Annonce
Debat

Debat: Intet privatliv til Frederik og Mary

Kongehus: Jeg tænker selvfølgelig på kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, journalisterne bliver sure, når de ikke kan få lov til at sidde i en lænestol i deres soveværelse og følge med i alt, hvad de foretager sig. De mener, de har ret til det, når det er to kongelige, der lever af opmærksomhed fra medierne, der hele tiden fortæller, at det er os danskere, der betaler deres apanage.

Det seneste tilfælde er, at medierne skriver spalte op og ned om deres 12 ugers ophold i Schweiz sammen med deres fire børn, der skal gå i skole, og børnene glæder sig til at komme ud og stå på ski, med det samme kommer medierne og ikke mindst Fyens Stiftstidende og kritiserer, at børnene ikke siger skole i stedet for ski, hvad ville deres egne børn sige hvis de blev spurgt om det samme?

Medierne er også fornærmede over, at de intet har vidst om, at de have købt et hus i Schweitz for flere år siden, at tænke sig at medierne ikke synes det er godt, at deres mor Mary bor der sammen med dem i de 12 uger, og at deres far får større muligheder for at være sammen med dem, fordi han samtidig skal være med til ungdoms-OL, det er da god planlægning, som alle andre ville få ros for, når man rejser ud i verden for at arbejde til gode for Danmark.

Så begynder man også at sammenligne dem med den engelske prins og hans kone, der trækker sig fra tronfølgen og begynder at skrive om, at det bør kronprinsens broder Joachim nok også gøre også måske på sigt Frederik også.

Hvad er I dog for nogle røde journalister, der er bange for at miste jeres arbejde med at kritisere det danske kongehus og vil have ret til at være tæt på kongehuset og skrive om alt, hvad de tænker og gør og mener, at de ikke skal have ret til bare lidt privatliv?

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce