Annonce
Debat

Debat: Er jagten på det perfekte i virkeligheden indgangsporten til det uperfekte?

Hvor skyld fortæller noget om, at det man har gjort, er forkert, knytter skam sig til hele vores identitet, og at denne er ’forkert’.

De nyeste undersøgelser fra Stressforeningen viser, at omkring 250.000-300.000 lider af alvorlig stress i Danmark.

I en artikel fra TV2's nyheder (”Hver tiende ung er ensom - især kvinder føler sig udenfor”) fremgår det, at 8,5 procent af mændene og 10,3 procent af kvinderne mellem 16 og 24 år føler sig ensomme. Derudover viser et forskningsprojekt fra Rigshospitalet i 2017, at antallet af unge mellem 15 år og 19 år, der får stillet diagnosen depression, er tredoblet siden år 2000.

Tallene afspejler en grundtilstand hos mange individer i den perfektionismekultur, vi lever i for tiden, hvor alle har travlt med at opnå den perfekte familie, det perfekte job, den perfekte kæreste, den perfekte krop og de perfekte børn. Jeg synes det at have mål i livet vidner om et sundt sind. Det jeg alligevel undrer mig over, er, hvorfor vi ikke lader os tilfredsstille, og hele tiden føler vi skal bedres?

En af mine nærmeste er syg. Han er indlagt på sygehuset, og det eneste jeg kan tænke på er, hvornår jeg mon sidst gav ham et kæmpe kram og fortalte ham, hvor højt jeg elsker ham? Egentlig kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort det med nogen overhovedet. Det er ret chokerende, når jeg jo mener at noget af det mest grundlæggende i os mennesker er kærlighed.

At føle sig elsket, accepteret og inkluderet, er et urmenneskeligt behov. Derfor tænker jeg, at statistikkerne over stress og depression også kan være et udtryk for, hvor langt vi vil gå for at gøre os ”fortjente” til accept og kærlighed. For hvornår ved vi, at vi rent faktisk er gode nok til at være en del af gruppen?

Evolutionsmæssigt er vi kodet til at være en del af en flok. Hvor krybdyr bliver sat i verden, tilsigtet at de skal kunne klare sig selv, lige efter fødslen, fungerer det for mennesker, at de skal passes på fra spæd. Frygten for at blive lukket ude af en relation eller en social sammenhæng kan derfor per instinkt sidestilles med frygten for ikke at kunne overleve. På den måde bliver den perfekte facade et forsvar imod at træde tydeligt frem og vise sig selv. For hvad nu hvis man bliver afsløret i ikke at være god nok? Den dårlige nyhed er, at vi højest sandsynligt kvitterer med ensomheden, for så ikke at risikere at blive valgt fra eller afvist.

Kærlighed rimer på ærlighed, og hjerte rimer på smerte. Sigmund Freud, 1856-1939, sagde engang ”vi er aldrig så sårbare som når vi elsker”. Kanske det forklarer, hvorfor vi arbejder så hårdt for at blive holdt af og måske endnu hårdere for at skjule, hvor meget vi holder af andre. Det kan føles skamfuldt at være ærlig, sårbar og at elske og holde af for, hvad hvis det ikke er gengældt. Skam er en af de følelser hos mennesket, der kan være allersværest at bære på. Hvor skyld fortæller noget om, at det man har gjort, er forkert, knytter skam sig til hele vores identitet, og at denne er ’forkert’.

At skam kan frembringe en afslørende forkerthedsfølelse kan hurtigt blive hæmsko for autentiske relationer, og måske det også er med til at forklare, hvorfor hver tiende ung føler sig ensom. Ifølge psykiatrifonden har et ud af fem børn i 11-15-års alderen tegn på dagligt dårlig mental sundhed og ifølge sundhedsstyrelsen har cirka halvdelen af alle psykiske lidelser deres debut inden 14-årsalderen. Ydermere, viser en anden undersøgelse fra psykiatrifonden, at hver femte dansker har lavt selvværd.

Generelt er vi gode til at give udtryk for, hvor stolte og glade vi er for børn, når de har præsteret og ydet noget bemærkelsesværdigt. Jeg er ret sikker på, at det ikke er noget der bliver gjort bevidst, men børn bliver ofte anerkendt for deres gøren og ikke deres væren. Mens selvtilliden, som afspejler troen på egne evner, bliver boostet, bliver selvværdet, som er troen og accept af os selv uafhængigt af hvad vi præsterer, overladt lidt til sig selv. Allerede der, bliver der dannet et fundament der understøtter idéen om at vi kun er ’gode nok’ når vi har gjort os fortjent til det. Og når den sætning bliver en integreret del af børn og unges hverdag, kan jeg kun forestille mig at det danner grobund for et usundt mønster i voksenlivet. Det giver måske lidt sig selv, hvor stressfuldt og ensomt det kan føles, hvis man oprigtigt tror man kun er det værd man kan præstere.

Vi er ikke født med dårligt selvværd, stress, eller depression. Det er noget. alle kan rammes af. Heldigvis betyder det også, at det er noget, vi kan hele fra. Jeg mener klart, at statistikkerne på stress, depression, ensomhed og dårligt selvværd indikerer, at alle (inklusive mig selv), bør blive bedre til at give udtryk for, hvor meget vi sætter pris på hinanden. Jeg er sikker på at det kræver stort mod, for den der elsker mest, har også mest at miste, men jeg er også ret sikker på at mere (k)ærlighed kan gøre stress-epidemien mindre, og børns mentale sundhed markant bedre.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce