Annonce
Debat

Debat: Bidende nødvendigt med flere psykiatriske sengepladser

Sundhed: På regionsrådsmødet 27 november, har vi besluttet at etablere et nyt sengeafsnit i Regionspsykiatrien (RP) Horsens. Sengeafsnittet er en del af vores budgetforlig for 2020, som hele regionsrådet kunne enes om.

RP i Horsens har lige nu det optageområde med færrest senge per indbygger, og med flest indlæggelser pr. seng, samtidig forventes det, at Horsens får en stor befolkningstilvækst i de kommende år.

Tæller man de 12 ekstra senge med, som vi nu har besluttet at placere i Horsens, så løftes RP Horsens op på det samme niveau i forhold til antal senge pr. Borger, som man har i RP i Midt og i Vest. Der vil med andre ord komme en bedre balance i fordelingen af psykiatriske senge på tværs af regionen.

Vi har jo trods alt en fælles vision om at skabe en region i balance, og hvis ikke engang vi selv tager den vision alvorligt, hvem gør så?

For os i Dansk Folkeparti er det en hjertesag at vi sørger netop for regionens balance, og derfor er det mig en stor glæde, at vi nu har besluttet at placere de ekstra senge der hvor behovet er størst, nemlig i Horsens.

Men, selvom disse 12 nye senge afhjælper et stort pres i Horsens, så er der fortsat et stort behov i resten af regionen. De begrænsede midler, som vi havde til at etablere pladser for betød desværre at vi blev nødt til at prioritere meget skarpt, og derfor ikke havde mulighed for, i denne omgang, at afhjælpe de andre behov, som eksisterer på rundt om på vores andre psykiatriske afdelinger.

Derfor vil vi i Dansk Folkeparti fortsat arbejde for, at forholdene i psykiatrien fortsat forbedres. Det er bidende nødvendigt, at vi i de kommende år prioriterer at etablere yderligere senge i Region Midtjyllands psykiatri. For omend vi nu er på rette vej i psykiatrien, så skal vi stadig gå langt før vi kommer i mål.

Annonce
Ole Revsgaard Andersen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce