Annonce
Sydfyn

Debat: Politisk makværk når det er værst

Læserbrev: Som det fremgår af artiklen i Fyns Amts Avis er det kommende princip for billettering på færgerne til og fra Ærø nu endeligt fastlagt. Og det er vist en overdrivelse at påstå, at det er specielt genialt. Tværtimod!

Jeg ved godt, at det bygger på et Konservativt sidste-minuts forslag i kommunalbestyrelsen, fremlagt af Mads Boeberg. Et forslag, som blev vedtaget med et snævert flertal, men selv rækken af de mindst begavede af kredsen bag flertallet må vist i dag kunne indse, at dette ikke var tilstrækkeligt gennemtænkt.

Der lå et fuldt færdigt forslag fra kommunaldirektør og trafikdirektør, som indebar udelukkende salg af enkeltbilletter i begge rederier. Denne løsning ville administrativt være uden problemer for rederierne at håndtere og nu kommer det: for dem det hele drejer sig om, hvis nogen i skyndingen skulle have glemt det, altså for brugerne af færgerne, var princippet med enkeltbillettering ganske enkelt den smarteste løsning i den givne situation. Alle kunne vælge den rute, der passede bedst ind i rejsemønstret, der kunne rejses i grupper den ene vej og som enkeltpersoner den anden vej, ingen skulle gemme billetter i måske månedsvis til senere brug o.s.v. o.s.v.

Og med rabat ved booking på nettet var der rigeligt med tilskyndelse til at komme videre hen imod, at så mange som muligt skulle være billetteret før ombordstigning på færgen.

Det der nu bliver gennemført, vil med rimelig sandsynlighed medføre unødvendigt bøvl for færgepersonalet, administrativt kaos og fejlmuligheder, og ikke mindst helt utilstedelige og unødvendige ulemper for de rejsende. Politikerne med ansvar for forslaget, kan ganske enkelt ikke være forslaget bekendt og burde hurtigst muligt komme til fornuft!

Annonce
Billetsamarbejdet mellem Ærøfærgerne og Ærøexpressen bliver besværligt, mener Tage Kristiansen. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce