Annonce
Kerteminde

Debat: Det hænger ikke fornuftigt sammen

Læserbrev:

Kære politikere

Kerteminde Kommune har en Handicappolitik med baggrund i FN’s handicapkonvention samt principperne i den danske regerings Handicappolitiske målsætning.

Dansk handicappolitik skal være med til at understøtte en samfundsudvikling, hvor børn, unge og voksne med handicap har samme muligheder for at udnytte deres potentiale og samme ansvar for eget liv som alle andre samfundsborgere.

Det langsigtede mål er at skabe et inkluderende og mangfoldigt samfund baseret på respekt for forskellighed, og hvor der støttes op om den enkeltes ressourcer og muligheder. Men også et samfund, hvor ansvar og muligheder balancerer, og hvor den enkelte gør sit til at deltage i og bidrage til fællesskabet. Kort sagt et samfund, hvor afsættet for handicappolitikken er det enkelte menneskes møde med omgivelserne – ikke funktionsnedsættelsen.

Ligeledes har Kerteminde Kommunes Byråd en overordnet handicappolitisk målsætning, som siger:

- At medvirke aktivt til at fremme en udvikling, hvor den enkelte borger med funktionsnedsættelser på en respektfuld måde oplever selvbestemmelse og gives mulighed for at udnytte egne ressourcer bedst muligt.

- At der tilbydes borgere med funktionsnedsættelser og deres familier en differentieret, sammenhængende og helhedsorienteret kommunal service, hvor højest mulig grad af selvhjulpenhed, sundhed og livskvalitet tilgodeses.

- At medvirke til, at borgere med funktionsnedsættelser gives muligheder for et aktivt liv på lige vilkår med borgere uden funktionsnedsættelser.

Fundamentet for Kerteminde Kommunes Handicappolitik er:

Ligebehandling: Alle uanset handicap skal have mulighed for at deltage i samfundslivet. Denne mulighed fratager man borgerne, hvis de ikke længere har mulighed for at deltage i f.eks. madlavningen. Den pædagogisk effekt og relevans samt oplevelsen af sanseindtryk og dufte vil forsvinde.

Det har stor betydning for borgere at få oplevelser/fællesoplevelser. Borgere fratages muligheden for at deltage i samfundslivet, hvis FlexTrafikken bliver den eneste mulighed. Mange borgere kan ikke bruge denne form for transport på grund af deres handicap og sygdom. De fratages muligheden for et aktivt liv, hvis de ikke kan transporteres med Støttecentrets/Bostedets busser.

At leve i samfundet er også ture, oplevelser, koncerter, biograf, festivaller o.l. som borgeren har sammen med sine bofæller. Disse muligheder ønsker man at fratage borgerne, hvis/når de har mulighed for at deltage i ovenstående sammen med egen familien. Dette tvangsbinder handicappede familier til at deltage i aktiviteter, som ikke er normalt forekomne som en del af voksen– og familielivet. Under alle omstændigheder er det ikke normalt, at forældre til voksne børn tvinges til at indretter ferie, fridage og helligdage i forhold til det voksne barns muligheder for at afholde ferie.

Mange af disse borgere betragter bofæller som “familie”. Og nogen har ikke anden “familie”. Borgerne profiterer af at komme på ferie med hinanden. Her indgår de i en ligeværdig hverdag med opgaveløsninger som indkøb, madlavning, borddækning, oprydning, opvask o.l.

Kompensation: Der skal være ydelser og hjælpeforanstaltninger til at minimere og kompensere for konsekvenserne af en funktionsnedsættelse. Ydelser kan bl.a. være pædagogisk støtte og praktisk hjælp til dagligdags gøremål, såsom rengøring, personlig hygiejne, økonomi, indkøb, lægebesøg o.l. Megen af denne pædagogiske støtte og hjælp opnås ikke ved gentagne besparelser på normeringerne.

Hjælpeforanstaltninger kan bl.a. være transport i egen bus, da mange borgere ikke kan bruge offentlig transport eller FlexTrafik.

Der er gentagne gange lavet nedskæringer i normeringerne på Støttecentre og Bosteder med det resultat, at de enkelte enheder ikke længere har mulighed for at varetage hensynene til borgere med funktionsnedsættelser. Dette ses også bl.a. i den kraftige stigning af antallet af klager over manglende eller udeblivende hjælp og støtte til de handicappede herunder også flere beskrivelser om borgere som oplever forværringer i deres situation pga. ovennævnte.

Dette presser endvidere medarbejderne, både fysisk og psykisk, med længere og mere sygefravær som resultat. Og hvem går det ud over? Rigtigt - borgerne som har brug for daglig stabil hjælp og ikke skal have vikar på vikar.

Ved gennemførelse af disse besparelser er det vores overbevisning, at dette ikke vil medføre de forventede besparelser, tværtimod vil det øge omkostningerne, både økonomisk og personligt, for borgere og kommunen.

Hvordan kan I politikere endnu en gang pege på besparelser på området Handicap og Psykiatri? Vi kalder det afvikling af nærhedsprincippet og udvikling af eksklusion og isolation, idet der ikke er mere livskvalitet tilbage for de involverede borgere såfremt disse besparelser går igennem.

Der kan ikke spares mere!!! Der er skåret helt ind til benet. Direktionen påpeger, at der ikke kan spares mere på administrationen!! Hvorfor ikke? Hvis der kan spares på fysisk og psykisk handicappede borgere, kan der vel også spares på administrationen? Her skal vi også huske jer politikere på, at der stadig er et stort efterslæb af ulovlig sagsbehandling og manglende udførelse af socialpædagogiske opgaver, som endnu ikke er igangsat. Her skal det understreges, at disse opgaver jo er indrømmet af kommunen som værende pligtopgaver og yderst vigtige for de handicappede.

Læser man Kerteminde Kommuners Årsberetning så vil man kunne læse at (antal personer):

Der i 2015 var ansat 185,3 i Administrationen.

Der i 2015 var ansat 186,8 i Handicap og Psykiatri.

Der i 2016 var ansat 195,1 i Administrationen - en stigning på 9,8.

Der i 2016 var ansat 181,1 i Handicap og Psykiatri - et fald på 5,7.

Der i 2017 var ansat 196,8 i Administrationen - en stigning på 1,7.

Der i 2017 var ansat 185,1 i Handicap og Psykiatri - en stigning på 4.

Der i 2018 var ansat 194 i Administrationen - et fald på 2,8.

Der i 2018 var ansat 158 i Handicap og Psykiatri - et fald på 27,1!

Alt i alt har der været en stigning på 8,7 i Administrationen.

Alt i alt har der været et fald på 28,8 i Handicap og Psykiatri.

Alle tal er iflg. Årsberetningerne fuldtidsstillinger.

Hvorfor skal der til stadighed spares på de sårbare borgere?

Syntes I - kære politikere - ikke, at det giver stof til eftertanke, at antallet af ansatte i Administrationen stiger og stiger samtidig med, at antallet af ansatte “varme hænder” falder?

Det hænger ikke fornuftigt sammen!

Annonce
Tina Brandt. Arkivfoto: Kim Rune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce