Annonce
forside

Debat: Når døden skaber liv

Ellen Lunnemann Jensen skriver om organdonation. Privatfoto

Der føles klinisk og koldt på værelset. Alting er hvidt. Vi er på Lungeafdelingen på et sygehus et sted i Danmark. I den store seng sidder en lille spinkel dame. Helt viklet ind i hospitalsapparater og ilt strømmer konstant ind gennem hendes næse. Min faster ligner slet ikke sig selv mere, hun ser træt, udkørt og umådelig trist ud. Men 2½ år er også lang tid. Alt, alt for lang tid på en venteliste.

Min faster er meget syg. Det har hun altid været. Hendes lunger har været dårlige lige siden hun var barn, og i løbet af hendes liv er hendes lungekapacitet støt dalet. For 2½ år blev hun indstillet til organdonation, så hun kunne få nye lunger. Nu har hun været på ventelisten i 2½ år og har i dag alvorligt brug for nye lunger.

Da hun blev sat på ventelisten, blev hun fortalt, at man er på den i cirka et år, før man kan forvente, at der sker noget. Og nu her 2½ år senere kan vi alle i familien tydeligt se, at hvis hun ikke meget hurtigt får nye lunger, så overlever hun ikke.

Det er hårdt at overvære et sygdomsforløb, hvor bedring aldrig ser ud til at komme. En rampe, der kun hælder nedad. Men hele dette forløb har også styrket min familie, og jeg kan helt klart mærke en forandring i, hvordan vi hver især ser på døden. Jeg har meldt mig som organdoner, for jeg kan pludselig se og har sat mig ind i, hvor stor manglen på organer er her i Danmark.

Jeg vil vove at påstå, at langt de fleste danskere kommer i berøring med organdonation på et tidspunkt i deres liv, på den ene eller den anden måde. Men fordi emnet er så følsomt, så har meget få gjort sig grundige overvejelser om hvilket valg, der er det rigtige for dem. Pludselig kan man stå i en situation, hvor en velovervejet holdning til organdonation er nødvendig.

Mange af dem, der melder sig som organdonorer, melder sig, fordi de har oplevet donation på tæt hold. De ser og mærker problematikken og tager et valg på baggrund af det - men de tager valget efter, behovet er opstået.

Det er et valg, man gerne skulle tage tidligere, inden behovet opstår, nøjagtig som når man tegner en forsikring. Det virker som et nemt valg, man skal blot bruge sit Nem-ID og trykke på boksen markeret "Ja". Men det er et valg, som kræver overvejelser og eftertanke - gode tanker, som i sidste ende måske kan redde liv.

Døden er en del af livet, den er ikke til at komme udenom. Vi kan ikke leve uden at dø. Men når døden pludselig kan redde og opretholde liv, som organdonation gør, synes jeg pludselig, man skaber håb midt i noget så umådelig trist.

For familien, som mister en person, vil døden altid medføre sorg og savn. Men midt i mørket kan man hjælpe et andet menneske til at få et nyt liv - og den tanke må give håb.

I vores familie håber vi så inderligt på, at flere vil melde sig som organdoner. Det skal bestemt ikke forstås som om, at vi håber på, at nogen dør. Men når det sorte uheld er ude, så håber jeg, at døden igennem organdonation kan redde liv for dem, der venter - dem, der venter på livets venteliste.

Annonce

I vores familie håber vi så inderligt på, at flere vil melde sig som organdoner. Det skal bestemt ikke forstås som om, at vi håber på, at nogen dør. Men når det sorte uheld er ude, så håber jeg, at døden igennem organdonation kan redde liv for dem, der venter

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Byggeri til 400 mio. kroner: Odenses borgmester glæder sig over ny kæmpemæssig investering i Odense

Leder For abonnenter

Byfester og markeder slipper for dyrt papirnusseri: En prisværdig skrotning

Man kan undre sig over, at et ministerium udsteder nye regler, hvor de negative virkninger er langt større end den mulige gevinst. Og at man fra politisk hold ikke kvæler den slags administrativt makværk, inden det forlader ministerkontoret. Men ud fra mottoet "bedre sent end aldrig" kan man også rose en minister, der ikke er bange for at smide en forfejlet regel i papirkurven. Ekstra prisværdigt er det, hvis skrotningen bremser overflødigt bureaukrati, som samfundet har rigeligt af. Lad os vælge den positive tilgang: Skulderklap til boligminister Kaare Dybvad Bek, som dropper en tåbelig ændring i et bygningsreglement. Ændringen ville gøre arbejdet surt for masser af frivillige, som bruger deres fritid på at gøre livet sjovere for tusinder af danskere. Hvis en række fynske folketingsmedlemmer nåede at presse ministeren, sådan som de ifølge Kertemindes borgmester Kasper Olesen lovede at gøre, må de gerne tage en del af æren. Den nu droppede ændring drejer sig om de byfester og markeder, som holdes overalt i landet. Nogle er velkendte og traditionsrige, andre dukker op og lukker igen. Fælles for dem alle er, at de er populære og at de primært arrangeres og drives af frivillig arbejdskraft. Ofte får arrangørerne hjælp af lokale idrætsforeninger, som honoreres med et beløb til den altid trængende klubkasse. Bortset fra fuldemandstvister og lidt trafikkaos har der aldrig været problemer med disse folkelige arrangementer. Så hvad der fik Transport- og Boligministeriet til at lancere stramninger, der skulle træde i kraft 1. januar, er svært at fatte. Men i hvert fald: Det var nu ikke længere nok, at kommunen enten gratis eller mod et beskedent gebyr lavede en pladsfordelingsplan. Nu skulle en plantegning laves af en ekstern certificeret brandrådgiver til mellem 1200 og 1500 kroner i timen. For et lille marked ville den samlede pris blive over 10.000 kroner. Dertil kom mere papirbøvl. Ifølge formand for Sammenslutningen By- og Markedsfester, Otto Skak, ville denne ekstraudgift og dette ekstraarbejde få mange foreninger til at lukke ned - til ærgrelse for mange og til gavn for ingen. Nu kan - med Dybvad Beks ord - frivillige bruge kræfterne på at være frivillige. En selvfølge, kan man tilføje.

Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Annonce