Annonce
Kerteminde

Debat: Da 3 minutter gjorde verden til forskel…

Læserdebat: I Weekendavisen d. 14. februar 2020 kunne man læse om Journalist på Weekendavisen Hans Mortensens besøg på en af de nyeste, og mest omtalte, togstationer i Danmark – Langeskov Station.

Hans Mortensen var foranlediget af, at Folketingsmedlem for Liberal Alliance Henrik Dahl for et par uger siden havde et halvkikset forsøg på at gøre sig morsom over Langeskov Stations status som IC-station, steget på toget i København en morgen for at lave en førstehåndsberetning om, hvor få passagerer der benytter Langeskov Station.

Som udenforstående læser af Weekendavisen er der da heller ikke noget at få morgenkaffen galt i halsen over, og det ser ud til, at både Hans Mortensen og Henrik Dahl har en pointe. Perronerne ligger stort set øde hen ved begge besøg og understøtter fortællingen om en station, der udelukkende er bygget som led i politisk kompromis.

Nuvel, den del af historien er der også et gran af sandhed i. Langeskov station blev, lige som så mange andre store infrastrukturprojekter, besluttet som led i en meget bredt funderet politisk aftale om bedre mobilitet fra 2010. Rent faktisk var aftalen så bred, at selv Liberal Alliance var medunderskriver på aftalen – sandsynligvis fordi de selv fik noget ud af aftalen et andet sted i landet.

Men lad mig lige vende tilbage til de tilsyneladende tomme perroner på Langeskov Station. Da Henrik Dahl sad sine 3 minutter i toget på Langeskov station en søndag middag, på vej mod sit hjem i Sydjylland, så han sit snit til at underbygge en politisk pointe ved at filme den ene perron på Langeskov Station, som tilfældigvis var modsatte perron af den hans eget tog holdt og samlede passagerer. En perron, hvor der er minimum 15 minutter til næste tog ankommer, så det ville da være meget mærkeligt, om der allerede stod en flok og ventede på at komme østpå.

Til Henrik Dahls ros skal siges, at han har indrømmet at hans måde at manipulere med virkeligheden var ment som en morsomhed, men det ændrer ikke ved, at hans politiske dagsorden er, at Langeskov station ikke har en berettigelse som IC-station.

På samme måde drog Hans Mortensen afsted til Langeskov. Denne gang var det dog en mandag formiddag – i vinterferien. Ikke nok med, at han ikke stod klar på perronen til morgenafgangene for at få et reelt billede af, hvordan passagertallet ser ud på de travle morgenafgange, han gad heller ikke reflektere over, om der måske var forskel på en morgen i skolernes vinterferie og en helt almindelig hverdagsmorgen i en hvilken som helst anden uge.

Nej, Hans Mortensen havde nemlig en trafikrapport udarbejdet for Trafikstyrelsen af Incentive til at underbygge sine fordomme med. Rapporten slår fast, at der er i omegnen af 250 påstigere fra Langeskov station om dagen og det leder til konklusionen, at passagertallet fra Langeskov Station er langt mindre, end det man havde forventet i planlægningsfasen.

Det lyder jo som rystende dårlig trafikplanlægning, og heldigvis viser det sig da også, at tallene i rapporten ikke opgør antal daglige rejsende på samme måde som de oprindelige analyser fra planlægningsfasen.

Ser man nærmere på Incentives tal, tæller de kun påstigere, mens der i de oprindelige tal var indregnet både på- og afstigere i det samlede tal. Det vil sige, at det tal, vi reelt skal se på, er det dobbelte antal passagerer pr. dag. Dette antal understøttes af de tællinger ildsjæle i Langeskov også får, når de med faste intervaller laver stikprøvetællinger på Langeskov Station.

Det, både Hans Mortensen og Henrik Dahl overser, er, at det er IC-toget, der stopper i Langeskov og ikke IC-Lyn, som de får det til at fremstå som. IC-lyn er netop kun tænkt som en direkte forbindelse mellem de store byer, hvor IC stopper på mange små og mellemstore stationer på sin tur gennem Danmark.

Hans Mortensen fik en lille udflugt til det østfynske og fik set, hvordan en lokal station ser ud, når man bevæger sig ud i det, han højst sandsynligt vil kalde provinsen. Han drog en noget forhastet konklusion, men hvordan skulle han kunne andet – ikke mindst set i lyset af, at hans verdenssyn allerede var farvet, inden han drog ud for at samle empiri.

Det han ikke så, var, hvor meget denne lille, i hans øjne, ubetydelige og samfundsskadelige station, betyder for lokalsamfundet. Han gik ikke en tur i byen og snakkede med de mennesker, der bor og arbejder i området og hørte om, hvor meget stationen har betydet for hele det midt- og nordøstfynske område.

Nej, det havde Hans Mortensen ikke behov for. Han skulle jo bare skrive en historie, der kunne underbygge Henrik Dahls påstande og hans egne fordomme.

Henrik Dahl fik også sine 3 minutter på Langeskov Station til at gå, og i mellemtiden er han nået hjem til sin egen lille sydjyske miniputby, hvor toget tilfældigvis også stopper, selvom det ikke nødvendigvis er den mest rentable samfundsøkonomiske løsning. Det er selvfølgelig en helt anden historie, for det er jo på Henrik Dahls hjemegn.

Langeskov station blev pyntet med flag ved åbningen i oktober 2015. Arkivfoto: Robert Wengler
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Der er lys - også i den mørke tid

Da Hitlers sorte fugle fløj over Danmark i de tidlige morgentimer for 80 år siden, var det begyndelsen på fem mørke år. Begivenhederne 9. april 1940 var imidlertid også begyndelsen til, at danskerne endnu engang indså, at det lille land højt mod nord ikke kan klare sig alene. Læren af besættelsen var derfor blandt andet, at vi aktivt skal indgå i samarbejder, der rækker langt ud over vores egne grænser, hvis vi skal kunne løse vores sikkerhedsmæssige, politiske og økonomiske problemer. Derfor er 9. april 1940 på den ene side en sort dag, på den anden side en lysets dag, fordi det da stod klart, at vi er nødt til at binde os tæt sammen med andre lande for at løse fælles udfordringer. Besættelsen er på sin vis baggrund for Danmarks engagement i krigene på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Den er også årsagen til, at danske politifolk og jurister og folkeretseksperter har været udstationeret i talrige stater verden over. Og den er katalysator for vores tætte samarbejde med andre europæiske og vestlige lande i EU, FN, Nato, WHO og talrige andre internationale institutioner og sammenslutninger. Bevares: Det er ikke, fordi dansk forsvars- og udenrigspolitik har været konsekvent. Fodnotetiden i 1980'erne står som et lavpunkt i vores omgang med vores allierede. På samme måde er danskernes til tider meget valne holdning til EU-samarbejdet et problem. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi qua besættelsen har forstået det betydningsfulde i at samarbejde med andre. Også, når epidemier raser. Engang var Danmark et lille, fattigt land. Lille er landet stadig, men det har udviklet sig til at høre til blandt de rigeste lande i verden. Det skyldes ikke, at vi har store mængder af naturressourcer eller et særligt gavmildt klima. Det skyldes vores evne til at samarbejde med andre lande. Besættelsen og de mørke år, der fulgte, understreger - ligesom alt, hvad der er sket i de seneste måneder - at det er vigtigt, at vi fortsat forpligter os i EU, Nato og andre organisationer, der er med til at holde verden rundt om os i balance. Uden EU og uden Nato ville vores økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske grænser engang været blottet. Derfor skal vi holde fast i at ville samarbejde. Også i disse tider. For der er lys i den mørke tid.

Annonce