuen så egentlig værd? Vi ser også, at rigtig mange studenter vælger efterfølgende at tage en erhvervsuddannelse. På elektrikeruddannelsen har hele 25 procent af eleverne faktisk gennemført en gymnasial uddannelse, og andelen af elever, som har en delvist gennemført gymnasial uddannelse, er også høj. Det kunne måske være en indikation af, at deres valg af gymnasiet i første omgang ikke var det rigtige, og at de i stedet var på udkig efter en mere praktisk orienteret uddannelsesvej. Det er rigtigt, at man på nogle erhvervsuddannelser stadig har udfordringer med at skaffe det nødvendige antal lærepladser, men billedet er ikke sort/hvidt. En række uddannelser (bl.a. de tekniske uddannelser indenfor fx el, vvs og industri) har de senere år således sat nye rekorder for antallet af indgåede uddannelsesaftaler, samtidig med at man som elev allerede begynder at tjene penge under uddannelsen i stedet for at skulle sætte sin lid til en beskeden, statsunderstøttet SU-udbetaling. Alle eksperter er enige om, at behovet for faglærte blot vil blive større de kommende år. Derfor holder Ulf V. Olsens skræmmebillede af en jobverden med stor jobusikkerhed for unge med en erhvervsuddannelse ikke. Og slet ikke når man sammenligner med, at cirka hver femte akademiker ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd stadig står uden arbejde 26 uger efter færdiggjort uddannelse. Kigger man på lønsedlen, er der også god grund til at vælge en erhvervsuddannelse. I hvert fald viser tal fra henholdsvis UddannelsesGuiden og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at man som eksempelvis elektriker eller vvs’ere både får en højere startløn og over et helt liv tjener mere end mange med en akademisk uddannelse. Både for elektrikere og vvs’ere er den månedlige startløn i gennemsnit på 27.000-28.000 kroner efter endt uddannelse, mens man med en længerevarende videregående uddannelse som designer får cirka 20.500 kr. og med en universitetsuddannelse i filosofi kan se frem til en startløn på cirka 21.700 kr. Igen er der naturligvis forskelle på de enkelte fag, men tallene viser under alle omstændigheder, at tingene ikke er så entydige, som gymnasielæreren får det til at virke. Som en sidste ”trumf” leverer han fordommen om, at livet som faglært er præget af fysiske nedslidning, som gør dig gammel før tid. Et argument, der er udtryk for et stærkt forældet virkelighedssyn. Den moderne håndværker og tekniker har i dag adgang til et væld af hjælpemidler, der sikrer, at den fysiske belastning holdes på et minimum, så man kan se frem til et langt og sundt arbejdsliv – og så sundt er det altså heller ikke at sidde på en kontorstol og stirre ind i en computerskærm dag ud og dag ind. Vi siger ikke, at alle skal vælge gymnasierne fra. Men vi ønsker en mere ligeværdig prioritering af de uddannelsesvalg, den næste generation præsenteres for, når livet efter folkeskolen venter. Det stiller krav til både de unge selv, deres forældre og ikke mindst uddannelsesvejlederne. I den sammenhæng er der ikke brug for et unuanceret mørkesyn i forhold til erhvervsuddannelserne og de mange muligheder, de åbner … heller ikke for at understøtte gymnasielærernes jobsikkerhed.

Sydfyn For abonnenter

Problemer på hotel kom bag på bestyrelse og ejer: - Der er ikke er nogen, der har fortalt os det

Annonce