Annonce
Debat

Debat: Lad os hylde medarbejderne i sundhedsvæsenet

Et dansk medie lavede for nylig en øvelse, hvor man udnævnte de 100 mest magtfulde mennesker i det danske sundhedsvæsen.

Udnævnelsen af magtfulde personer er interessant, fordi den er meget symptomatisk for den måde, som mange ser på sundhedsvæsenet for tiden. Medier og politikere fokuserer på magt, økonomi og antallet af eksempelvis sygeplejersker på sygehusene, og det er selvsagt vigtigt, fordi de strukturelle forhold har stor betydning.

Men engang imellem savner jeg, at vi også sætter fokus på dem, det hele handler om: Menneskerne i sundhedsvæsnet i form af det dedikerede personale, der gør en stor indsats for patienterne på sygehusene og i kommunerne. Personalet er ikke bare tal i et Excel-ark, og masser af sygeplejersker, læger og andre i sundhedsvæsenet har stor betydning for patienterne, selvom de hverken er chefer eller har formel magt.

Mottoet på det tidligere amtssygehus i Aarhus lød: ”Helbrede, lindre og trøste”. Hvis vi ikke kan helbrede, skal vi lindre, og kan vi ikke lindre, skal vi trøste. De tre nøglebegreber er centrale i ethvert pleje- og behandlingsforløb, og vi bør tale langt mere om de medarbejdere, der i hverdagen gør en indsats for at understøtte og forbedre denne pleje og behandling, end om hvem der er placeret hvor på en magtliste.

I virkeligheden burde man lave en liste med de medarbejdere i sundhedsvæsenet, der har haft den største betydning for patienternes pleje og behandling gennem tiderne. Listen kan indeholde personer fra hele landet, der for eksempel har udviklet nye metoder, gjort en stor faglig indsats eller iværksat initiativer, der har betydet meget for patienternes hverdag.

På Fyn kan det eksempelvis være de sygeplejersker, læger og IT-ingeniører, der på Odense Universitetshospitals telemedicinske enhed har udviklet en patientkuffert til patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). KOL-kufferten er en bærbar PC med webcam, og den har givet særdeles gode resultater, som blandt andet kan ses direkte i antallet af genindlæggelser og patienttilfredsheden.

I Østjylland kan det være initiativtagerne bag et tilbud om netværksfokuseret sygepleje til unge med kræft udviklet på Aarhus Universitetshospital. Her rustes de pårørende og det øvrige sociale netværk, så de kan støtte den unge med kræft under behandlingsforløbet. Gennem den netværksfokuserede sygepleje skabes rum for den unges normale vækst og udvikling.

I Sydjylland kan det være folkene bag et akutteam, som er er oprettet af Esbjerg Kommune i samarbejde med Sydvestjysk Sygehus. Akutteamet sikrer, at borgerne oplever sammenhængende og trygge forløb ved at give borgerne mulighed for at få akut sygepleje i eget hjem, hvilket forebygger unødvendige indlæggelser og genindlæggelser.

I det nordjyske kan det være den sygeplejerske på Aalborg Sygehus, som i samarbejde med Region Nordjyllands innovationsenhed Idéklinikken har opfundet en iltsut for at sikre bedre iltbehandling af børn. Sutten er udformet, så den samtidig fører to slanger med ilt op til barnets næsebor og har vakt så stor begejstring, at den sælges til resten af verden.

Og på Sjælland kan det være de sygeplejersker og læger, der står bag ordningen med en børneonkologisk udgående sygepleje på Rigshospitalet. Ordningen aflaster kræftsyge børn og deres familier, der i hjemmet kan få besøge af en sygeplejerske, som kan medicinere, tage blodprøve og oplære familien i pleje- og behandlingstiltag.

Jeg anerkender fuldt ud ledernes store betydning for de nævnte initiativer og alle de øvrige formidable initiativer, jeg ikke har nævnt. Uden ledelsesopbakning går det ikke. Samtidig er det bare vigtigt at anerkende, at ildsjælene bag initiativerne også har en stor betydning for patienterne i hverdagen.

På trods af besparelser, manglende ressourcer og tidspres gør de en stor forskel ved at skabe omsorg, tryghed og pleje, og det er dem og deres resultater, vi bør få frem i lyset, så mennesker andre steder i sundhedssektoren kan lade sig inspirere af deres arbejde.

Lad os sammen hylde dem for at understrege den store betydning, som de har for patienterne, for menneskeheden og ikke mindst velfærdsstaten.

Annonce
Pia Dreyer
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce