Annonce
Debat

Debat: Brug klima-krisen til at gøre dig fri af stress

Klima: Vi har fået en regering, hvis mål er 70 procent reduktion af drivhusgasser inden 2030. For at det kan lykkes, må der en bevidsthedsændring til. Problemet med klimaforandringerne er vores indre barrierer i forhold til at tage ansvar. Politikerne kan gudskelov sætte barren højt – men de kan intet gennemføre uden befolkningens opbakning.

”Det bliver dyrt”, siger mange. I dette udsagn ligger der implicit en angst for, at det bliver ”for” dyrt. Men hallo, det bliver langt dyrere at lade være! Hvis ikke vi fuldgyldigt tager vare på udfordringerne, så kommer vi et langt ringere sted hen end før udfordringernes opståen. Hvis vi løser udfordringerne, så kommer vi til gengæld til at stå langt stærkere end før, for vi har gennemgået en menneskelig udvikling af dimensioner.

Apropos det med prisen siger mange også: ”Lad os vente, til teknologien bliver billigere.” Men nu er det altså ikke sådan, at en elbil eksempelvis per definition bliver billigere, fordi en ganske bestemt dato oprinder. En elbil bliver billigere, efterhånden som vi er et tilstrækkeligt antal mennesker, der har købt en sådan, hvorved teknologien udvikles og masseproduktion bliver taget i større og større anvendelse. Bevidsthedsudviklingen vil lønne sig i form af en indre tilfredshed og et langt stærkere samfundsmæssigt sammenhold. Men udviklingen vil også medføre en teknologisk udvikling, så det vil vise sig, at vi rigeligt samfundsmæssigt kommer til at tjene det ind på ”gyngerne”, som vi har investeret i ”karrusellen”.

Det hedder sig også nogle gange, at det ikke nytter, at vi går foran, for vi flytter bare problemerne til andre lande, hvor ting kan produceres billigere. En løjerlig tankegang – især i et materialistisk samfund: Lad andre lande stå for udviklingen, så vi kan sakke agterud! Desuden er det de, der tør se udfordringerne i øjnene, der må handle først.

Det kan hedde sig, at ”jeg tror ikke på, at klimaforandringerne er menneskeskabte.” Alle handlinger får konsekvenser. Jeg har således aldrig kunnet forstå, at nogen kan tro, at det ikke får negative konsekvenser for naturen og dermed for vores sundhed, når vi igennem sølle et hundrede år blandt meget andet har sprøjtet vores natur med utallige arter og mængder af kemikalier, brændt fossile kilder af, som er akkumuleret igennem millioner af år, haft en ”køb og smid væk”-kultur og ikke har ladet vores ressourcer recirkulere. Tillige er Jordens befolkning i disse hundrede år blevet mere end fire gange så stor.

Med al respekt for, at klimaaktivisten Greta Thunberg har sat fut i klimadebatten, så har hun også skubbet til en uhensigtsmæssig angst i visse dele af befolkningen. Som det hed sig forleden i Dagbladet Information: ”Voksne tør ikke få børn, og børn tør ikke blive voksne”. En kollektiv magtesløshed, hvor vi enten stikker hovedet i busken, som de borgerlige mest har gjort, eller vi bliver handlingslammede, fordi vi tror, at vi ikke selv kan gøre noget.

Klimakrisen er i gang med at bevidstgøre os alle i mangt og meget. Herunder en indsigt i, at vi har langt mere magt, end vi i vores vildeste fantasier har troet muligt. Når min og alle andres samlede ubevidste adfærd har ført os ud på tynd is, så vi nu på det nærmeste hænger i med det yderste af neglene, så kan vores bevidste adfærd naturligvis også bringe os i land på en langt mere frugtbar grund.

Snart vil det sikkert også hedde sig, at den pågældende fart aldrig får os i det mål, som de fire venstrefløjspartier har sat for os. Men også her er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Det afgørende er ikke, om vi nødvendigvis når helt i mål. Ofte er det nødvendigt at sætte sig et mål for overhovedet at komme ud af stedet.

Vi kan gøre masser af ting, som ikke vil koste os noget. Andre ting vil her og nu koste os nogle anstrengelser og penge, men på sigt vil det være godt givet ud. Hvis vi vil have et samfund, hvor vi kommer i langt større harmoni med vores omgivelser og naturen, så kan vi begynde at tænke omvendt, end vi plejer. I stedet for at se det som frihedsberøvende at lade være med at flyve så meget, så kan vi vælge at se det som stressnedsættende. Vi kommer ned i gear ved at vælge en ferie, hvor vi tager toget eller ferierer ved den herlige jyske vestkyst. Vi kan lære at undersøge, hvad vi dybest set længes efter.

Annonce
Johannes Ledet
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Odense

2000 indviede julefestival i Odense

Annonce