Annonce
Læserbrev

Debat: Kan man kaldes en doven tøsedreng efter 321 timers arbejde om måneden?

Læserbrev: Det er sårende og uhyggeligt at blive beskyldt for at være doven med så mange timers arbejde. Jeg havde f.eks. i august 2019 321 vagttimer, uden at få tillæg for overarbejde, uden provision eller tak.

Hvis Helle Linnerup mener, at vi ville dø allerede onsdag, hvis vi var på hendes arbejde, så håber jeg, at hun finder sig et mere afbalanceret job, hvor man ikke er ved at dø. Det er ikke noget hædersbevis. Det er kun farligt for psyke og helbred, og en potentiel byrde for vores sundhedsvæsen.

Vi fastholder at overenskomsten er fejlfortolket af både vognmanden og fagforeningen 3F. I lokalaftalen står der blot, at den daglige arbejdstid kan være op til 10 timer. Ikke, at der skal arbejdes 48 timer om ugen. Intet om timeløn, intet om aftalt antal rådighedstimer (tilkaldevagttimer). Alligevel påstår Vinderup Taxa, at alle SKAL arbejde 48 timer om ugen. Vi chauffører på Ærø påstår, at vi slet ikke har nogen rådighedstimer, men kun vagttimer.

Jeg kan dokumentere, man ikke kan køre provisionskørsel på Ærø. Jeg førte samtlige chaufførers detaljerede regnskaber hver måned, og ingen har nogensinde opnået provisionsløn.

Der er mange ventetimer, men det er ikke det samme som frihed. Det har Østre Landsret lige stadfæstet i en dom.

Der er kun en chauffør per vagt. Vi er selv vagtcentralen. Vi skal tage telefonen i hele tidsrummet (9-13 timer). Vi kan ikke holde pause. Vi SKAL køre alle ture, der bliver tildelt os. Både FLEX, kontoture, kontraktkørsel, færgekørsel og almindelig taxa. Vi kan ikke takke nej til en tur, og vi kan ikke slukke telefonen, når vi går på toilettet. Derfor kan vi ikke udnytte ventetiden til noget fornuftigt – vi er på vagt og på arbejde, ligesom brandmænd og læger. Jeg tror næppe, at læger vil gå med til kun 25 procent i løn i tidsrummet mellem akutpatienterne.

Adrenalin niveauet stiger når man har vagten, fordi vi ved ikke, hvilke ture vi får eller hvornår.

Det er forkasteligt, at vi kører på en turistoverenskomst. Vi kører primært sygetransport og kørsel for øboer. De lange vagter aften og nat, tærer på os selv og familielivet. 30-45 minutters ventetid mellem turene betyder ikke, vi kan nå at "vaske vægge ned" eller "slå græs", hvis vi holder i taxaen i Søby og har en bytur i Marstal om tre kvarter.

Annonce
Michael Svanholt. Foto: Peter Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

23-årig havde været til fest: Politiet mangler oplysninger om dræbt ung mand på motorvejen

Klumme

Indvandrerkvinder skal frigøres

Indvandrerkvinder fra muslimske miljøer står ofte over for store udfordringer, hvis de vil opløse deres ægteskaber. Én ting er at opnå skilsmisse efter dansk lovgivning – noget helt andet er at opnå skilsmisse efter islamiske normer. I sidstnævnte tilfælde kræves i de fleste tilfælde mandens accept. Det betyder, at mange kvinder fastholdes i et konfliktfyldt ægteskab. Selv om de for længst er skilt efter dansk lov. Det er den uhyggelige melding fra flere muslimske kvinder, som den er kommet frem i en undersøgelse foretaget af VIVE (Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd). Både i mit professionelle og frivillige arbejde med voldsramte kvinder møder jeg ofte kvinder med muslimsk baggrund, som spørger til, hvordan der er lykkedes mig at få min religiøse skilsmisse igennem? Jeg har kun ét – enkelt – svar at give: Min danske skilsmisse var nøglen til at opnå frihed. Både juridisk og åndeligt. Den gav mig ro og mulighed for at etablere et nyt liv. Det er ikke alle, der kan gøre som mig, men det er et vigtigt budskab, at i Danmark gælder dansk lov, og en juridisk dansk skilsmisse trumfer altså det religiøse bånd. Det vigtigste er, at de her kvinder kommer stærkt ud af skilsmisseprocessen. Der er rigeligt med udfordringer for en enlig mor, både følelsesmæssigt, økonomisk og praktisk. Og af erfaring ved jeg, at nogle kvinder opsøger imamer i årevis for at afslutte deres muslimsk ægteskab - men kun meget sjældent får de succes med dét. Det er en hård forhandlingsproces, som kræver enormt mange ressourcer. Derfor oplever jeg, at alt for mange kvinder, som prøver at gå dén vej, bryder sammen og går ned med depression og angst. Livet som fraskilt kvinde er ikke nemt i muslimske miljøer. Forvent i hvert fald ingen forståelse, fællesskab og søstersolidaritet. Forvent i stedet sladder som stempler kvinden og nedbryder hendes selvværd - både som selvstændig kvinde og mor. For en fraskilt muslimsk kvinde er det ofte nødvendigt at flytte væk fra bestemte miljøer for at kunne etablere et nyt liv efter en skilsmisse. Jeg er som udgangspunkt stor fortaler for rettighedskampagner, der skal oplyse etniske minoritetskvinder om, hvordan rettighederne er i Danmark kontra de lande de kommer fra. Det er bare ikke altid nok. Skal de muslimske kvinder frigøres fra mændenes og imamernes kontrol, er vi nødt til at bygge dem op helt fra grunden. Det vil sige, at vi skal møde dem med forventninger om, at de deltager aktivt i samfundet. De skal ud fra hjemmet og ud i samfundet. Det vil styrke deres frigørelse og i særdeleshed være en kæmpe styrke for dem, der træffer den beslutning, at de klarer sig bedst helt uden manden.

Annonce