Annonce
Debat

Debat: Højrefløjens colosseum og tredelingen af magten

Flygtninge: Hvor er det godt, at Hans Jørgen Bonnichsen er med i Avisen DANMARKs faste panel. Tak for at du deler dine tanker og ikke mindst din store viden og din indsigt på mange områder med avisens læsere.

Nu sidst skriver HJB om de perfide og hjerteløse udtalelser fra DF-medlemmer som, når de ytrer sig, gerne benytter eller tænker begrebet ”dem og os”, hvis det drejer sig om indvandrere og ikke mindst om muslimer.

”Os”, der synes, det er i orden ikke at hjælpe alle børn i verden. Selv dem, der sidder og rådner op under de frygteligste forhold i flygtningelejre, fordi deres forældre har brudt loven på det grusomste og har begået uhyrlige forbrydelser. Også ”os” der er blottet for empati og kan sige: ”Ja, sådan er det bare!).

Jeg har absolut ingen sympati for disse holdninger, jeg frabeder mig at blive medregnet til denne ”os-gruppe”. Jeg afskyr i øvrigt enhver form for generaliseringer, af en hvilken som helst befolkningsgruppe.

Mit ærinde med dette indlæg er naturligvis at tage afstand fra enhver form for forståelse med disse IS-forbrydere og deres koner. Men også at undre mig over de danske politikere, der mener, det er i orden at børnene, skal lide på grund af deres forældres uforståelige beslutninger, det er så hjerteløst at det skriger til himlen.

Forældrene skal selvfølgelig stå til regnskab for deres beslutninger og idømmes lange straffe, der vil forhindre dem i at øve terror eller anden samfundsskadelig virksomhed i Danmark. Men det mener den socialdemokratiske regering altså ikke!

Regeringen vælger i stedet at benytte sig af muligheden for at rokke ved det gamle danske dogme om tredeling af magten. De fratager administrativt disse forrædere deres danske statsborgerskab. Nu kan disse mennesker suse rundt i andre lande og få hyggelige besøg af, måske endda oplære unge, danske radikaliserede muslimer med hang til terror, i at gennemføre den her i landet!

Man kunne ønske, det for alle danskere, politikere og menige borgere ville være helt naturligt at bruge både hjerte og forstand, når sådanne afgørelser skal træffes.

Annonce
Birgit Kjær
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce