Annonce
Debat

Debat: Mette, lær af Churchill og sæt indsatsen for klimaet i system

Et “Klimaets War Room” kan blive en rollemodel for resten af EU, fordi det forbinder nationalstatens suveræne initiativer med det europæiske fællesskab - og omvendt.

Vi har netop fejret 30-året for Berlinmurens fald og i disse år siger vi farvel til de allersidste fra en generation, som kan huske tiden under 2. verdenskrig og det, som freden kostede og krævede. Det er på mange planer givende at mindes. Ex. byggede Winston Churchill i 1939 ‘Cabinet War Room’ i London, som samlede trådene under krigen - og dét skulle vise sig at blive en af de afgørende årsager til frihedens redning. Dengang var verdensfreden den største udfordring. I dag er det klimaet. Jeg har derfor et forslag til statsminister Mette Frederiksen: Opret et ‘Klimaets War Room’.

Danmarks statsminister har nemlig en vigtig ambition, som hun deler med mange. Vi skal reducere CO2-udledningerne med 70 procent inden 2030. Det er mindst 20 procent mere en det mål, EU snart samles om at ville nå. Hvis det lykkes, er Danmarks rolle som lysende eksempel for resten af Europa for alvor bøjet i neon. Men statsministeren har ikke gjort det nemt, efter at hun for nylig afleverede nogle temmelig kække kommentarer i en debat om EU’s kommende syvårsbudget. Her sagde hun kort og godt til sine kollegaer i Det Europæiske Råd, at hun var “rystet” over nogle af de foreslåede budgetposter, og at det var “fuldstændig gak”. Også jeg er imod, at EU’s samlede budget skal øges. Men forslag til, hvordan dette skal realiseres, bør formuleres noget mere begrundet og konstruktivt.

Europa opfatter nogle gange os danskere som lige lovligt egenrådige og hurtige på aftrækkeren. Lidt som gravhunden, der med sin bedrevidende gøen irriterer de større hunde, som ikke kan sprinte lige så friskt rundt i manegen. Med statsministerens udtalelser blev denne karikatur af Danmark desværre bekræftet.

Hvad værre er, så kan denne oplevelse af Danmark skade vores muligheder for at få den hjælp til selvhjælp i EU, som vi i høj grad har brug for, hvis vi skal nå 70 procents CO2-reduktion. Det er jo netop i kraft af EU, at dette kan lade sig gøre uden at skade dansk konkurrenceevne og arbejdspladser. For det er EU, der sætter rammer og vilkår for handel, forskning og industri. Danmark skal derfor bruge alle sine diplomatiske kræfter, så de andre EU-lande gider at høre på os. En ung, nyvalgt statsminister kan måske godt synes, at de stive budgetprocesser trænger til en rusketur - fair nok - men vi opnår intet positivt ved at begynde med at smide om os med fornærmende kommentarer.

Principielt skal vi politikere slet ikke blande os i proces. Mange politikere har gennem tiderne gjort sig skyldige i en masse proces-kludder, det koster mange penge at rette op på. Tænk bare på de meget omtalte sager om skat, trafik, sundhed, udflytninger af statslige virksomheder osv. Intentionerne fejlede ingenting.

Men projekterne manglede noget vigtigt, som heller ikke klimaet kan undvære: Overblik og sammenhæng mellem kaskaderne af beslutninger, der sikrer størst mulig effekt på bundlinjen. Læg hertil en ordentlig debat og diskussion, som er drevet af fakta og fremdrift - og som er fri for tomgangsmarkeringer og dårligt diplomatisk håndværk.

Konsekvenserne af klimaforandringerne er nemlig fatale. Dødsfald, der kunne have været undgået, og uoprettelig skade på klodens biodiversitet. Det er de barske realiteter. Derfor var det forfriskende, da en erfaren kommentator fornylig spurgte os EU-parlamentarikere med sit skarpe, drilske blik: “EU har klimaet som første politiske prioritet. Det samme har regeringen og de fleste politiske partier i Danmark. Men hvem koordinerer egentlig de tiltag, der tages i EU, i Folketinget og i regeringen? Er det ministre, embedsmænd, parlamentarikere eller hvem? Når klimaet på samme tid er førsteprioritet i EU-parlamentet og i Folketinget, er der så ikke en betydelig risiko for, at man ikke kører med samme prioriteter eller i samme tempo?”

Spot on! Og lægger man oveni, at den ene part måske synes, at den anden er lige lovlig kæk, så er der overhængende risiko for ‘viel Geschrei und wenig Wolle” - eller stor ståhej for ingenting - og en masse talen forbi hinanden, mens man gensidigt beskylder hinanden for at være årsag til at der ikke sker nok.

Derfor foreslår jeg Mette Frederiksen, at hun opretter et såkaldt ‘Klimaets War Room’, der samler alle relevante danske og EU aktører inden for politik, erhvervsliv og forskning. Lad os skabe et rum for koordinering af klimapolitiske tiltag og håndtag. Lad os få et rum, der har plads til og overblik over både de store tandhjul og de små - men afgørende - skruer.

Lad os få et rum, hvor aktørerne - uanset hvilke danske eller europæiske institutioner, de repræsenterer - er dedikerede mod at indfri den danske ambition på en måde, der bidrager til, at resten af EU følger med. Et rum, hvor vi viser, at nok er danskere kvikke i replikken, men vi er også det folk i Europa, der evner samtalen og samarbejdets kunst. Og vi tror på, at alle vil gøre det bedste, de kan.

Mette Frederiksen skal som den dygtige vært facilitere processerne og et frugtbart samspil mellem de deltagende aktører. Et “Klimaets War Room” kan blive en rollemodel for resten af EU, fordi det forbinder nationalstatens suveræne initiativer med det europæiske fællesskab - og omvendt. Sådan sætter en dansk statsminister sig i respekt og skaber resultater.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Middelfart

Stort træ spærrede hovedvej: Bilister hjalp med at slæbe grene og dirigere trafik

Læserbrev

Åløkkeskoven. Lad kommunen købe de Lindes grund

Synspunkt: For nylig bragte Fyens Stiftstidende et læserbrev om Åløkkekvarterets beboeres bekymring for, at ejendomsudvikleren Olav de Linde vil bygge seks blokke med lejligheder i Åløkke/Snapindskoven. Argumenterne lød blandt andet, at skovområdet er hjemsted for forskellige dyr og har stor rekreativ værdi for beboerne i området. Vi deler betragtningerne 100 procent. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at der skal fældes gammel skov i en by som Odense, der i forvejen er bagud på grønne områder, når man samtidig vil være grøn by. I øvrigt er der siden seneste læserbrev hørt rævehyl i skoven, så ræve er der også. Skoven er et sammenhængende hele med den omgivende natur. Vi er forbundne kar, da biodiversiteten i den kommunale del af skoven vil blive påvirket, hvis der bygges. Dels vil fugtigheden i skoven ændres, så de eksisterende vådområder forsvinder, og dels vil de ændrede vindforhold, vinden fra vest, påvirke de meget høje, smukke træer, som er karakteristiske for denne skov, der ligger midt i byen. For nogle år siden skulle de gamle kirsebærtræer på Ny Kongevej udskiftes. Odense Kommune havde ikke alle midlerne til det, så beboerne på vejen gik i gang med at skaffe de penge, der manglede, et joint venture med Odense Kommune, hvor hver husstand på vejen lagde 2500 kroner i kassen. På det tidspunkt kontaktede vi Olaf de Linde for at høre, om han ville støtte projektet. Olaf de Linde havde dog nok at gøre med at holde Bazaren oven vande på det tidspunkt, hvilket vi fandt helt forståeligt. Som helt almindelige borgere i Odense Kommune har vi altså alle forsøgt at gøre noget for at bevare kvarterets særkender med de blomstrende kirsebærtræer, der fører ned til Åløkke/Snapindskoven. Det er helt forståeligt, at Olav de Linde har et ønske om at bygge boliger i et attraktivt område og udnytte den del af skoven, som han ejer (den øvrige del ejes af kommunen). Det er hans forretningsområde, og han har formentlig ikke den samme kærlighed til området, som vi naboer har. Det kan man dybest set ikke klandre ham for. Der er ingen tvivl om, at kommunen, ejendomsselskabet og beboerne kan have forskellige interesser. Derfor må der findes en løsning, der kan tilgodese alle parter. Løsningen må efter vores opfattelse være, at kommunen køber den grund, som er en del af skoven, og som i dag ejes af Olav de Linde. Det vil koste kommunen en sum penge. Til gengæld kan kommunen sikre, at det eksisterende skovareal i Åløkke/Snapindskoven bevares som skov, hvilket stemmer overens med kommunens egne planer og ambitioner om at være en grøn storby. Samtidig bevares området uforandret til glæde for alle brugere. Herved får Olav de Linde en sum penge, som kan bruges på at købe en anden attraktiv grund, hvor han kan bygge de boliger, han planlægger - og taber dermed ingenting. Alternativt kan kommunen eventuelt tilbyde at bytte til en anden grund, som kommunen ejer. Der er ingen grund til, at sagen skal gå yderligere i hårdknude til ugunst for alle. Derfor vil vi opfordre By- og Kulturudvalget til at se velvilligt på vores forslag, som er en enkel, men effektiv løsning. I virkeligheden kan man sige, at man derved ruller situationen tilbage til før en del af skoven blev solgt til det daværende Roulunds fabrikker, så kommunen igen ejer hele skovområdet - og derefter kan udlægge hele området som fredskov.

Fyn For abonnenter

Frederik Barfoed: - Når det skal gå stærkt, kan vi være nødt til at parkere på fortovet

Danmark For abonnenter

Tusindvis af borgere betaler allerede mere end gennemsnittet: Nu risikerer de højere skat efter udligningslussing

Annonce