Annonce
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet.

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest.

Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark.

Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem.

Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs.

Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden

Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes.

Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid.

Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl.

Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce
Søren Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Flyttehjælp. Lodsedler til 15.000 kr. stykket

Synspunkt: Skal man løse et problem, skal man naturligvis kende problemet. Det virker ikke til at være tilfældet, at rette personer kender problemet, når det gælder Risingområdet i Odense. At politikerne i Odense Byråd i ramme alvor selv tror på, at man kan rydde op i det kriminelle miljø ved at tilbyde disse mennesker 15.000 kr, og så tro på de flytter, siger desværre mere om politikerne end om de kriminelle. Når politikerne i Odense vil have viden, lytter de desværre til de for mange dårlige ”Århushistorier”, der verserer. Det være sig omkring letbanen og nedbrydning af ghettoer. Havde de dog bare kørt en tur til Ålborg for der med egne øjne at kunne se, hvordan disse problemer kunne være løst. Bedre. Skal der ske forbedringer, skal kritikken rettes mod rette personer. Og magter de ikke opgaven, må det have konsekvenser. Her har politikerne et stor del af ansvaret. Desværre hjælper det ikke at skifte dem ud. Problemerne fortsætter, grundet manglende konsekvens. Der tænkes ikke alene på, at vælgerne stemmer på de samme politikere igen og igen. Men mere på de personer, der er selve problemet. En del af dem er danskere med anden etnisk baggrund. Heldigvis kun et mindre antal. De har en anden kultur. Ser anderledes på det at yde og s-nyde. Lader sig ikke integrere, og taler cirkussprog. Primært de unge, en del ældre forstår og taler slet ikke dansk. Hvilket politikerne ved, da disse borgere og nogle af politikerne selv, lever i parallelsamfundet og har gjort det hele tiden. For eksempel Vollsmose, hvor demokratiet ikke gælder, som vi kender det. Hvor ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling, blot for at nævne nogle eksempler, ikke nødvendigvis er gældende. Hvor mange beboere desværre føler sig som ofre. Og hvor mange borgere flygter fra, da de ikke kan holde parallelsamfundet ud. Hvilket naturligt betyder, at problemerne vokser i et koncentreret væk. Hvad kan eller skal politikerne så gøre. På den lange bane. Køre en tur til Aalborg Øst og se, hvordan man løser ghettoproblemerne der. Før det er for sent. Tale med nogle af de mange, der er fraflyttet ghettoerne, grundet kultur og beboersammensætning. På den korte bane kan borgmesteren bede politiet køre rundt i byens nuværende og måske kommende ghettoer. De kriminelle, de møder på deres vej, skal vises nultolerance. Og så må selvsamme politikere vende det døve øre til den alt for dominerende offermentalitet. Sætte de alt for mange arbejdsløse i gang. Punktum. Stop offermentaliteten, hvor de fleste kender systemet. Netop derfor kan de krybe uden om lovgivningen. Forklar forældrene de skal tage ansvar for deres børn, så de møder op i skolen, og lærer et ordentligt sprog, så de kan få en uddannelse. Lære om pligter og ydelser. Men det kræver også, at byens politikere tager det alvorligt og stopper parodien, hvor de tror, de kan trylle og løse det hele med lodsedler til 15.000 kr. stykket. Det er ikke lang tid siden, de selvsamme politikere postede millioner af kroner ind i Vollsmose til morgenvækning af skolebørn. Nogle af dem, der nu er kriminelle. Kom nu i gang I politikere i byrådet, I har jo flertallet. Stop offermentaliteten og den politiske korrekthed.

Annonce