Annonce
Debat

Debat: Den perfekte kultur - Hvorfor var der ingen, der retoucherede mit skolefoto?

At skolefotografering stadig findes, er i sig selv imponerende: At man i 2019 kan få børn og unge til at stille sig op foran en trist baggrund og lade en fremmed, akkordlønnet voksen tage deres billede må være den ypperste form for autoritetsunderkastelse.

Man kunne med god grund argumentere for, at skolefotoet er en anakronisme fra en tid, hvor det at vandkæmme håret og lade sig forevige til klassebilleder og julegaveportrætter kun skete én gang hver eller hverandet år.

I dag har vi alle et kamera indbygget i højre hånd, vi er alle fotografer og portrætterer konstant os selv og hinanden; især vores indfødte digitale yngel har et skarpt blik for motiver, vinkling, farver og ja, redigering.

En række skolefotografer var i denne uge kilder til en DR-historie om, at stadig flere voksne ringer og beder om at få deres børns foto retoucheret. En historie, der underbygger vores bekymring for perfekthedskulturen. For hvad er det vi gør ved vores børn, hvis vi lærer dem, at det ikke er ok at have bumser, eksem eller sår?

Sociolog Eva Steensig advarer om projektbørn, der bliver til skrøbelige unge, der ender med at stå alene om deres identitetsdannelse. Men når jeg kigger på mit skolefoto fra 7. klasse, taget en vinterdag i 1985 på Hammershøj Centralskole, ønsker jeg ikke den tid tilbage: Den skæve Tommy Seebach-permanent og den store røde bums på næsen vidner ganske rigtigt om, at der ikke var fokus på det perfekte, og at forældre ikke fejede foran deres børn. De arbejdede måske nok mindre og brugte mindre tid ved skærmen, men helt ærligt: De brugte ikke tiden på at tale med deres børn og på at forstå os og hjælpe os med at lempe den svære overgang til voksenlivet. Vi var nøjagtigt lige så alene om at danne vores identitet, som unge er det i dag. Vi så bare værre ud imens.

Annonce
Rikke Dal Støttrup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Odeon. Jeg håber, at sandheden kommer frem

Læserbrev: Det glæder mig at læse, at borgmester Peter Rahbæk Juul (S) nu også bakker op om en forklaring fra Odeon i forbindelse med aflysningen af den eksilkinesiske dansetrup Shen Yun. Forhåbentlig kan vi nu endelig kan få en afklaring på, hvilken af de forskellige forklaringer Odeon ønsker at holde fast i, om der rent faktisk er hold i én af disse forklaringer, eller om Kinas håndlangere virkelig har fået slået deres klo i Odeon. Borgmesteren har tidligere givet udtryk for, at byråd og myndighed skal passe på med at stikke deres lange næse i en privat virksomhed og deres forretning. Men når selvsamme virksomhed er ejet og betalt af byens borgere og har indgået en driftsaftale med Odense Kommune, er det en anden sag. Med dén aftale har Odeon nemlig forpligtet sig til at overholde Odense Kommunes kulturpolitik, ”Med odenseanerne i centrum. Kunst- og kulturliv som storbygenerator”, som tager udgangspunkt i følgende; beriger, udfordrer og skærper odenseanerne gennem hele livet; bidrager til odenseanernes livskvalitet, trivsel og udfoldelsesmuligheder inden for kunst og kultur og; skaber fællesskaber mellem mennesker og sammenhængskraft i byen. Ydermere skal ‘...kunst- og kulturlivet i Odense være relevant for sit publikum’ samt …’berige og bidrage med kant og refleksion til odenseanerne og byens gæster.’ Uanset af hvilke årsager Odeon begrunder aflysningen af Shen Yun med, mener jeg ikke, at de har levet op til deres aftale. Og det ser jeg som et kæmpe troværdighedsproblem - for Odeon selv, vores by, borgere og besøgende. Men især for Odense set i et internationalt perspektiv. Jeg håber, at sandheden ser dagens lys, så vi alle fremadrettet kan være forvisset om, at i Odense er der rum for alle former for kunst og kultur.

Odense For abonnenter

Odense Kommune erkender svigt: Spejlglat vej skulle have været saltet længe inden dødsulykke

Annonce