Debat: Det kongelige ridt og den folkelige sejr ved genforeningen

”Nu var kongen lige ved æresporten. Han havde taget sin chakot af og hilste med små nik til begge sider. Man kunne se, hvor bevæget han var. Nu var det, som holdt han hesten an og så til vejrs mod indskriften og flagene ovenover, som rørte sig i morgenvinden. Og nu – der er i dette øjeblik fuldkommen stille omkring ham – er kongen lige under æresporten. En dæmpet trommehvirvel – og kong Christian den Tiende er redet over grænsen ind i Sønderjylland”.

Sådan skildrede bibliotekar Carl Dumreicher det store øjeblik i sin bog Genforeningen 1920. Klokken var 9.20, dagen var den 10. juli 1920, og stedet den dansk-tyske grænse fra 1864 ved Frederikshøj nord for Christiansfeld. Den grænse, som ikke længere eksisterede, efter at kongen dagen i forvejen havde underskrevet loven om indlemmelsen af de sønderjyske landsdele i kongeriget Danmark med øjeblikkelig virkning.

Begivenheden var nøje sat i scene, så den svarede til den sagnomspundne Jomfru Fannys spådom 40 år tidligere: at kongen ville ride ind i det genvundne land på en hvid hest. Så snart kongen var nået ind i Sønderjylland, brød jubelen løs. Kong Christian fortsatte efter velkomsten sit ridt ind i Sønderjylland. En ni-årig pige, Johanne Braren, overrakte ham blomster. Spontant trak han hende op til sig på hesten, gav hende et kys i panden og lod hende ride med, før hun skrækslagen blev givet tilbage til sin plejemor. Endnu en symbolladet handling, her efter et litterært forbillede, forfatter Henrik Pontoppidans digt fra 1918 om den røvede datter, der dybt begrædt kom frelst tilbage.

Ikke et øje var tørt. Slet ikke kongens.

Med den stærke symbolik var det ekstra uheldigt, at kongen blev kastet af hesten. Det skete, da han kort før Haderslev skulle stige om fra bil til en ny hest. Bevidst om symbolikken bed kongen smerterne i sig og gennemførte ridtet ind i Haderslev på en anden og roligere hest.

Den største stund og den store gave er blandt de mange euforiske udtryk, som er taget i anvendelse om Genforeningen. Allerede når man sætter ord på grænseændringen i 1920, ligger der et valg af historisk perspektiv. Danskerne og de dansksindede sønderjyder ser den som en genforening, hvor den danske del af det gamle hertugdømme Slesvig kom tilbage til Danmark, og den uretfærdige grænse fra 1864 blev overvundet. Tyskerne og de tysksindede nordslesvigere ser den som Nordslesvigs afståelse til Danmark. Set i det århundredlange perspektiv kan man lige så vel tale om en deling af det gamle hertugdømme Slesvig.

Genforeningen i 1920 genererede tidligt sin egen mindekultur. Den har især rettet sig mod afstemningsdagen den 10. februar og den officielle genforeningsdag den 15. juni eller genforeningsfestlighederne den 10.-11. juli. Allerede den 10. februar 1921 blev der i de sønderjyske købstæder og i de fleste sogne holdt fester til minde om afstemningen.

De fulgte fra begyndelsen det sønderjyske mønster for folkelige møder med en hovedtaler, fællessang og korsang – og kaffebordet ikke at forglemme. Længe var fortællinger fra deltagere i afstemningen også en fast bestanddel. Arrangørerne var stedets danske foreninger. Fra 1933 var det typisk det lokale Danske Samfund, som samlede dansksindede på tværs af politiske partier og andre skel til værn om grænsen mod den nye trussel sydfra.

Afstemningsfesterne havde deres storhedstid, mens der endnu levede sønderjyder, som havde stemt i 1920, og så længe de dansk-tyske modsætninger krævede en national mobilisering. I 1960’erne svækkedes traditionen. 50-årsjubilæet i 1970 var en undtagelse, men derefter fortsatte tilbagegangen. I 1970’erne så det ud til, at traditionen helt skulle uddø. Sådan kom det ikke til at gå. I 1980’erne blev den genoplivet og har siden vist sig levedygtig, selv om den ikke når fortidens højder.

Afstemningsfesterne var fra begyndelsen sønderjydernes markering af den dag, hvor de selv eller deres forfædre fik landsdelens skæbne lagt i deres hænder. Også genforeningsdagen den 15. juni blev fra begyndelsen fejret flittigt lokalt i Sønderjylland, men i længden havde den ikke samme brede appel som afstemningsdagen.

Det var vanskeligt at knytte konkrete begivenheder til dagen og slet ingen, som involverede menigmand. End ikke ved de officielle markeringer af de runde jubilæer for Genforeningen holdt man konsekvent fast ved den 15. juni. Ved disse fester knyttede man lige så ofte an til traditionen fra den 11. juli 1920 og arrangerede fester, hvor repræsentanter for det officielle Danmark mødtes med sønderjyderne i Kongeskansen på Dybbøl. Sådanne genforeningsfester blev holdt i 1930, 1945, 1970, 1980 og 1995.

Et er sikkert: Der bliver festet igennem igen i 100-året i 2020, hvor alle sønderjyske sejl er rebet. Ikke kun i Sønderjylland, men over det ganske land. Det første halvår kommer nemlig til at stå i Genforeningens tegn med fester, foredrag og fællessang.