Annonce
Debat

Debat: Piger er pressede i gymnasiet. Unge mistrives – vi skal gøre endnu mere

For nylig offentliggjorde Børne- og Undervisningsministeriet en rapport, der viser, at hver tredje elev i gymnasiet på et tidspunkt har overvejet at droppe ud. Undersøgelsen viser også, at næsten 70 procent af pigerne og knap 50 procent af drengene føler sig 'tit' eller 'meget tit' pressede. Det er triste tal, som kalder på handling.

Man kan jo spørge sig selv, hvad der mon ligger til grund for det pres, vores unge føler, at der hviler på deres skuldre. Hånden på hjertet, så tror jeg ikke, at der er et enkelt svar. Mit bedste bud er et udpræget fokus på karakterer, 12-tals-pigerne kender vi jo alle sammen, og på altid at skulle vise sig fra sin bedste side på de sociale medier.

Jeg er mor til tre børn, som er vokset op i en tid, hvor sociale medier fylder rigtig meget. Jeg har gennem årene mødt mange søde unge drenge og piger med sunde alsidige interesser. Men det er også helt tydeligt, at de unge engang imellem glemmer, at livet leves blandt rigtige mennesker og ens succes ikke er lig med antal likes på et Facebook-opslag, og selvværd ikke er noget, man kan downloade fra cyberspace.

For os forældre, der er rundet af andre traditioner og kulturer end de digitale, kan det være svært helt at forstå, hvad der er på spil, når de unge uploader et foto fra stranden, fra café-brunchen eller fra nattelivet. Der ligger en stor og vigtig opgave foran os alle med at få fortalt, lært og ikke mindst vist de unge, at livet ikke altid er et glansbillede. At livet byder på både op og nedture – og turen ned og vejen tilbage – er en del af livets cyklus, som bidrager til, at vi hver især bliver mere robuste eller livsduelige. Selvfølgelig har vi politikere også et ansvar for at sikre de unge de bedste rammer, når potentialet skal udfoldes og den enkelte blomstre. Jeg så gerne, at vi fik justeret skolernes karaktersystem, så fokus flyttes til andet og mere end blot et tal. Ligesom jeg gerne så, at vi blev endnu bedre til at give de små tegn på mistrivsel større opmærksomhed og reagerede hurtigere.

Vi har allerede sikret økonomi til en styrket tidlig indsats gennem PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i kommunerne. Men det er et langt sejt træk at ændre på vores vaner og opmærksomhedspunkter. Om kort tid fremlægger regeringen sit forslag til en ny finanslov. Jeg håber, at der her vil være et markant økonomisk fokus på vores unge, så vi kan sikre det løft af indsatsen, der er nødvendigt. Vi er på vej, men langt fra i mål.

Annonce
Jane Heitmann
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Odense

2000 indviede julefestival i Odense

Annonce