Annonce
Kerteminde

Debat: Det er ikke lykkeligt

Læserbrev: Der er "kun" kommet to bud på Ndr. Havnekaj, men det kan godt være, det ender lykkeligt, da ét bud kan være nok, udtaler Klavs Lauridsen 4/9.

Jeg synes, det vil være ulykkeligt for vores by, hvis stort set hele havnekajen bliver privatiseret, som det er planen. Væk er alle høringer og borgermøder og de tidligere hensigter om at frede den yderste halvdel til rekreative formål.

Hvorfor vil kommunen ikke indgå det kompromis med borgerne, at man sår græs på den kvadratiske del af det asfalterede parkeringsområde og lader det plus græsset omkring og længere ude være et åbent rekreativt område med frit udsyn.

Under kirsebærfesivalen kunne vi læse, at torvet var for lille. Herude kunne man få en plads, der var dobbelt så stor til musikarrangementer og andre ting.

Hvorfor synes politikere, at det er mere vigtigt at lave mondæne velhaverkvarterer på havne end at bevare åbenlyse værdier.

Islandsgade og Strandkilen skal alligevel bebygges til ukendelighed, - kunne man så ikke nøjes med den indre halvdel af havnekajen, som det før var meningen Men nej. "Nu hvor vi på grund af Kulturarvsmasterplanen ikke må bygge i 4 etager, så tager vi bare "hele vejen ud" i stedet for". Jeg føler, at smarte politikere har taget masterplanen som gidsel og brugt den som påskud til at sælge stort set hele kajen og dermed ofret en meget stor værdi for byen.

Det er ikke lykkeligt.

Annonce
Grafik: Kerteminde Kommune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce