Annonce
Debat

Debat: Håbløst at politikerne tvinges til at modtage løn under orlov

Hvorfor gælder der nogle regler for almindelige danskere og andre regler for vores politikere – vel at mærke regler, der stiller de folkevalgte langt bedre?

Det spørgsmål er der sikkert mange, som har stillet sig selv gennem de senere år, hvor ikke mindst folketingspolitikernes meget favorable vilkår på pensionsområdet har været til debat. En forskelsbehandling, der helt sikkert er med til at øge politikerleden i vores land.

Men det er ikke kun folketingspolitikerne, som har særligt gode vilkår. Også vores byrådspolitikere har på enkelte områder nogle vilkår, der er uforståeligt favorable. Et eksempel herpå er reglen omkring vilkårene for orlov.

Hvis en almindelig lønmodtager ønsker orlov, vil det ofte kunne lade sig gøre, hvis medarbejderen selv betaler for orloven. Men hvis en byrådspolitiker får lyst til at søge orlov fra jobbet som folkevalgt, vil det i de første tre måneder kunne gøres samtidig med, at politikeren modtager fuld løn.

En helt uforståelig forskelsbehandling, og historien bliver kun endnu mere vanvittig. For politikeren SKAL faktisk modtage lønnen, selv om han/hun ikke ønsker det.

I Aarhus har politikeren Louise Lindskog eksempelvis ønsket orlov i fem måneder, fordi hun i forbindelse med sin uddannelse skal til udlandet. Derfor søgte hun om at slippe for at få udbetalt sin løn, men det er ifølge reglerne ikke muligt.

Vanvittigt – ikke mindst når man tænker på, at næsten 200 politikere været på orlov med fuld løn siden 1. januar 2018.

Hvis vi vil sikre, at vores land bliver ledet af dygtige og veluddannede mennesker, skal vi naturligvis give dem gode forhold og en rigtig god løn. Men det betyder også meget, at politikernes anseelse i befolkningen bliver forbedret, og skal det ske, skal vi sørge for at få fjernet de umiddelbare urimeligheder, som gør, at almindelige mennesker føler sig forfordelt, og som tegner et billede af, at de folkevalgte meler deres egen kage. Og her er områder som ret til pension i en tidlig alder og orlov med løn to meget vigtige områder at få ændret hurtigst muligt.

Annonce
Jan Schouby
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce