Annonce
Assens

De unge om klimakampen...

Victoria Qvist, 17 år, Grundforløb 1 - Jeg tager bussen og sorterer skrald. Men nogle gange er jeg også lidt træt af at høre om alle de dårlige ting ved klimaet. Når vi taler så meget om det, så må der vel også være en god historie engang imellem. Jeg tror ikke, det hjælper, når folk siger, at jorden går under i morgen. Alt i alt savner jeg nok løsninger. Foto: Janus Fabricius Nielsen
Eleverne på Det Blå Gymnasium giver deres mening til kende om de 13 fødselsdagstræer og bæredygtighed i deres hverdag.
Annonce
Nikolaj Petterson, 3. g - De 13 træer giver skolen en bæredygtig profil. Selvom det nok ikke redder verden at plante de her træer, er det da en start. Selv spiser jeg meget økologisk, men andet bliver det ikke til. Jeg ville da gerne have gjort noget mere for klimaet, men jeg har en rygrad som en kop kakaomælk. Foto: Janus Fabricius Nielsen
Frederik Skytte, 18 år, 2. g - Jeg synes, det er en god tanke at plante træer, og en god måde at markere de 130 år på. Det er også noget, der vil være der for altid. I min hverdag er bæredygtighed dog ikke noget, jeg tænker sønderligt meget over. Foto: Janus Fabricius Nielsen
Ditte Holst, 3. g - Klima og bæredygtighed er ikke noget, jeg tænker over til hverdag. Men jeg synes alligevel, at det er hyggeligt, og at der er et godt fællesskab ved, at vi planter de her 13 træer. Foto: Janus Fabricius Nielsen
Emil Knudsen, Grundforløb 1 - Jeg tænker meget over det. Når jeg er alene hjemme, så køber jeg altid økologisk og ting uden plastik. Det kan man ikke hver gang, men jeg gør det så meget, jeg kan. Og så affaldssorterer jeg selvfølgelig. Der er meget om klimaet, og det synes jeg er fint, for man hører jo hele tiden, at det ikke går så godt. Foto: Janus Fabricius Nielsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce