Annonce
Debat

Debat: Parlament sendt hjem - hvordan synes du selv det går, EU?

Annonce

Vi er i gang med Coronakrisens tredje barske uge i Danmark. Også i andre EU-lande, men ikke på samme måde alle sammen. Det kan vi se konsekvenser af nu, hvor militærkøretøjer om natten kører lig ud af italienske byer, hvor krematorieovnene er overophedede, og man på alle måder kom helt skævt fra start. Hjemme ser det ud til, at vi hurtigt har fået styr på det, der er muligt.

Selv sidder jeg i Bruxelles. Mellem København og Bergamo. Midt mellem håb og afmagt. Der er cirka lige langt til enten min hjemadresse på Christianshavn eller byen mod syd, hvor man finder de højeste dødstal i Italien, der som land nu overgår Kina. Europa-Parlamentet var hurtig til at give sig selv fri fra arbejdet, da vi 11. marts blev sendt på ’hvid uge’. Det sendte mig på den samvittighedsmæssigt set ’gul stue’, der er fyldt med frustration over ikke at måtte gøre andet, end at passe mig selv. Bevares, det er også en vigtig opgave for os alle, fordi vi derigennem passer på andre. Og jeg har da sådan set haft nok at se til rent personligt: Fik måske en snas Covid19 med stor snotnæse og lavvande på batterierne. Blev derfor inden døre for mig selv efter alle forskrifter, mens jeg fjernstyrede min yngste søn og hans kæreste hjem fra Colombia i tæt kontakt med Udenrigsministeriet.

Det får mig dog ikke til at acceptere eller anerkende Europa-Parlamentets beslutning, som slet ikke var til nogen form for debat mellem os almindelige medlemmer. Det var der måske heller ikke tid til, men jeg er rystet over, at der ikke på forhånd var en beredskabsplan for, hvordan det parlamentariske, folkevalgte arbejde kan fortsætte på trods af en given krise. Man starter da ikke med at give alle europaparlamentarikere mulighed for at tage hjem og muligvis derfra ikke at kunne vende tilbage foreløbigt. Vi kunne da for pokker ha’ skabt os et overblik over: Hvem er i Bruxelles og kan blive? Hvem er, men skal af helbreds- eller andre årsager hjem til deres land, læge eller familie? Hvem er allerede hjemme? Derfra kunne vi have lavet en nød-arbejdsplan for det nødvendige politiske arbejde. Til de vigtige afstemninger og til de sager, der ikke må stå stille i de forskellige udvalg, mens Covid19 bekæmpes. De udfordringer vi brugte krise-sprog om før Coronaen, forsvinder jo ikke, fordi vi ikke beskæftiger os med dem lige nu. Selvom der ikke brændes så meget CO2 af lige nu, så er klimakrisen jo ikke løst, når det bliver hverdag igen. Migrationspresset i Afrika fiser heller ikke ud. Fortsæt selv listen. Der er nu blevet gjort et stort nummer ud af at hele Europa-Parlamentet på torsdag fjernstemmer for at fjerne spøgelsesfly i luften og for at sende den store hjælpepakke til små- og mellemstore virksomheder ud at arbejde med de 37 milliarder euro, der er fundet til formålet. Det er nemlig politiske beslutninger, der kræver vores aktive indsats. Ligesom hjemme i Danmark, hvor Folketingets partier uden stop har vist, at de kan arbejde, så sveden springer - uden at smitte hinanden og fordi de kan reducere sig på antal uden at gøre slagkraften mindre.

Derfor undskyld mig: Vi kunne have stemt for hjælpepakken og flyene allerede sidste mandag, lige efter EU-Kommission havde fremlagt lovforslagene. Intet i Parlamentets forretningsorden forhindrer det. Vi kunne bare have lavet en nød-vagtplan med dem af os, der er tæt på Bruxelles og helbredsmæssigt kan være aktive. Åh! Jeg bliver så vred. Men får det mig til at afskrive værdien af EU og Europa-Parlamentet? På ingen måde. Når Corona-støvet har lagt sig igen, skal EU’s institutioner - også Parlamentet - samle alle erfaringer op med nøgtern og uforfængelig tilgang. Alt skal bruges til at lave de beredskabsplaner og forandringer i det praktiske, politiske arbejde, der er snart kan vise sig at være brug for igen. Næste gang en global epidemi eller andet, der kan vælte os alle omkuld, rammer Europa, rammer det også Danmark. Derfor skal vi fortætte med at udvikle EU som ’nationalstaternes Europa’ af stærke og velfungerende lande i et effektivt, demokratisk samarbejde om det, der er af grænseoverskridende betydning. Her tænker jeg eksempelvis på lagre af ekstra kritisk udstyr, som landene kan trække på i stedet for at slås om at undgå at hjælpe hinanden. Og jeg tænker på effektive grænsenedlukninger uden at bremse vigtig varetransport i det indre marked. Covid19 minder os om at ingen er en ø. Også selvom vi på nogle måder skal opføre os som sådan. Lad os fortsætte med det, så længe der er brug for det og sende positive, taknemmelige tanker til dem, der redder andres liv lige nu.

Pernille Weiss
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce