Annonce
Debat

Debat: Når Corydon og Hjort kommer Finansministeriet til undsætning

Finansministeriet har sine indædte forsvarere. Det så vi forleden, da de forhenværende finansministre Bjarne Corydon og Claus Hjort Frederiksen – ikke overraskende – ilede det betrængte ministerium til undsætning. "Alle andre end Finansministeriet er bare klynkere. De vil bare ansvarsløst bruge penge", lød groft sagt deres påstand.

Det, de og Finansministeriets embedsmænd reelt siger, er, at de er de eneste, der kan tænke sig om og være politisk ansvarlige. Det er en overvurdering, der bør have en diagnose. Tænk engang. Fra midt i Socialdemokratiet og ud til det yderste venstre er der enighed om, at ministeriets modeller ikke afspejler virkeligheden. Finansminister Nikolaj Wammen varsler ændringer i regnemodellerne. Bertel Haarder dokumenterer, at det er ministeriets embedsmænd, der reelt fører vores kulturpolitik – eller måske mangel på samme. Forhenværende justitsminister Søren Pind afslører, at de underkender politiets eksperter og ændrer sikkerhedsvurderinger, hvis de ikke passer ind i deres verdensbillede.

Og det er ikke engang det værste. Ministeriets forældede en-dimensionelle regneark kan kun komme med ét svar på alle spørgsmål: Stort er godt, og småt er skidt. Enhver anden ved, at en mindre enhed altid er mere effektiv end en stor. Men værre er det, at når man udelukkende sparer og skærer ned på omkostninger, er det den sikre vej til ruin.

Investering er nødvendig for vækst, men når automatpiloterne i Finansen centraliserer væk fra de områder, Danmark reelt lever af, er det kun et spørgsmål om tid, før de tvinger vores eksportvirksomheder til udlandet. Og så er det slut med Danmarks velstand og velfærd.

Stop arrogancen i Finansministeriet og erstat deres forældede omkostningsstyring med et moderne cost-benefit princip. Det kan kun gå for langsomt.

Annonce
Kim Ruberg
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

112

Dørmand slået på tequilabar

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce