Annonce
Debat

Debat: Medaljer til unge håndværkere er vigtigere end håndbold

Håndbold-EM er vigtigt – og vi håber alle på guld til Mikkel Hansen og co. Men det er også vigtigt at sætte fuld fokus på DM i Skills.

Samtidig med EM i håndbold skal en anden stor konkurrence til at gå i gang. 16. januar begynder DM i Skills. Det er den årlige konkurrence for dygtige unge, der dyster om medaljer i deres fag.

I løbet af de kommende dage vil flere hundrede af de dygtigste elever på erhvervsuddannelserne konkurrere i bagværk, rørlægning, robotprogrammering og meget mere. DM i Skills er derfor en unik mulighed for at vise danskerne, hvad man kan med en erhvervsuddannelse. Og det er trods alt vigtigere at sætte fokus på, end hvorvidt Danmark vinder guld i Stockholm i håndbold.

Tendenserne på arbejdsmarkedet viser, at vi kommer til at mangle faglærte i Danmark. De seneste tal for udviklingen i ledigheden for nyuddannede bakker op om, at faglærte er eftertragtede. De nyuddannede faglærte har blandt andet den laveste dimittendledighed af alle uddannelsesgrupper.

Samtidig viser tallene, at blot 17 procent af en ungdomsårgang forventes at få en erhvervsfaglig uddannelse, inden de fylder 25 år. I 2010 lå andelen på 22 procent. Vi uddanner dermed markant færre faglærte end for blot otte år siden. Der er også langt til målsætningen om, at 25 procent af en årgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2025.

De brede samfundstendenser har længe trukket i retning af, at flere får en akademisk uddannelse. Samtidig lever vi mere opdelt end tidligere. For 10 år siden var faglærte i overtal i de fleste storbyområder, mens bybilledet nu domineres af personer med videregående uddannelse.

Mange unge vokser op uden rigtig at vide, hvad en elektriker, maskintekniker eller mediegrafiker laver i dag. Engang kendte alle erhvervsuddannelserne og fagene fra bybilledet eller forældremødet. Man havde en bedre fornemmelse for, hvad der lå i de forskellige fag og fagets muligheder.

EM i håndbold er en vigtig begivenhed. Men det er DM i Skills også. Mange unge synes, at det er svært at vælge uddannelse. Mange er bange for at vælge forkert, eller at deres valg er for hele arbejdslivet. Vi ved også, at forældrene har meget stor betydning for valget af uddannelse. Med mere end 100 erhvervsuddannelser og et arbejdsmarked, der er forandret, siden forældrene stod over for lignende valg, skal vi som samfund være bedre til at bruge en begivenhed som DM i Skills.

Det er jo ikke fordi, der ikke er omtale af de unge, der vælger studentervejen. Hele sommeren - fra studenterne springer ud, til de får besked på, om de er kommet ind på drømmestudiet – er der massiv mediedækning, der minder om EM-niveau. Desværre er det ikke helt det samme, når de faglærte får svendebrevet. Det er en skam.

Cirka 1,2 millioner danskere har en faglært uddannelse. Det er mennesker, der hver dag går på arbejde og udfører et håndværk. De får landets største produktionsrobotter til at køre, de sørger for vores ældre kan sove trygt på plejehjemmene, og sikrer at hjulene i detailhandlen snurrer rundt. Den faglige stolthed er noget af det, som DM i Skills kan være med til at fremelske. Stolthed og medaljer.

DR havde engang et populært underholdningsprogram, der hed “To fag frem”, hvor forskellige faggrupper dystede mod hinanden. En perfekt kombination af håndværk og sportsånd. Det var mejerister, tømrere og slagtere, der dystede i deres fags færdigheder foran hele Danmarks befolkning. Det er sådanne billeder, vi skal have frem, og det er noget af det, som DM i Skills kan, fordi det kan give danskerne større kendskab til erhvervsuddannelserne.

Håndbold-EM er vigtigt – og vi håber alle på guld til Mikkel Hansen og co. Men det er også vigtigt at sætte fuld fokus på DM i Skills, der kan fortælle de unge og deres forældre om de gode danske håndværk og ikke mindst den solide vej, det er at begynde en karriere som faglært.

Annonce
Mie Dahlskov Pihl
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce