Annonce
Debat

Debat: Europas skrumpende nationer råber vagt i gevær

Demografi: Tre bulgarske mænd i japanske kostumer og bevæbnet med sværd går ned ad gaden i Sofia: ”Hvem er I, og hvad vil I her?”, spørger de forundrede bulgarere. ”Vi er de syv samuraier, og vi ønsker at gøre dette land til et bedre sted”, lyder svaret. ”Men hvorfor er I så kun tre”? ”Fordi kun tre af os blev her. De andre er taget til udlandet”.

Denne bulgarske vittighed for igennem mit hoved, da Kroatien i starten af januar præsenterede sit EU-formandskabsprogram. For første gang skal EU ikke kun beskæftige sig med indvandring – for eksempel fra Afrika og Mellemøsten – men i høj grad også med affolkning. Størstedelen af de central- og østeuropæiske lande kæmper nemlig med en farlig cocktail af lave fødselsrater og udvandring til resten af EU. Bulgarien har for eksempel vinket farvel til 21 procent af landets befolkning siden EU-medlemskabet, mens Kroatien står til at tabe 17 procent frem mod 2050.

Befolkningstabet udløser en ond cirkel. Unge flytter til for eksempel Tyskland, da det er svært at få job og lægehjælp til deres børn i hjemlandet, mens andre frygter, at den skrumpende befolkning udløser en situation, hvor nationen langsomt, men sikkert, forsvinder.

De central- og østeuropæiske lande er alle i fuld sving med egne initiativer. F.eks. brugte Ungarns premierminister Viktor Orban sin nytårstale til at annoncere, at staten har opkøbt stort set alle private fertilitetskliniker. Men ifølge Kroatiens formandskab bør EU også gøre noget i fællesskab, og for første gang har EU fået en kommissær, der har demografi som en del af sit arbejdsområde.

Kroatien vil under sit formandskab appellere til, at EU ser på, om der kan udvikles initiativer på tværs. Er der f.eks. nogle lande, der har knækket koden med at løfte fødselsraterne? Og hvordan kan EU’s regionalfondsstøtte i højere grad bruges til at forhindre affolkning af hele regioner i for eksempel Bulgarien?

Ønsket om at anvende EU’s budget kan vanskeliggøre de i forvejen komplicerede budgetforhandlinger, hvor en række lande, herunder Danmark, arbejder for, at budgettet ikke må stige – snarere tværtimod. Nu udfordres disse forhandlinger yderligere af, at Europas skrumpende lande råber vagt i gevær.

Annonce
Lykke Friis
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce