Annonce
Debat

Debat: Nordlige Syrien i brand. Derfor invaderer Erdogan kurderne

Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet.

Naturligvis har den tyrkiske præsident Erdogan let gennemskuelige motiver til at angribe ind i Syrien: Med tre valgnederlag i træk, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 procent er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask lille krig.

Når præsident Trump så oven i købet trækker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske grænse og overlader vore kurdiske allierede i kampen mod IS til deres egen skæbne, ja, så er vejen banet for en tyrkisk intervention.

Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK i Tyrkiet, som kæmper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet.

Formålet med angrebet er at skabe en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, som skal løbe 120 kilometer langs grænsen til Syrien.

For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjælper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebærer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en række byer i det nordlige Syrien - på sigt måske hele det nordøstlige Syrien - til gengæld for at blive beskyttet af den syriske regering.

Kurderne henviser til, at den syriske regering har en "forpligtigelse til at beskytte landets grænser og bevare Syriens suverænitet" og nu er klar til at stationere tropper langs den syrisk-tyrkiske grænse. Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for sammen at bekæmpe Islamisk Stat og begrænse Ruslands og Irans indflydelse; to lande der bakker op bag den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende, og alene fordi kurderne er så hårdt presset af tyrkiske bombardementer fra artilleri og fra luften. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne. For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig en bitter de facto afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet.

Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet. Frygten er, at dette selvstyre i Tyrkiets baghave vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre.

Derfor kan Tyrkiet ikke acceptere en kurdisk autonom enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket.

De aktuelle begivenheder foregår på det store bagtæppe af ”Sèvres-syndromet”, der refererer til den udbredte mistænkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som kun ønsker at splitte den tyrkiske republik.

Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europæiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulære militære sejre og dygtigt diplomati lykkes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuværende grænser. Men Sèvres-syndromet, angsten for en opsplitning af Tyrkiet – for eksempel på grund af den kurdiske befolkningsgruppe - er den dag i dag et nationalt traume.

I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse.

Opbygningen af en nation blev Ataürks store projekt, dvs. skabelsen af et forestillet fællesskab – en myte – om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: "En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”. Det er her, kurderne kommer i klemme.

Kurderne blev ved overgangen til republikken i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere med Atatürk i spidsen forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for Republikkens grænser og som accepterede dens grundlæggende principper, blev antaget som tyrkisk statsborger. Der måtte være en udelelig sammenhæng mellem territorium, stat og nationen. Selv om befolkningen grundlæggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en fælles identitet. Enhver ytring om at tilhøre noget andet end den tyrkiske nation blev anset som en afvisning af den tyrkiske enhedskultur og dermed landsforræderi. Atatürk tilbød ikke en løsning til de, der som kurderne ikke var rede til at opgive den identitet, der tidligere havde været væsentligst i deres selvforståelse. Atatürk lagde dermed grunden til den kamp for kurdernes rettigheder, der siden har redet Tyrkiet som en mare.

En lang række opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Bl.a. blev mange flyttet til den konservative provins Konya i det inderste Anatolien, hvilket er en vigtig grund til, at der i Danmark i dag er et stort antal kurdere blandt tilflytterne fra Tyrkiet – mange danskere af tyrkisk afstamning stammer netop fra denne provins.

Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden mod staten til ro i nogle årtier. Men grundlæggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet.

I 1960-1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vækket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstår PKK omkring Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, stærkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på ideen om, at der nødvendigvis måtte føres væbnet kamp for at komme af med de eksisterende strukturer.

Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU, fra 2002, stemplede PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig førte til 35.000 dræbte, flest kurdere. Mere end 3000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jævnet med jorden og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt.

I 2000’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab.

EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har været gældende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet ”tyrker”, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder.

I slutningen af 2012 lancerede præsident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsændring, der kunne skabe et stærkt præsidentielt styre og havde i den forbindelse brug for nogle stemmer i Parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti BDP kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang.

Samtidig med at EU-perspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år været præget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af præsident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne været en bekvem syndebuk.

Annonce
Erik Boel
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Energi Fyn interesseret i at købe Fjernvarme Fyn: Borgermøde viste massiv modstand mod fjernvarmesalg

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Odense

4500 ansattes julefrokost-tilskud droppes: Tillidsrepræsentant opfordrer medarbejderne til at holde fast i julefrokosten

Annonce