Annonce
forside

Debat: Ligeværd er en realitet

Annonce

Ligeværd er ikke en lyserød drøm uden jordforbindelse, men en realitet. En realitet, vi nærmer os, når vi er ved at være trætte af at slås med os selv og hinanden. En realitet, der viser sig, når vi begynder at gennemskue vores mindreværdsfølelser, og vores mereværdsfølelser. Ligeværd skal vi først og fremmest erfare, dernæst erkende og tage godt imod og turde tro på.

Ligeværd viser sig i det daglig, når vi føler os i øjenhøjde med andre, uanset hvem vi snakker med.

Det kan også mærkes ved, at det efterhånden bliver sværere og sværere for os at leve i systemer med meget ulighed. Vores parforhold og familier smuldrer, fordi der ikke er åbenhed og ligeværd i dem. Vores samfund, vores institutioner, postvæsen, skattevæsen, hospitaler, banker, fødevaresystemer osv. rådner stille og roligt op indefra og braser sammen, fordi de bygger på gamle forestillinger, der er fyldt med mer- og mindreværdsfølelser.

Det viser sig ved, at det føles unaturligt, at autoriteterne sidder på deres enerådige og tilsyneladende urørlige piedestaler. Vi får lyst til at vende ryggen til og får selv lyst og mod på at skabe relationer, parforhold og fællesskaber, politiske partier, hvor ligheden i højere grad er til stede, og en åbenhed for, at det er den vej, vi skal gå.

Omvendt begynder vi også at opdage nedvurderingen i at give hjælp uden om ligeværd og samarbejde, uden at spørge, hvad folk egentlig gerne vil have hjælp til.

Når vi føler os lige meget værd, vil samarbejdet imellem os i højere grad tage udgangspunkt i, at vi stoler mere på den følelsesmæssige viden, vi allesammen har. Det føles mere naturligt at åbne op og tale om det, vi oplever i vores liv, og søge støtte og udvikling i hinandens erfaringer og holdninger. Vi oplever et fællesskab i problemerne i stedet for at gemme os og lade andre klare vores problemer.

Når vi ikke føler os mindre, og går på røven over hvad som helst, søger vi viden og visdom ikke i en person eller i en bestemt trosretning, men i det vi kan finde ud af sammen. Hvis det der bliver sagt eller foreslået lyder godt, er det ikke så vigtig, hvem der siger eller foreslår det. Snobberi får trangere kår, og vi stoler mere på vores egen vurdering.

Når vi mærker, at vi er lige så meget værd som andre, så frigives en masse ressourcer i os. Ressourcer, der har ligget der hele tiden, spærret inde af vores forestillinger af os selv som utilstrækkelige. Vi begynder at mærke, at rækkevidden af det, vi kan, er uendelig.

Det bliver mere tydeligt for os, at vi selv kan bestemme, hvad vi tror på, og vi selv er ansvarlige for vores valg, er også en erkendelse, der trænger sig på, sammen med erkendelsen af, at vi får konsekvenserne af vores valg, uanset om vi overlader ansvaret til andre eller beholder det selv.

Når vi er i øjenhøjde, kan vi se, at vi faktisk er fælles om mangt og meget. Vi åbner op på det følelsesmæssige område, og får større indføling med andre, og en større følsomhed overfor det, der foregår omkring os.

Det føles, som om man pludselig kan få øje på en masse sammenhænge, der før var skjulte.

Det giver også inspiration til at opgive, at skulle være noget særligt for at være god nok. Det er godt nok at være mig, som jeg er, og jeg begynder i højere grad, at stå ved mig selv, og det jeg mener.

Vi begynder også at mærke, at freden skal starte inden i os. Det bliver tydeligere, at vi alle sammen spiller en rolle i freden, og at lyset i verden kommer ud den vej. Der er ikke andre veje. Det er os, der skal skabe fred med os selv, og give lyset plads på den måde.

Jeg kunne blive ved, og det gør jeg også. Jeg skriver hver dag, om det skift vi er midt i.

Jeg ser og mærker, at det sker inde i mig, i de mennesker jeg er omgivet af og møder. Der er verdener til forskel på den måde, jeg er sammen med andre på nu, end jeg var i '95, da jeg første gang stødte på, at det er muligt, at få det godt med mig selv og andre igennem at forstå, at jeg er lige så meget værd som alle andre.

Jeg ser det også, når jeg løfter blikket ud over verden. Millioner af mennesker flygter fra undertrykkelse, og den gamle mere- og mindreværds-selvforståelse fungerer mere og mere vanvittigt.

Ligeværd er en tilstand, jeg er helt overbevist om, ligger nedenunder det helvede, vi har skabt for os selv med vores mindreværdsfølelser. Den vil dukke mere og mere frem båret at en vilje til at se anderledes og mere positivt på os selv, end vi nogensinde har gjort før.

Det kommer ikke af sig selv, vi skal arbejde for det, og det er der mange, der allerede gør. Det er bare ikke fra magtens dekreter eller de højeste intellektuelle læreanstalter, det udgår fra denne gang. Det foregår ude blandt os mennesker i det daglige, fordi vi tillægger vores erfaringer betydning og deler, men der går det til gengæld stærkt.

Det er det bevidste følelsesmæssige stykke arbejde, der bliver lavet rundt omkring, der virkelig flytter noget. Udover at få erfaringer og konsekvenser, skal vi også tage stilling. Der er heldigvis en stor appetit på, at tage stilling til, og stille spørgsmål ved de forestillinger, vi har om os selv, og hvem vi er, og hvad vi består af.

Vi er der slet, slet ikke.

Vi har stadig uendelige masser af intuitioner om, at vi er små og ubetydelige, og at vold er vejen ud af mindreværdet, at mørket er levende, at vi aldrig vil kunne nå hinanden, at vi skal være noget særligt for at være gode nok, at det vi kommer med, ikke kan bruges til noget, at vi skal underkaste os, eller dominere andre for at være til, at det hele ender af helvede til.

Der er stadig masser af tvivl og modstand. Verden forandrer sig hastigt i disse dage, og på mange måder ser det ud som om mørket breder sig, i stedet for at vige.

Men åbenheden breder sig også, og med den en lysere verden.

Vejen ud af mindreværdet kommer til syne, mens vi går, og i den takt vi kan gennemskue, hvad der egentlig foregår. Det er bare med at finde et tempo, der kan holde, for det kan godt tage et stykke tid, og det kan godt være, vi skal mærke vægten af mørket endnu mere, end vi gør, inden vi beslutter os for, at gå ud på en lysere vej. Men sagen er, at det går stærkere, hvis vi tør vælge perspektivet, at vi er lige meget værd, og så handle mere bevidst ud fra det.

Når vi er i øjenhøjde, kan vi se, at vi faktisk er fælles om mangt og meget. Vi åbner op på det følelsesmæssige område, og får større indføling med andre, og en større følsomhed overfor det, der foregår omkring os.Det føles, som om man pludselig kan få øje på en masse sammenhænge, der før var skjulte.

Britta Kristensen, Svendborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydfyn

Brand i bil på Svendborgsundbroen

Annonce