Annonce
Kultur

De unge vælger DR fra

Huxi Bach, Kristian Luc og Tatjana Haddow ser lidt betuttede ud - måske på grund af de lave seertal. - "Boogie" ligger lige mellem "Nyhederne på tegnsprog" og børneprogram-merne, så vi har ikke det samme eftermiddags-flow, som TV 2 har, erkender Lars Torp, der er redaktionschef for DR Ung.

Imageproblem for DR: De unge seere bruger tiden på TvDanmark, TV3 og TV2

- Der sidder mange indkøbere her på DR, som bander og svovler over, at de ikke i sin tid købte "Beverly Hills 90210". Den var billig, den er produceret i masser af afsnit, som TV 2 kan sende igen og igen, og så bliver den ved med at fastholde unge seere.

Sådan siger Lars Torp, som er redaktionschef på DR-Ung. Den afdeling i TV-Byens kringlede gange, som sidder med den tunge opgave at vinde de unge seere tilbage til DR.

I øjeblikket er det typiske seertal for den attraktive målgruppe af 21-50 årige seere 22-24 procent på DR og 32-34 procent på TV 2. Det svarer til, at målgruppen ser fjernsyn i cirka syv timer ugentligt på TV 2 og cirka fem timer på DR.

Blandt de helt unge er tallene endnu mere udtalte, og her har TV 2's eftermiddags-flade med "Beverly Hills 90210", "Rundfunk" og "Reallife.log" langt bedre fat end DR's ungdomsflagskib "Boogie".

"Rundfunk", som har en målgruppe på 13-18 år, ligger på cirka 96.000 seere, mens "Boogie", med en lignende målgruppe, ligger på cirka 37.000 seere.

- Vores problem er, at de unge i høj grad ser flow-tv, altså flere programmer i træk, og her har TV 2 bedre fat. "Boogie" ligger lige mellem "Nyhederne på tegnsprog" og børneprogrammerne, så vi har ikke det samme eftermiddags-flow, som TV 2 har, siger Lars Torp.

Annonce

DR-løs generation

Ifølge Henrik Søndergaard, medieforsker på Københavns Universitet, er det et stort problem for DR, hvis de unge vokser op uden at få et forhold til public service-kanalen.

- Konsekvensen for DR kan jo blive, at de helt mister grebet om de unge. Risikoen er jo, at når de ikke vokser op med DR, så vender de måske ikke tilbage, når de bliver ældre, selvom de måske får det behov for oplysnings-tv, som DR i højere grad opfylder, siger Henrik Søndergaard, og det er Lars Torp enig i:

- Hvis ikke vi har fat i de unge seere, så vil DR dø ud. Der må ikke være en generation, der vokser op uden at kende DR.

Henrik Søndergaard mener, at DR er nødt til at lave nogle mere attraktive tilbud, hvis de igen skal have fat i de unge seere.

- Det eneste, DR kan gøre, er at forsøge at matche TV 2 og de andre kommercielle kanalers tilbud, men det er også en vanskelig balance for DR, for de kan ikke bare gøre som andre kanaler og indkøbe udenlandske serier i store bunker. De skal jo ramme hele befolkningen, og det gør jo ikke udfordringen mindre for DR, siger Henrik Søndergaard.

Lars Torp mener, at det er en mangeårig proces, at få de unge tilbage til DR. I første omgang skal der satses på endnu bedre kvalitet på skærmen.

- Et program som "Boogie" var meget unikt, da det begyndte, men der er kommet mange konkurrenter til, og konkurrencen om de unge seere, er blevet hårdere og hårdere. Vi vil satse på, at gøre det så dansk som muligt, og så må vi hele tiden satse på at lave det i bedre kvalitet, end de andre gør, siger Lars Torp.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Annonce